I nu 25 timer har portalen Skoleintra nu været sat ud af spillet for halvdelen af landets skoler. Men fejlen er stadig ikke fundet hos Uni-C, en statslig styrelse, der driver det store it-system for folkeskolen.
»Vi har mange folk, der knokler nu, også eksterne eksperter, men vi ved ikke præcist endnu, hvad der har forårsaget den omfattende fejl,« siger Jakob Harder, vicedirektør for kunder og digitalisering hos Uni-C, til Version2.
Pilen peger på infrastrukturen bag systemerne som synderen, for både Skoleintra og Børneintra er ramt af nedbruddet, selvom det er to selvstændige systemer.
»Derfor er vi relativt overbeviste om, at det er er en fejl i infrastrukturen. Men vi er i gang med et større allround-tjek, hvor vi går det hele igennem, en ting ad gangen,« forklarer han.
Reddet af efterårsferie
Siden torsdag ved 12-tiden har Skoleintra - og dermed også Forældreintra - været ude af drift for halvdelen af landets folkeskoler, mens Børneintra, der bliver brugt af dagsinstitutioner, har været offline for alle brugerne.
Og havde det ikke været efterårsferie i denne uge, ville nedbruddet have været et alvorligt handicap for skolerne, forklarer Uni-C.
»Det er ikke sådan, at skolerne må lukke, men uden Skoleintra bliver en lang række opgaver, som lærerne har, besværliggjort. Så kan lærerne ikke lægge lektier ud til eleverne, eller kommunikere med forældrene. Hvis der er vigtige beskeder, må de sende dem ud manuelt,« forklarer Jakob Harder om situationen, hvis Skoleintra stadig ikke fungerer på mandag, hvor skolerne igen er fyldt med elever.
Lærerne har også undervisningsmateriale og elevplaner liggende i Skoleintra, og skolebørnenes forældre kan ikke logge på Forældreintra for at se, om der er nyt om barnet eller undervisningen.
Nedbruddet er det største for Skoleintra i mange år, måske nogensinde. Da Skoleintra har eksisteret i over 15 år, er det svært at opgøre præcist.
»Vi har ikke oplevet en situation som denne før, i denne skala. Vi har ikke en track-record for lange nedbrud, heldigvis,« siger Jakob Harder.
Uni-C håber bestemt, at systemerne igen er klar til brug over hele landet på mandag, men kan i sagens natur ikke love noget. Situationen kan følges løbende på styrelsens driftsinfo om Skoleintra.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.