Det var »sandsynligvis« Rusland, der stod bag det omfattende hackerangreb, som i december ramte flere amerikanske ministerier og virksomheder.
Sådan lyder vurderingen fra amerikanske efterretningstjenester og myndigheder, der har udgivet en erklæring i forbindelse med en undersøgelse af sagen. Det skriver CNN.
Erklæringen er udarbejdet af den såkaldte Cyber Unified Coordination Group (UCG), som blandt andet består af sikkerhedstjenesten FBI og cybersikkerhedsmyndigheden CISA.
Gruppen konkluderer i erklæringen, at aktøren bag angrebet »sandsynligvis stammer fra Rusland«, hvilket USAs udenrigsminister, Mike Pompeo, også tidligere har peget på.
I erklæringen peger UCG derudover på, at målet med angrebet har været at indsamle efterretninger.
Det amerikanske it-sikkerhedsfirma SolarWinds spiller en central rolle i forhold til det omfattende angreb. Det skyldes, at gerningspersonerne har benyttet sig af en bagdør, der har været placeret i it-løsninger, som SolarWinds har leveret til flere myndigheder og virksomheder.
Blandt ministerier i USA, der er blevet ramt af angrebet, er energiministeriet, der har ansvar for USA's atomvåben. Af ramte virksomheder findes blandt andet Microsoft og i en dansk sammenhæng har affaldsselskabet Vestforbrænding også meddelt, at man er blevet ramt.