USA’s forsvarsminister advarer imod digitalt Pearl Harbour-angreb

Illustration: leowolfert/Bigstock
Sætter USA’s fjender ind med et cyberangreb, kan det koste liv og lamme samfundet. Sådan lyder det fra USA’s forsvarsminister i en politisk kamp for strammere it-sikkerhed.

Konsekvenserne kan være enorme, hvis USA en dag bliver udsat for et storstilet cyberangreb. Og gør vi ikke noget ved det, kan vi risikere at stå med et nyt Pearl Harbour.

Der blev malet et dystert billede, da USA’s forsvarsminister, Leon Panetta, forleden holdt tale om cyberangreb med en reference til angrebet mod flådestationen på Pearl Harbour under Anden Verdenskrig, hvor USA blev taget på sengen.

El-nettet kan blive lammet. Vandværker sende forurenet vand gennem hanerne. Og passagertog kan blive afsporet. Alt sammen med fare for menneskeliv.

En så voldsom beskrivelse af truslen fra cyberangreb er ikke set før fra forsvarsministeriet, skriver New York Times. Men talen fra forsvarsministeren hænger sammen med det politiske arbejde for en lov, der skal sikre bedre it-sikkerhed i hele USA’s kritiske infrastruktur.

Republikanerne med John McCain i spidsen har spærret for loven i Kongressen, fordi reglerne vil gribe ind i private virksomheders arbejde, og Leon Panetta og Barack Obama overvejer derfor en såkaldt ’executive order’ fra præsidenten, som dog ikke vil kunne erstatte en lov, men i højere grad skal være båret af frivillig medvirken fra de private firmaer i forsyningssektoren.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere