USA’s tidligere antiterror-chef: CIA stod bag Stuxnet

Illustration: Virrage Images/Bigstock
Det berømte Stuxnet-angreb mod Irans atomprogram var et målrettet cybervåben, udviklet og affyret fra USA, fortæller den tidligere amerikanske antiterror-chef Richard Clarke. Han advarer nu mod cybertruslen fra Kina.

Der er ingen tvivl hos Richard Clarke, som har tjent under tre forskellige amerikanske præsidenter som øverste terrorbekæmper.

Stuxnet, den mystiske malware, som var rettet mod Irans atomprogram, var en hemmelig amerikansk operation, godkendt af præsidenten, som en del af CIA’s mange andre hemmelige missioner.

Eneste problem var sådan set, at koden slap løs i det fri og inficerede computere over hele verden.

Det fortæller Richard Clarke, som forlod sin ’antiterror czar’-stilling i Bush-regeringen i 2003 og siden har været selvstændig sikkerhedskonsulent, i et interview med Smithsonian.com.

Siden meningen bag Stuxnet blev offentligt kendt, nemlig at sabotere iranske centrifuger og dermed bremse udviklingen af atomvåben, har de fleste haft Israel og USA i kikkerten som afsendere for den meget avancerede Stuxnet-orm.

Men Israels rolle har været ganske lille, vurderer Richard Clarke, som bruger Stuxnet som eksempel på den trussel, som USA selv står over for.

Fjender af USA kan på samme måde få held med målrettede angreb, som fører til fysisk skade, men truslen bliver slet ikke taget alvorligt nok, advarer han.

Allerede nu er USA hårdt ramt af især kinesisk hacking, lyder vurderingen.

»Nu siger jeg noget, som folk vil tro er en overdrivelse, men jeg mener, at beviserne er tydelige. Hver eneste større amerikanske koncern er allerede blevet gennemhullet af Kina,« siger han til Smithsonian.com.

Selv bruger USA også hacking i efterretningsarbejde, men ikke på samme måde som Kina, siger den tidligere antiterror-chef.

Kommercielle virksomheder bliver ikke angrebet af CIA’s spioner, kun offentlige institutioner i fremmede lande, med det mål at opsnuse informationer, ganske som spioner har gjort i årtusinder.

Problemet med den meget omfattende kinesiske spionage mod amerikanske virksomheder er, at USA langsomt vil ’forbløde’, når al forskning og udvikling med det samme falder i kinesiske hænder. Så er det umuligt at konkurrere, lyder advarslen.

Richard Clarke advarede før terrorangrebet den 11. september 2001 mod et forestående Al-Qaeda-angreb, men følte, hans advarsler ikke blev taget alvorligt. Nu ser han sig selv i samme rolle, hvor der er beviser nok, men ingen vilje til reelt at forberede sig på de nye trusler.

Læs hele interviewet med Richard Clarke

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Johannes Aagaard

Ifølge en 2011-doktrin er USA berettiget til at gøre gengæld med militære midler, hvis virkningen af et cyberangreb er lige så ødelæggende som et angreb med konventionelle våben. USA’s forsvarsministerium konkluderede i den strategiske doktrin, at et cyberangreb udgået fra en anden stat via internettet og rettet mod amerikansk infrastruktur svarer til en formel krigshandling.

Citat: "If you shut down our power grid, maybe we will put a missile down one of your smokestacks," it quoted a military official as saying." -http://goo.gl/3956Y

Måske var det ikke en alt for god timing fra den tidligere CIA-chefs side at blotlægge afsenderen til stuxnet. For betyder dette, at Iran vil føle sig berettiget til kunne indlede et militært angreb på amerikansk infrastruktur?

  • 4
  • 0
#2 Christian Nobel

Som jeg læser det mellem linierne, så kommer RC med en lille indrømmelse, og næsten prøver at legitimere det med en uh-det-var-aldrig-meningen-stuxnet-skulle-ud-i-det-fri, men nu kan det jo misbruges af vores "modstandere", og så er det jo terror (mod os vel at mærke)!

Så jeg vil ikke undre mig spor hvis RC følger denne op om noget tid, hvor han i rosende vendinger forsvarer NSA's nye snageanlæg i Utah, argumenteret ud fra at ellers vil Kineserne jo stjæle vores land - og så kan oprustningen ellers køre der ud af.

Vanviddet er sat i system.

  • 4
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere