USA mister magten over internettet

En årelang aftale mellem USA og ICANN, der bestyrer internettets rod, udløber nu, uden at en ny aftale er offentliggjort. Dermed opgiver USA tilsyneladende at beholde magten over nettet.

Efter mange års kritik og pres fra resten af verdens lande vil USA nu slippe magten over internettet.

Organisationen ICANN, som bestyrer internettets rod, har gennem mange år været direkte underlagt det amerikanske handelsministerium. Men aftalen udløber i dag, onsdag, og da der ikke er fremlagt en forlængelse af aftalen, tyder alt på, at USA accepterer at miste kontrollen over ICANN. Det skriver BBC.

ICANN, der for eksempel bestemmer, hvilke nye toplevel-domæner der kan oprettes, blev skabt af den amerikanske regering i 1998 som en uafhængig non-profit organisation, knyttet til Handelsministeriet.

Men i takt med, at internettets betydning steg, begyndte også kritikken fra andre lande og især EU. ICANN skulle være en global organisation, lød kravet, som USA indtil videre har afvist.

I stedet bliver ICANN ifølge The Economist en formelt uafhængig organisation, hvor der fremover skal indgå repræsentanter fra andre lande end USA i bestyrelsen.

Der er dog ingen tegn på, at ICANN vil få lov at kappe alle bånd til de amerikanske myndigheder. I sidste uge lød det for eksempel fra ICANN's leder, at målet var et langvarigt og formelt forhold til USA.

Danmark fik først lov om internettet i 2005

Administrationen af internettet har historisk set været præget af tilfældigheder og beslutninger, der siden viste sig problematiske, fordi kun få kunne se potentialet i internettet, da det var i sin vorden i 1990'erne.

I Danmark var det således i mange år Unix-brugergruppen DKUUG, som havde kontrollen over det danske .dk-domæne. Siden blev opgaven solgt videre til TDC, der dengang hed Tele Danmark, og blev i 1999 flyttet over i en selvstændig forening, Dansk Internet Forum (DIFO), hvor repræsentanter fra brede organisationer som Dansk Industri og Forbrugerrådet sidder i bestyrelsen.

Først i 2005 fik Danmark en domænelovgivning, som placerede ansvaret for den danske del af internettet hos myndighederne. Det førte til et åbent udbud om hvem, der skulle administrere de danske internet-domæner, hvilket DIFO vandt i 2008 efter hård kamp mod udfordreren DotDK.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kristian Dalgård

http://bit.ly/4nvjmg/

Det ville være super, hvis du en anden gang vil give en kort beskrivelse af din hensigt med at linke. Og så gør det ikke noget, hvis man bruger den fulde adresse, kommentarfeltet forkorter den alligevel - OG det gør det meget mere attraktivt at klikke på linket, som ellers kunne være hvad som helst. Tak.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere