Unix-striden: Nu skal gribbene selv punge ud

SCO Group, som har forsøgt at få store virksomheder, der benytter Linux, til at betale licens, må nu selv til lommerne. Firmaet har nemlig fået licensindtægter for et produkt, som Novell skulle have pengene fra.

En amerikansk domstol har bestemt, at SCO Group har opkrævet 12 millioner kroner i Unix-licens fra Sun Microsystems, som burde være tilfaldet netværksudvikleren Novell, skriver amerikanske Computerworld.

Det skyldes en aftale, som Novell indgik med Santa Cruz Operation, før virksomheden blev opkøbt af Caldera International og kom til at hedde SCO Group.

Godt nok solgte Novell rettighederne til dele af de Unix-systemer, som virksomheden havde overtaget fra AT&T tilbage i 1980'erne, til blandt andet Santa Cruz Operation i 1994 og 1995. Men på det tidspunkt havde Santa Cruz Operation ikke penge nok til at købe det hele af Novells Unix-forretning, så derfor indgik Novell og Santa Cruz Operation en aftale om, at Novell ville få royalties fra salget af en bestemt version, Unix System V Release X.

Disse indtægter skal ifølge retten derfor nu tilfalde Novell.

Ifølge Computerworld mener SCO fortsat ikke, at virksomheden skylder Novell penge.

»Vi er ved at gennemgå dagens afgørelse fra dommer Dale Kimball med vores rådgivere. Og vi vil overveje vores næste skridt i løbet af de kommende dage og uger,« lød det i en officiel SCO Group udtalelse efter afgørelsen.

Selskabet fremhæver, at domstolen har slået fast, at Novell ikke har ret til royalties fra Unixware eller Openserver, hvor hovedparten af SCO's indtægter ligger.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Eskild Nielsen

SCO Group, der ejer rettigheder til styresystemet Unix og har forsøgt at få selskaber, der benytter Linux til at betale licens, bliver nu selv dømt for at have snydt med betaling for software.

Det blev allerede i august sidste år afgjort at SCO ingen rettigheder har til Unix udover visse markedsføringsmæssige, jf jeres egen artikel fra dengang.

Hvis du rammer din egen fod med 10 skud ud af 10, så er det ikke skødesløshed men omhyggeligt sigte.

/esni

  • 0
  • 0
#3 Arild Haugstad

Hvis man kun betragter denne artikel isoleret; uafhængig af hvad man ellers har hørt om sagen, så kunne man opsummere til følgende: 1: SCO Group ejer rettighederne til Unix. 2: Vi har rettens ord for at dette ikke er tilfælde.

Begge ting sættes i en kontekst, men det ændrer ikke ved det grundlæggende problem at artiklen præsenterer to modstridende udsagn som "fakta". (Medmindre man har den holdning at den omtalte domstol hverken har komptence har myndighed omkring ejendomsret...)

  • 0
  • 0
#4 Peter Mogensen

Jeg undrer mig mest over hvordan det kan tage så lang tid (og så mange advokat-salærer) at få noget så åbenlyst slået fast i retten. Det har jo hele vejen igennem ikke være nogen hemmelighed for folk, der havde sat sig bare lidt ind i UNIX's historie at SCO var urimeligt langt ude i hampen i alle deres påstande.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere