Unity opgraderer grafikmusklerne og tilbyder helt ny rendering pipeline

Stillbillede fra tech-demo, som fremviser en spilbar skov. Illustration: Unity
Den udbredte spilmotor Unity har genopbygget deres renderings pipeline fra bunden og giver nu koderne mere kontrol med den.

Den næste udgave af den populære spilmotor Unity byder på en række tiltag, der giver udviklerne endnu mere kontrol over, hvordan motoren håndterer grafik.

Udviklerne bag Unity har nemlig genopbygget deres rendering pipeline fra bunden. Motorens pipeline, der fortolker overflader, farver og skygger i 3D til grafikkortet, har tidligere været generisk og svær at konfigurere, men udviklerne af Unity gør den nu fuld programmerbar i C#.

»Med programmerbare render pipelines leverer vi ikke længere en monolitisk rendering pipeline, som forsøger at gøre alt for alle. Vores nye API åbner op for Unitys renderings interface og giver mere fleksibilitet og kontrol gennem C# kode,« skriver Tim Cooper, programmør hos Unity, i en blog.

Grafiske gaver til udviklere

Den nye pipeline kommer med to standardkonfigurationer og kan downloades allerede nu i den nyeste Unity beta. Den ene konfiguration er designet til at målrette spil mod high-performance, specialiseret hardware som ses på konsoller og computere, mens den anden skyder med spredehagl og er optimeret til brug på de mange forskellige smartphone grafikkort.

Ud over den nye pipeline har Unity, der startede som en dansk opfindelse lanceret i 2005, pakket flere grafiske gaver i den nye version. De lancerer en ny version af deres post-processing stack, der finpudser detaljer ved grafikken efter renderingen, så den ligeledes bliver mere programmerbar og med flere færdiglavede effekter klar til brug.

Der kommer også et nyt shader program, som gør det muligt at visualisere shader-kodning, og viser ændringer i realtid.

Hele den grafiske pakke er akkompagneret af en imponerende tech-demo, der viser hvad de nye features er i stand til. Den nyeste Unity Beta kan hentes gratis til personligt brug her.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere