Ungdomsuddannelse betaler overpris til Statens IT: Må ikke vælge en billigere leverandør
1,3 millioner kroner kan FGU Hovedstaden spare hvert år ved at droppe Statens IT som leverandør.
Men de fem skoler i hovedstaden er tvunget til at bruge Statens IT, selvom den statslige it-leverandør både er dyrere og ikke kan levere de ydelser, som FGU Hovedstaden efterspørger.
Økonomistyrelsen har i en afgørelse pure afvist FGU Hovedstadens ansøgning om at udskifte Statens IT med et andet it-fællesskab.
»Det er både dyrt og utilstrækkeligt det, vi får fra Statens IT. Jeg tænkte oprindeligt, at det var fint, at vi blev lagt under Statens IT. Det vigtigste for mig var og er, at være en del af nogle fælles enheder, så vi ikke selv skulle sidde med hvert vores it-setup, men den nuværende situation er uholdbar,« siger Lone Hansen, der er rektor for FGU Hovedstaden.
FGU er en forberedende grunduddannelse til unge under 25, der blev oprettet i 2019. Her blev det samtidig bestemt, at Statens IT skulle stå for driften af de 27 FGU-institutioner i hele landet.
Lone Hansen har foretaget en beregning, der viser, at FGU Hovedstaden kan spare 1,3 millioner kroner om året ved at skrotte kontrakten med Staten IT og i stedet gøre brug af et af de it-fællesskaber, der gennem de sidste 10 år er udviklet i uddannelsessektoren.
Prisen for at FGU Hovedstaden kan være kunde hos Statens IT lyder nemlig på 3.093.000 kroner om året. Uddannelsesinstitutionen mener dog at kunne nøjes med en udgift på 1.728.000, hvis man i stedet blev kunde hos it-fællesskabet It-center Nord, der i dag har en række gymnasier og erhvervsskoler som kunder.
Læs også: Problemramt KMD-system har udbetalt 110 millioner forkert til danske virksomheder
FGU Hovedstaden skrev derfor til Økonomistyrelsen i februar for at blive fritaget fra at bruge Statens IT som leverandør.
Ifølge en oversigt over sagen, som Version2 har fået adgang til, fik det Statens IT’s direktør, Michael Ørnø, til at indkalde Lone Hansen til et møde. Her lykkedes det dog ikke Michael Ørnø at overbevise Lone Hansen om at blive som kunde. FGU fastholdt nemlig sin ansøgning om at skifte it-leverandør.
»Overpris for noget der ikke fungerer«
23. maj kom Økonomistyrelsen med sin afgørelse. Her lyder det, at FGU Hovedstaden ikke kan blive fritaget fra at benytte sig af Statens IT.
»Økonomistyrelsen har på baggrund af ovenstående navnlig lagt vægt på, at FGU Hovedstadens anmodning hovedsageligt beror sig på et ønske om en lavere pris, hvilket ikke vurderes at udgøre helt særlige forhold, jf. bekendtgørelsens § 2, og dermed kan begrunde en fravigelse af udgangspunktet om at anvende SIT’s (Statens IT, red.) drifts-løsning,« lyder det i afgørelsen fra Økonomistyrelsen.
Der er nemlig kun tre grunde til, at FGU kan blive fritaget fra at bruge Statens IT ifølge den bekendtgørelsen, som Økonomistyrelsen henviser til:
Statens IT skal misligholde kontrakten, man skal have et særligt omfattende opgave behov som Statens IT ikke kan levere, eller hvis man har særligt it-udstyr, som Statens IT ikke kan overtage driften af.
FGU Hovedstaden er dermed fortsat tvunget til at være kunde hos Statens IT, selvom det betyder en million kroner i ekstra udgifter til uddannelsesinstitutionen.
»Det kan godt være en besparelse på én million kroner ikke lyder af meget, men det er altså to lærere, jeg kan ansætte for de penge. Jeg har fyret fem gange (siden FGU blev oprettet i 2017, red.), jeg kan godt bruge de to lærere ude i klasselokalerne i stedet for at betale en overpris for noget, der ikke fungerer,« siger Lone Hansen.
