USA optrapper cyberangreb på Ruslands el-net

Illustration: Tom Fawls Photography / Bigstock
USA eskalerer cyber-operationer mod kritisk russisk infrastruktur. Strategien er nu, at USA vil være klar til at slå igen, hvis russiske cyber-angreb gennemføres mod USA

USA eskalerer cyber-operationer imod Ruslands el-net. Det sker ifølge kilder, som har udtalt sig til New York Times, som en advarsel til Vladimir Putin. Samtidig viser det, at USA nu udvikler cyber-redskaber mere aggressivt.

Den eskalerede cyber-strategi er resultat af flere års advarsler fra Department of Homeland Security og FBI, der hævder, at Rusland i årevis har forsøgt at infiltrere amerikanske kraftværker, vandværker, olie- og gasledninger med malware, som kan aktiveres i fremtidige konflikter.

Ifølge præsident Trumps sikkerhedsrådgiver, John R. Bolton, vil USA nu have et bredere syn på potentielle digitale mål.

»For at sige til Rusland eller alle andre, der er involveret i cyber-operationer imod os: 'I vil komme til at betale en for det',« som han sagde på et pressemøde i tirsdags.

USA i offensiven

USA har siden 2012 undersøgt kontrolsystemer i det russiske el-net, men nu er man i højere grad begyndt at snige malware ind i de russiske systemer, som man kan aktivere, hvis en konflikt mellem Washington og Moskva skulle bryde ud.

Det er en del af 'Defend forward'-strategien, som kommandør for United States Cyber Command, general Paul M. Nakasone har været en fortaler for. Konceptet bygger på, at man til enhver tid er klar til at slå igen, hvis man skulle blive udsat for et cyberangreb.

Muligheden for at eskalere cyber-operationer blev tilføjet i den seneste 'military authorization bill' fra sidste sommer.

Her tillod Den Amerikanske Kongres, at man må udføre militære cyber-aktiviteter eller operationer i cyberspace – også hemmelige »for at forsvare De Forenede Stater og dets allierede, herunder som respons«.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere