Brugerne har talt, og det er ikke skarpere tv-skærme, wearables eller smarte briller de vil have. I stedet vil de have bedre batterier. Det skriver Fortune.
Så simpel er konklusionen på en spørgeskemaundersøgelse, som er blevet offentliggjort på Las Vegas Consumer Electronics Show.
Det er Magasinet Fortune, som via en SurveyMonkey-test har offentliggjort undersøgelsen ved det årlige show i spillebyen. Og når forbrugerne bliver spurgt, hvilken ny smartphone feature de er mest spændt på, svarer 33 procent forbedret batteritid.
På andenpladsen kom hurtigere processorer, hvilket 16 procent af respondenterne mente var vigtigt. Kun 12 procent svarede, at de kunne tænkes at købe et fitnessarmbånd eller smartwatch, mens 74 procent svarede, at det ikke var sandsynligt at de ville købe sådan et. Kun to procent siger, at de regner med at købe internetforbundne briller, som Google Glass, mens 92 procent siger, at de ikke forventer det.
Undersøgelsen omfattede mere end 1000 voksne mennesker og blev udført mellem 30. december til 2. januar, gennem et online panel, og de skulle udgøre et bredt udsnit af den amerikanske befolkning.
Og af disse respondenter havde 75 procent aldrig hørt om 4K tv, som også var et varmt emne på årets konference.
Fortune undersøgte også respondenternes forhold til teknologibrug, og her kom det frem, at kun 23 procent af de 18 til 29-årige er bekymrede over privatlivssikkerhedsrisici i forbindelse med droner, hvor det er 40 procent blandt personer over 60.