Læs også: På ét år er statens udgifter til it-konsulenter vokset med mere end en kvart milliard kroner
Opsagde kontrakt med 14 dages varsel
Aftalen med Statens IT blev ifølge Lone Hansen yderligere forringet, da Statens IT den 1. august valgte at opsige en aftale med alle FGU-skoler i landet om at levere og servicere elevernes PC’er.
Statens IT meddelte samtidig, at aftalen ville blive opsagt 14 dage senere. Dermed havde FGU-skolerne to uger til selv at overtage driften med elevernes computere.
I stedet fik skolerne mulighed for at købe elevernes PC’er og har siden selv haft ansvaret for at servicere elevernes computere.
»Vi har konstateret, at vores omkostninger til håndtering langt overstiger forventningen, så derfor ville vi være nødsaget til at hæve prisen betragteligt, hvis servicen skulle fortsætte, da vi er forpligtet til at afregne de omkostninger en service har,« skriver Statens IT i mail, der er sendt til alle FGU-skolerne i hele landet.
Det betyder, at FGU hovedstaden har overtaget ansvaret for at indkøbe og administrere elevernes PC’er.
»Vi har forsøgt at ansætte en it-koordinator, der kunne håndtere service og administrationen af de her computere, men det kan simpelthen ikke lade sig gøre at finde nogen, som vi har råd til at betale. I stedet har vi måtte bruge forskellige konsulentkonstruktioner,« siger Lone Hansen.
»Det paradoksale er, at jeg kan købe den ydelse langt billigere hos It-center Nord, så hvorfor kan vi ikke få lov til at vælge dem i stedet.«
Hvorfor er det nødvendigt, at FGU Hovedstaden stiller computere til rådighed? Det er ikke en praksis man har på andre uddannelsesområder?
»En del af vores elever kommer fra ressourcesvage familier, og de har ikke en PC, de kan tage med hjemmefra. Det er en forudsætning, at vi stiller PC'er til rådighed, hvis eleverne skal bruge computere i undervisningen,« forklarer Lone Hansen.
Kan der ikke være andre grunde til, at I ikke bare kan vælge en tilfældig it-leverandør udover prisen? Med Statens IT sikrer man sig vel også et minimum af kvalitet og it-sikkerhed?
»Jo, det kan jeg sagtens følge, men det kan jeg også få hos et andet it-fællesskab. De leverer allerede it-løsninger til gymnasier og erhvervsuddannelser af høj kvalitet og efter alle sikkerhedsmæssige regler. I stedet for har jeg nu selv fået overdraget ansvaret for elevernes PC'er, og så er sikkerhedsrisikoen da endnu større,« konstaterer Lone Hansen.
Generel utilfredshed
Lone Hansen er udover at være rektor på FGU Hovedstaden også næstformand i FGU’s rektorkollegium. Hun forklarer, at utilfredsheden med Statens IT er udbredt hos de andre FGU’er.
Der er 27 FGU institutioner med i alt 85 skoler fordelt over det meste af landet. Mange af de skoler vil ifølge Lone Hansen gerne ud af kontrakten med Statens IT.
»Der er forskellige behov på de enkelte skoler, og nogle er tilfredse med Statens IT, men flertallet vil gerne have muligheden for at komme ud af aftalen med Statens IT,« forklarer næstformanden.
Selvom FGU Hovedstaden har fået afslag på sagen fra Økonomistyrelsen, så har Lone Hansen ikke tænkt sig at lade sagen ligge her.
»Jeg er i gang med at rejse sagen for Børne- og Undervisningsministeriet. Jeg er absolut klar til at gå videre med det her. I sidste ende må det være op til politikerne at få lavet reglerne om, så vi ikke er tvunget til at bruge Statens IT,« siger Lone Hansen.
Version2 ville gerne have forholdt Statens IT kritikken, men organisationen oplyser gennem sin pressemedarbejder, at Statens IT ikke udtaler sig om enkelte kundeforhold.
Derfor vil Statens IT ikke stille op til interview eller svare på spørgsmål om sagen.
Læs også: Digitaliseringsstyrelsen: NSIS skaber tillid til dine digitale identiteter

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.