Undersøgelse: Stort set alle populære apps spionerer på dig

En undersøgelse af de 400 mest populære apps viser, at næsten alle deler oplysninger om brugernes placering, kontakter og kalender-information med reklamenetværk. Apps til iOS gør det lidt oftere end dem til Android.

En engelsk talemåde - og flere Version2-læsere vil vide, at 'there's no such thing as a free lunch' - eller på lidt mindre billedskabende dansk: alting har sin pris. Og det har apps til smartphones også.

Det er ikke nogen hemmelighed, at mange af dem er finansieret via reklamer. Det er imidlertid også udbredt, at apps til både Android og IOS indsamler oplysninger fra brugernes telefoner og deler dem med tredjeparts reklamenetværk. Det skriver Infoworld på baggrund af en ny undersøgelse fra sikkerhedsfirmaet Appthority.

Firmaet har analyseret cirka 400 af de mest populære apps fra både Google og Apples distribueringsplatforme. Og her har Appthority fundet frem til, at hovedparten af programmerne indsamler data om brugernes placering, kontakter og kalenderoplysninger. De færreste apps indeholdt dog decideret malware. Populariteten er opgjort ud fra, hvor mange gange en applikation er blevet downloadet.

Ifølge undersøgelsen var der stort set ingen forskel på, hvilken platform app'en kommer fra, når der er tale om 'gratis'-apps. Men:

»... betalte iOS-apps indsamler overraskende mere data og deler disse informationer med flere tredjeparter end Androids betalingsapps, hvilket gør iOS en smule mere risikabelt end Android. Samlet set ligger gratis-apps i den mest risikable kategori, og de udviser den mest risikable adfærd på tværs af platforme.«

Risikabel adfærd opgør undersøgelsen til eksempelvis at være, når en app tilgår telefonens adressebog, placering eller IMEI-nummeret på telefonen. I vurderingen af, om apps udviser risikabel opførsel, har Appthority også set på, hvor de indsamlede data havner. Eksempelvis om de bliver sendt til reklamenetværk eller sociale netværk.

99 pct. af de mest populære gratis-apps udviste ifølge undersøgelsen en risikabel adfærd - både for Android og iOS. Blandt de mest populære betalings-apps udviste 78 pct. risikabel adfærd for Android, mens tallet var 87 pct for iOS.

»En af hovedårsagerne til, at app-udviklere anvender app-tracking, er for at generere en sideindtægt ved at dele app-brugerdata med reklamenetværk og analyseselskaber. I nogle tilfælde, særligt med gratis-apps, bliver udviklerne betalt ud fra mængden af data, de indsamler og deler om brugerne,« oplyser Appthority.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jimi Hansen

De tæller det som risikabel adfærd at apps tilbyder in-app køb, eller at apps gør brug af crash report services – og gør intet forsøg på vægte høj risiko mod lav risiko. De prøver mest bare at male et billede af at der er rigtig meget risiko.

Og deres endelige konklusion er at enterprise bør håndtere risici ved at bruge services som den de selv tilbyder... Flot.

Også flot at V2 så velvilligt viderebringer denne form for reklame.

  • 7
  • 2
Christian P. Broe Petersen

Det er jo sådan set fair nok, at apps vil tjene penge, men hvis jeg nu gerne ville slippe for spioneringen, så ville det være rart at kunne betale sig fra det. F.eks. gad jeg godt at slippe for youtube reklamer. Jeg tvivler på, at jeg er vildt meget værd, men hvis det er 20kr., så ville jeg gerne betale det for en god service, der bare virker. Lige nu addblocker jeg mig ud af det, men det stopper de jo nok på et tidspunkt, hvis for mange bruger det.

  • 4
  • 0
Bjarne Pedersen

Nu gider jeg ikke læser deres analyse/undersøgelse, så jeg stoler på hvad du siger :)
Jeg vil godt give dig ret i at sådan en undersøgelse nok er ret farvet af at de helt tilfældigt har et produkt som helt tilfældigt løser problematikken med 'spionering' i div. apps - desværre så syntes jeg at man ser mange undersøgelser af den slags....
Desværre så er V2 ret god til at skrive om dem, men de tjener nok også penge på det :D

Jeg kan godt forstå at udvikler forsøger at tjene nogen penge via reklamer, jeg tror ikke mange kommer til at tjene de store penge ved at sælge sin app. Det er hellere ikke specielt nemt, da folk ikke gider betale bare 20 kr for en app, de vil have den gratis - og så brokker de sig samtidigt over at der er reklamer i en gratis app...
Som udvikler vil man jo gerne for lidt for sit arbejde.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere