USA anklager Iran for stort hackerangreb mod Saudi-Arabien
Da 30.000 computere for nyligt blev saboteret af malwaren Shamoon i den saudiarabiske oliesektor, og amerikanske banker blev ramt af DDoS-angreb, var det Irans måde at sige ’tak for sidst ’.
Sådan lyder det fra amerikanske embedsfolk, ifølge New York Times, om end myndighederne ikke officielt vil udpege Iran som bagmand for angrebene.
Iran har gennem de seneste år været ramt af amerikansk cyberkrig gennem Stuxnet, Flame og andre malware-kampagner, der enten har spioneret eller gjort direkte skade på atomprogrammet i Iran. Det har ført til en kraftig oprustning i Iran på cyberkrigsfronten, og angrebene i denne omgang er første tydelige resultat af denne satsning.
Men selvom de to iranske forsøg på at gøre digital skade ikke på nogen måde var så avanceret, som USA’s cybervåben mod Iran gennem årene, skal de tages alvorligt, mener sikkerhedseksperter.
Iran har meget hurtigere end forventet gjort sig klar til at svare igen, og USA er dårligt forberedt på den slags, lyder det for eksempel fra James A. Lewis, en seniorforsker fra Center for Strategic and International Studies, ifølge New York Times.
Det er også i den kontekst, at opråbet fra USA’s forsvarsminister Leon Panetta skal ses. I sidste uge advarede han kraftigt mod muligheden for cyberangreb mod USA. Hvis ikke USA tager truslen seriøst, kan det ende med et nyt Pearl Harbour, denne gang bare i digital form, lød budskabet, med henvisning til det overraskende angreb på en flådebase under 2. verdenskrig.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.