USA vil gemme alle Twitter-beskeder

Verdens største bibliotek har fået adgang til hele arkivet med beskeder sendt ud til alverden via Twitter. Det skal give historikere mulighed for at se historiske begivenheder ud fra de 140 tegn korte beskeder.

Selvom internettet kan virke som om, det husker alt, så er det faktisk ikke tilfældet. Det er grunden til, at nationalbiblioteker indsamler kopier af hjemmesider for at bevare øjebliksbilleder af internettet for eftertiden.

Nu bliver flere milliarder ultrakorte Twitter-beskeder også en del af de samlinger, der er beregnet til historikere.

Twitter har indgået en aftale med verdens største bibliotek, det amerikanske Library of Congress, som har fået overdraget hele Twitters arkiv.

Det drejer sig ifølge Twitter kun om de beskeder, der er sendt ud af brugerne til offentligheden og ikke de private beskeder.

Arkivet skal bruges til at dokumentere historiske begivenheder ud fra reaktioner og øjenvidneskildringer, som Twitter-brugerne sender ud på tjenesten.

Twitter blev eksempelvis brugt flittigt under urolighederne i Iran sidste år, hvor lokale internetbrugere kunne fortælle om begivenhederne uden om de traditionelle nyhedskanaler.

Ifølge Twitter bliver der hver dag sendt mere end 55 millioner af de maksimalt 140 tegn korte beskeder.

Library of Congress indsamler i forvejen store mængder data fra internettet. Ifølge biblioteket har det arkiveret mere end 167 terabytes fra websteder, både officielle hjemmesider og blogs.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#4 Jens Schumacher

Af alle de ligegyldige informationer der findes....... Hvorfor så lige twitter???

Jeg kan ikke engang blive sur over det. Det er sku som hvis regeringen ville til at indsamle og katalogisere danskernes brugte toilet papir. De skal være så velkomne :-)

  • 0
  • 0
#5 Jørgen Larsen

Fordi Twitter i realtid viser hvad der bevæger folk. Derfor er det et vigtigt historisk dokument, ikke de enkelte tweets men den samlede mængde data og ikke mindst hvad de linker til. Derfor er, eller har Twitter potentialet til at blive defacto realtidssøgemaskinen.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere