Sidste tirsdag var alarmcentralen, der svarer på 911-opkald i Las Vegas, ramt af et seks timer langt nedbrud. Nu viser forklaringen sig at være noget så simpelt som en ukendt USB-enhed, der er blevet koblet til noget af alarmcentralens udstyr.
Det fortæller det i Version2-regi sjældent citerede medie KTNV Channel 13 Action News.
Mediet har talt med det lokale politi, Las Vegas Metropolitan Police Department (LVMPD), som fortæller, at det kan have været noget så simpelt som en mobiltelefon eller en Kindle, der er blevet tilsluttet en USB-port et sted i alarmcentralens systemer.
Politiet vurderer i den forbindelse, at der ikke har været lusk på færde, men at der derimod har været tale om et uheld.
Masser af indgange til alarmsystemet
Der er ca. 130 adgangspunkter til alarmcentralens system, og politiet oplyser i den forbindelse, at det ikke vil være muligt for dem at isolere det adgangspunkt, der konkret har været tale om.
Det er selvsagt lidt af et wakeup-call, at en alarmcentral på den måde kan sendes til tælling af en dims i en USB-port. I forlængelse af nedbruddet er server-hardware nu ved at blive placeret i aflåste skabe for at begrænse den fysiske adgang til hardwaren.
På baggrund af nedbruddet er der nu også planer om at granske sikkerheden ved andre offentlige faciliteter i området.
Ifølge KTNV Channel 13 Action News' oplysninger er det - utroligt nok - ikke første gang, at en alarmcentral er blevet sendt i gulvet af en USB-enhed. Et system i San Diego fra samme leverandør skulle også have været ramt af et lignende nedbrud tidligere.
San Diego-systemet var dog ikke live, så skaden var begrænset. Ifølge KTNV Channel 13 Action News er LVMPD ikke umiddelbart blevet orienteret om dette tidligere nedbrud, så det ville have været muligt at tage forholdsregler.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.