USA advarede mod Huawei – og fyldte imens amerikansk udstyr med spionbagdøre

Netværksudstyr fra amerikanske producenter blev rutinemæssigt fyldt med spionsoftware af NSA på vej til kunderne. Imens blev kinesiske producenter udsat for så meget mistænkeliggørelse, at Huawei opgav at sælge i USA.

Har du købt udstyr fra for eksempel Cisco eller andre amerikanske producenter af servere og netværksudstyr, har du måske også fået en ekstra ’gave’ med fra NSA.

Den amerikanske efterretningstjeneste havde nemlig sat i system at få fingrene i amerikansk hardware, når det blev sendt af sted, for at installere bagdøre og anden spionsoftware. Det skriver The Guardian ud fra lækkede dokumenter fra NSA fra juni 2010.

Udstyret blev rutinemæssigt stoppet undervejs i transporten til udenlandske kunder, fik installeret NSA’s software og derefter pakket igen med de rette forseglinger, så det var umuligt at se, at der havde været fremmede i kasserne, siden de forlod fabrikken. Dermed kunne NSA meget nemt få adgang til at overvåge netværkstrafikken hos interessante mål.

Hvad omfanget af denne metode var, fremgår ikke af historien. Men det skete samtidigt med, at politikere og myndigheder i USA i meget kraftige vendinger advarede alle mod at bruge udstyr fra kinesiske producenter af frygt for spionage. Den omfattende mistænkeliggørelse fik blandt andet kinesiske telenetværksproducent Huawei til helt at forlade det amerikanske marked.

Glenn Greenwald, der har haft kontakten til Edward Snowden, skriver i artiklen, at det ikke blev bevist, at kinesiske firmaers udstyr rummede spionsoftware, men at det omvendt også var muligt, at mistanken var sand. Men det er i hvert fald hævet over mistanke nu, at USA ikke gjorde det samme. Ved at skræmme flest muligt fra at bruge kinesiske leverandører fik USA således både en bedre økonomisk stilling og fik bedre muligheder for at spionere globalt via det amerikanskproducerede it-udstyr.

I Danmark er det Huawei, som lige nu opbygger TDC’s nye landsdækkende LTE/4G-netværk. Også her kom diskussionen om kinesisk spionage op, men TDC har med hjælp fra Forsvarets Efterretningstjenestes Center for Cybersikkerhed vurderet, at der ingen fare var på færde. I Storbritannien har Huawei måttet finansiere et center, hvor eksterne eksperter skal vurdere sikkerheden i firmaets produkter, før de kan sælges.

Læs også: NSA har taget kildekode fra Huawei

Læs også: Pensioneret NSA-general taler ud om spionage og Huawei

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (13)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Rune Larsen

Gad vide hvor mange RMA-sager Cisco har haft på routere med fejl i spion-modulet :-) Og om man kan flashe skidtet ud, eller om det hænger ved.

Der er ingen grund til at stole på, at NSA laver perfekt software. Når først der er plantet en bagdør i en router, så finder andre black hats den også og (mis)bruger den.

  • 12
  • 0
#12 Peter Hansen

I Danmark er det Huawei, som lige nu opbygger TDC’s nye landsdækkende LTE/4G-netværk. Også her kom diskussionen om kinesisk spionage op, men TDC har med hjælp fra Forsvarets Efterretningstjenestes Center for Cybersikkerhed vurderet, at der ingen fare var på færde.

Mon ikke Forsvarets Efterretningstjenestes Center for Cybersikkerhed også har vurderet, at der ingen fare på færde var med amerikansk udstyr fra for eksempel Cisco, sikkert helt uden at undersøge det først. Selv om det det nu viser sig at der i høj grad er fare på færde med Amerikansk udstyr, specielt for udenlandske kunder. Men Center for Cybersikkerhed er sikkert aldrig blevet spurgt, for USA er en allieret om dem kan man da altid stole 100 % på, tsk tsk.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere