USA: Kommune forlangte jobansøgeres Facebook-kodeord

Hvis man ville arbejde for byen Bozeman i Montana, skulle man først udlevere sine adgangskoder til Google, Facebook, Yahoo og andre tjenester.

Bystyret i den lille amerikanske by Bozeman i delstaten Montana ville være helt sikre på, at kommunen ikke ansatte pædofile. Derfor forlangte kommunen indtil i fredags, at nye medarbejdere skulle udlevere adgangskoder til sociale netværkstjenester og personlige e-mailkontoer.

Adgangskoderne skulle bruges til en omfattende kontrol af jobansøgerens personlige baggrund. Kommunen ville supplere de normale kilder som strafferegisteret og offentligt tilgængelige databaser med jobansøgernes aktivitet på eksempelvis sociale netværkstjenester som Facebook og Myspace.

»Vi ville få ballade, hvis der fandtes information om en jobansøger, som var pædofil, eller havde noget liggende på internettet, som viste den slags tendenser, og vi ikke søgte efter det,« siger vicekommunaldirektør Chuck Winn fra Bozeman til nyhedstjenesten CNET.

Efter kommunens praksis dukkede op i flere medier i sidste uge, valgte bystyret fredag at droppe kravet til nye ansøgere.

Indtil da skulle alle jobansøgere udfylde en formular, hvor de skulle angive, hvilke internettjenester de benyttede. Hvis de blev tilbudt jobbet, skulle de endvidere udlevere brugernavne og adgangskoder til tjenesterne.

En person fra kommunens personaleafdeling loggede derefter ind på tjenesterne for at kontrollere, om der fandtes materiale, der kunne kassere jobansøgeren i forhold til at få jobbet.

Denne praksis har været brugt i Bozeman de seneste par år, men bliver nu droppet. Ifølge den lokale afdeling af tv-stationen CBS vil kommunen beholde de adgangskoder, som de har fået udleveret hidtil.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Rene Madsen

Så sidder man her i DK og er glad for at være her og ikke i den by.

Det er jo et absurt argument

Vi ville få ballade, hvis der fandtes information om en jobansøger, som var pædofil, eller havde noget liggende på internettet, som viste den slags tendenser, og vi ikke søgte efter det

Så burde de jo også ransage ansøgerens hjem, for ellers ville de jo også få ballade, hvis der var tegne på at vedkommende havde informationer i hjemmet der kunne afsløre at vedkommende måske teoretisk var pædofil. De ville jo få meget ballade, hvis de ikke havde undersøgt det før ansættelse... Man kan og skal ikke undersøge alt og da ikke på det plan.

  • 0
  • 0
#4 Anonym

Lige inden man hidser sig op over for dette absurde tiltag, så se på Danmark hvor man forsøger at tvinger borgerne til at udlevere deres nøgler og suverænitet til staten via den ulovlige DanId.

Det er 1000 gange værre at man gør det på forhånd end man synligt spørger om det (og selvfølgelig får nøgler til en falsk profil) !

I den danske bananrepublik kunne man bare gøre det uden at spørge.

  • 0
  • 0
#8 Anonym

har du nogen dokumentation for "se på Danmark hvor man forsøger at tvinger borgerne til at udlevere deres nøgler og suverænitet til staten via den ulovlige DanId."?

Det har været diskuteret før.

VTUs godkendelse af DanIds centralt kontrollerede nøgle overtræder efter min vurdering en hel række love - den mest oplagte er "Lov om Digital Signatur" Pgf 10, stk 3 - men også Grundloven, Persondatalovgivningen og Konkurrencelovgivningen overtrædes efter min opfattelse.

Og det er IKKE en lovfejl fordi Lov om Digital Signatur Pgf. 10, stk 3. blot siger at borgeren skal have ekslusive kontrol over sin egen signatur - intet mindre kan forsvares.

Når staten og endda en kommerciel konstruktion kontrollerer selv din signaturnøgle, så har de fuld kontrol over din kommunikation og din suverænitet. Det er det rene bananrepublik.

  • 0
  • 0
#10 Michael Degn

Det er omtrent så sygt som det kan blive, men det overrasker mig egentlig ikke, at diverse statsmagter med alle midler krænker folks digitale privatliv - det ser vi jo mere af hele tiden. Det der dog overrasker mig er, at borgerne ikke siger fra, men bare finder sig i det og åbenbart ikke kan se noget problem i diverse fremgangsmåder.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere