Tre kvarter skulle der gå, før den tyske kommissionsformand Ursula von der Leyen slog de digitale toner an i sin tale onsdag morgen i EU-Parlamentet i Bruxelles.
Talen var en såkaldt 'state of the union-tale', som vi også kender det fra USA, og de første mange minutter gik med at kigge tilbage på ting, EU allerede har opnået. Og der er da også sket meget for unionen den seneste tid med økonomiske redningspakker i milliardklassen, flygtningekriser, geopolitisk pres og den altoverskyggende corona-pandemi. Men efter tre kvarter faldt kommissionsformandens opmærksomhed på det digitale.
»Forestil jer et øjeblik livet under denne pandemi uden de digitale dele af vores tilværelse,« sagde Ursula Von der Leyen og fortsatte:
»Moderne teknologi har givet unge mennesker mulighed for at lære hjemmefra, og millioner har fået muligheden for ligeledes at arbejde hjemmefra. Virksomheder har kunnet sælge deres produkter, fabrikker har været i stand til at køre videre, og det offentlige har fortsat kunnet levere services til borgerne. Vi har set årevis af digital innovation på blot få uger.«
Et digitalt årti
Ifølge kommissionsformanden står EU foran det, hun ønsker skal være Europas digitale årti. Derfor har EU også planer parat for connectivity, kompetencer og offentlige services. Planer, der hviler på principper om retten til privacy, connectivity, ytringsfrihed, data og cybersikkerhed.
Kommissionsformanden ønsker, at EU skal indtage en mere offensiv tilgang i det kommende årti for at sikre medbestemmelse og suverænitet.
»Europa skal føre an, når handler om det digitale – ellers bliver vi tvunget til at følge efter andre, der sætter standarderne for os,« sagde Ursula von der Leyen, der blandt andet beklagede sig over, at vi i Europa har været for langsomme, når det gjaldt arbejdet med personaliseret data inden for B2C-segmentet og derfor har måttet lade sig føre i dansen af andre aktørers standarder.
Det må ifølge Ursula von der Leyen ikke gentage sig, hvad angår erhvervslivet og de data, der skabes i industrien. Mængden af data produceret i industrien vil nemlig stige voldsomt i de kommende år, men ifølge kommissionsformanden bliver 80 procent af de indsamlede data aldrig brugt.
AI i kort snor
Selvom fremlæggelser af EU-visioner nemt kan virke som en luftig overflyvning, efterlod Ursula von der Leyen et klart indtryk af, at man fra EU’s side ønsker at træde pedalen i bund i forhold til digitalisering i de kommende år.
Naturligt rettede der sig et fokus på kunstig intelligens, der kan åbne nye muligheder, hvis blot en brøkdel af alverdens prognoser bliver til virkelighed.
Men det bliver ikke en digitalt ræs med bind for øjnene, slog hun samtidig fast.
»Vi vil have et sæt regler med mennesket i fokus. Algoritmer må ikke blive en “black box”, og der skal være klare regler, hvis noget går skævt,« sagde den tyske politiker og bekendtgjorde, at kommissionen næste år vil præsentere lovgivningsmæssige tiltag på området og i øvrigt arbejde videre på en såkaldt sikker europæisk e-identitet, som man som borger i EU kan bruge på tværs af landegrænser.
Alle skal kobles på
Men for at den tyske 61-årige kommissionsformands visioner om 2020’erne som unionens digitale årti skal blive til virkelighed, kræver det en massiv infrastrukturel indsats. For mens man i nogle dele af unionen har slået de nye 5G-netværk til, så er virkeligheden en anden mange steder i unionen, der spænder fra Bulgarien ved Sortehavets kyst til Island langt oppe i Nordatlanten.
Von der Leyen understregede, at det fortsat er en stor udfordring for unionen, at hver fjerde i EU ikke har adgang til en bredbåndsopkobling, der i dag nærmest kan anses som infrastruktur på niveau med kloakering og rindende vand.
»Bredbåndsforbindelse er en forudsætning for hjemmearbejde, hjemmelæring, online-shopping og i stigende grad for nye services. Uden en bredbåndsopkobling er det nærmest ikke engang muligt at skabe eller drive en forretning effektivt,« lød det fra kommissionsformanden, der ønsker flere investeringer i blandt andet fiberudrulning.
»Vi vil vise vejen, den europæiske vej til den digitale tidsalder baseret på vores værdier, vores styrke og vores globale ambitioner.«
»Det handler om at give Europa kontrol over sin fremtid,« slog Ursula von der Leyen fast, inden hun i sin tale begav sig videre til spørgsmålet om Hviderusland.
Du kan læse hele talen HER.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.