Undersøgelse: Hver femte hjemmeside bruger usikkert SHA-1 certifikat
Hver femte hjemmeside bruger stadig den usikre SHA-1 hashing-algoritme, viser en ny undersøgelse fra selskabet Venafi.
Det skriver The Register.
Svagheden ved SHA-1 blev i sidste måned tykt understreget, da Google kunne demonstrere et succesfuld såkaldt kollisions-angreb mod algoritmen, som af mange er blevet regnet for usikker siden 2005.
Angrebet betyder principielt, at det er muligt at ændre på dataindhold, som er signeret via SHA-1.
Browsere Microsoft og Mozilla vil fra henholdsvis midten og starten af 2017 ikke længere stole på sider, der er certificeret med SHA-1. Det betyder, at sider, som ikke migrerer, kan risikere at møde brugere med røde advarselslamper eller en besked om at bruge en anden hjemmeside.
Googles Chrome Browser tog allerede den strategi til sig i 2014.
Alligevel er mange sider ikke kommet væk fra SHA-1 og fx over på SHA-2, som løser de svagheder, som Google sammen med et hold akademikere og en god portion computerkraft formåede at udnytte.
Tallene fra Venafi peger på, at det trods alt går den rigtige vej for SHA-1. I november sidste år brugte 35 procent af hjemmesiderne SHA-1.
Undersøgelsen fra Venafi bygger på dataanalyse af mere end 33 millioner offentlige IPv4-hjemmesider.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.