Undersøgelse: To ud af tre er blevet kontaktet af falske it-supportere

Undersøgelse fra Microsoft tegner et billede af stadigt flere henvendelser til ansatte fra falske supportere

63 pct. af de adspurgte danskere har inden for det seneste år oplevet, at svindlere har udgivet sig for at være it-supportere.

Det viser af en international undersøgelse, som Microsoft har fået foretaget, skriver finans.dk.

Henvendelsen foregår typisk via telefon, men kan også ske per e-mail eller direkte i browseren i form af et popup-vindue eller viderestilling til en falsk hjemmeside.

Danmark er dog ifølge undersøgelsen et af de lande, hvor færrest mister penge som følge af denne type kriminalitet.

Kun fire pct. af de adspurgte har ladet sig narre på en måde, der har kostet dem penge.

Det får dog ikke svindlerne til at holde sig fra at forsøge sig med danske telefonnumre, fortæller Ole Kjeldsen, der er teknologi- og sikkerhedsdirektør for Microsoft Danmark.

»Svindlen har sit udgangspunkt i lande, hvor lønniveauet er meget lavt, og derfor bliver der foretaget millioner af opkald.«

»Og de skal altså bare lykkes med det en gang imellem, før det kan betale sig,« siger han.

Microsoftnavnet misbruges

Ofte udgiver de kriminelle sig for at være supportere fra Microsoft, og it-giganten er træt af at blive associeret med denne type svindel.

Rådet fra Ole Kjeldsen er derfor soleklart: Ignorer alle kontaktforsøg fra folk, der udgiver sig for at være fra Microsoft - medmindre det er aftalt på forhånd.

»Vi ringer aldrig uopfordret til vores kunder eller sender e-mails, hvor vi beder om deres adgangskoder,« siger han.

Undersøgelsen fra Microsoft omfatter i alt omfatter 13 lande.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (17)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Gustav Brock

Tallet kan ikke passe, eller undersøgelsen er ikke repræsentativ.

Skulle det passe, ville vi alle enten selv være blevet ringet op eller kende to-tre stykker, som var blevet det. Og er du kendt i familie- og vennekredsen som en af "dem, der ved noget om IT", ville du jævnligt få bekymrede spørgsmål. Det sker ikke.

Så der må mangle noget, eller også tælles de utallige ondsindede bannerreklamer om "Forøg hastigheden på din PC" med, men det er jo en helt anden historie.

  • 4
  • 0
Doc Nielsen

Kan ^H^H^H^H godt passe. Både jeg, min Mor, min søster, og et par af mine venner har fået sådan et opkald.
Mit var endda på firma mobilen, fra nummer +91 4079403600.
Måske har du bare været heldig, Gustav?

  • 2
  • 0
Andrew Rump

Faktisk så ofte at jeg kom til at skælde en (rigtig) Microsoft medarbejder ud, da han ringede angående min Azure konto! :-D
De følger stort set det samme manuskript alle sammen (Læs om hvordan jeg har spildt deres tid: http://andrewblog.rump.dk/2015/01/calls-from-microsoft-support.html - man kan sagtens arbejde, mens de fremlægger "beviser" og installere software :-D)
I sidste uge ringede 2 samtidigt, så jeg satte deres opkald sammen, så de kunne snakke med hinanden!

  • 4
  • 0
Dan Villiom Podlaski Christiansen

Det lyder ikke helt urimeligt. Selv har jeg modtaget nogle opkald og jeg kender også en der røg i fælden. To gange endda. Første gang var rigtig træls da de foregav at være en fjern slægtning, og anden gang være mere gængs micorosoftsvindel. Det var et hårdt slag for en ærekær person godt oppe i årene. Senere forsøg er heldigvis ikke lykkes!

