USA beder indrejsende om brugernavne til sociale medier
Turister, der rejser til USA via det såkaldte visa waiver program vil fremover blive bedt om at angive en profil på et social medie.
Det skriver Engadget.
I formularen som de indrejsende skal udfylde er der blevet tilføjet spørgsmålet ‘Please enter information associated with your online presence,’ efter Homeland Security godkendte forslaget den 19. december.
Fra et screenshot, som Version2 har taget, fremgår det, at det er valgfrit, om man vil udfylde feltet. Det amerikanske medie Engadget spår dog, at mange vil angive informationen uanset for at undgå problemer.
Borgere fra 38 lande - herunder Danmark - udfylder ESTA-formularen, når de rejser til USA.
Forslaget er fra starten blevet mødt med kritik. Borgerretsgruppen The American Civil Liberty Union har udtrykt bekymring for, om særligt rejsende fra arabiske og muslimske samfund vil få gennemtrævlet deres online opførsel.
Andre argumenterer for, at tiltaget vil sætte et eksempel, som andre lande kan finde på at følge - for dermed at hæmme privacy over en kam.
Engadget understreger, at den amerikanske grænsekontrol ikke kan se mere end det, man vælger at dele med hele verden. Privatlivs-indstillinger, der fx sikrer, at kun venner kan se dit Facebook-opslag, kan derfor give rejsende mere kontrol over informationen, der bliver delt.
