Det var USA og Israel, som stod bag Stuxnet-ormen, som i 2010 angreb industrielle computersystemer over hele verden. Det bekræfter flere efterretningskilder ifølge avisen The New York Times.
Ormen blev som ventet skabt for at angribe det iranske atomprogram, som USA mistænkte for at blive brugt til forarbejdning af uran til atomvåben.
Analyser af Stuxnet-ormen har vist, at den dels er usædvanlig kompleks i forhold til de fleste andre stykker malware, og dels er den tilsyneladende designet til at angribe ét bestemt industrielt system.
Ormen var imidlertid i stand til at sprede sig mellem computere på samme netværk og via USB-lagermedier, og på den måde blev den spredt uden for det iranske anlæg. Det gik ud over en række store industrivirksomheder, hvor eksempelvis både Mærsk og Arla i Danmark blev ramt af ormen.
Stuxnet gjorde ingen skade på systemerne, men det krævede en større indsats at få renset systemerne for ormen.
Ifølge The New York Times var præsident Barack Obama og hans rådgivere orienteret om, at ormen var sluppet ud fra det iranske anlæg, men valgte alligevel at fortsætte med forsøget på at sabotere de urancentrifuger, som blev brugt til oparbejdningen af uran.
Afsløringen af Stuxnet betragtes i it-sikkerhedskredse som et wake-up-call til organisationer om at være opmærksomme på, at it-infrastrukturen nu også kan komme under angreb fra nationalstater eller andre institutioner med ressourcer til at udføre langvarige og sofistikerede angreb for eksempelvis at udføre industrispionage.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.