  • 1
  • 0
Alice Raunsbæk

Jeg fik en periode så mange opkald at jeg nu har et dokument, hvor jeg noterer hver gang jeg har haft en rotte i fælden.
Desværre bliver det ikke nogen kort samtale at forklare dem at de lyver, så jeg har taget en kollegas råd: Snak dansk! Jeg lader simpelthen som om jeg ikke forstår engelsk og så bliver de så dejligt frustrerede =0D

  • 3
  • 0
Gorm Jensen

Jeg er også overrasket over tallet 2 ud af 3. Jeg kender ikke andre, der har fået sådanne opkald.
Selv har jeg modtaget over 30 opkald. Jeg har besvaret 5-10 opkald og hørt en person fra et utroligt larmende lokale sige, at de ringede fra Microsoft Corporation. Afbrydes opkaldet ringes kort efter fra ukendt nummer. Jeg spurgte en enkelt gang "Do I have a computer?" og fik svaret "Are you dumb or what?". Mit forslag er: Lad opkaldet ringe ud eller svar på dansk. De har kun ringet en gang i sidste uge efter jeg praktiserede det de sidste fem gange...

  • 0
  • 0
Christian Hammer

Min kone og jeg er også, uafhængigt af hinanden, blevet kontaktet af "support". Husker ikke hendes respons, men da de sagde "There iiiis a problem with your computer." spurgte jeg "Which one?". Herefter blev linien brudt :-)
Var iøvrigt ikke et sekund i tvivl om det var falsk...

  • 0
  • 0
Rune Jensen

Optag det på video, smid det på youtube, sæt reklamer på, og tjen penge.

Raten af disse videoer er ret høj. Hvis man forestiller sig en "standard" konto med "standard" indhold, så har disse en lavere tilførsel af "seere" umiddelbart, end ved anti scamming videoer, som dokumenterer, hvordan de arbejder - og ikke mindst, gør grin med dem (scam baiting er et andet ord). Disse videoer er efterhånden blevet deres eget meme.

Hvad jeg mener er... Folk søger på ord, som "microsoft fake call". Så hvorfor ikke få det bedste ud af det? DE får vigtig viden og DU får penge ved reklamer.

Særligt den med de to scammere, som snakkede sammen. Den burde lægges på youtube. Det er god humor.

  • 1
  • 0
Rune Jensen

Iøvrigt... Jeg ved ikke, om de stadig ringer mest fra Indien. Men nogle få skældsord på Indisk er ikke dårligt at kunne, når man vil tage pis på dem og selv få et godt grin:
https://www.youtube.com/watch?v=c4HKOWG2oEA

Men vigtigst af alt, det skal selvfølgelig dokumentere deres scam, men derudover også være morsomt. Det er ikke svært at være kreativ her, særligt ikke, hvis man får så mange opkald, som i siger.

  • 0
  • 0
Jimmy Knudsen

Jeg får også jævnligt opkald. har på det seneste haft opkald både fra amerikanske numre, samt flere danske (som selvfølgelig var taletidskort).
Når de er færdig med deres lange tale om at der er problemer, så fortæller jeg dem at jeg selv er Microsoft Certificeret Professionel (hvilket jeg faktisk ER), så smider de bare røret på :)

  • 0
  • 0
Andrew Rump

Selvom det er lykkedes mig at holde på flere af dem i over en time og spilde deres mest dyrbare "second line supporters" tid (ham med mest viden om hvordan man inficere computere), så ringer de igen og igen til mig! De er blevet rigtig sure, når de opdager at jeg har holdt dem for nar, men de ikke smarte nok til at have et register over folk de ikke skal ringe til.
Der var engang een, der indrømmede at han godt vidste at han gjorde noget galt og spurgte om jeg kunne tilbyde ham et job! :-D
Men jeg tror at det er forskellige grupper af mennesker, der køber det samme manuskript og den samme liste med telefonnumre.

  • 1
  • 0
Peter Jespersen

Er sket et par gange, sidste gang var det vist et Slovakisk nummer. De får gerne lov til at komme med hele smøren, på at halvgebrokkent amerikansk - hvorefter jeg udtrykker min undren, da jeg ikke ejer et Microsoft-produkt (OK, jeg har faktisk en Windows 3.0 licens, men det er næppe denne der henvises til) - hører jeg bare et klik. Så må man lige klukke lidt for sig selv.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize