Undersøgelse blandt danskere: Kun hver 3. siger ja til kunstig intelligent lægeundersøgelse og transport

Illustration: Jakub Jirsak/Bigstock
På flere områder er danskerne klar til service, der er drevet af kunstig intelligens.

Kun hver tredje dansker ser positivt på en øget brug af kunstig intelligens i hverdagen, fx i form af selvkørende transportmidler, ved undersøgelse for sygdom og ved kirurgi.

Det viser en befolkningsundersøgelse fra Huawei.

»Kunstig intelligens er i hastig udvikling i disse år, og vi er glade for at se, at så mange danskere er positivt indstillede over for de nye muligheder, som kunstig intelligens bringer med sig. Og for de unge gælder denne tendens i udpræget grad. Det kan skyldes, at de unge generelt har mere viden om og erfaring med brugen af kunstig intelligens og derfor også ser flere muligheder,« siger Marie Dam Feldborg, der er Head og Marketing and Communication hos Huawei Danmark, ifølge en pressemeddelelse (PDF).

Ifølge undersøgelsen vurderer 44 procent af de danske unge i alderen 18-35 år, at kunstig intelligens vil hjælpe med at gøre deres hverdag lettere.

Hver femte dansker klar til at få lægehjælp af en robot

I undersøgelsen svarer 25 procent af danskerne, at de i høj eller meget høj grad ville være komfortable med at benytte sig af transportmuligheder, der er drevet af kunstig intelligens som for eksempel selvkørende biler eller busser.

Tæt efterfulgt på anden- og tredjepladsen over ydelser, som danskerne trygt ville overlade til kunstig intelligens, er diagnosticering af sygdomme (22 procent) og kirurgiske operationer (21 procent).

Skoleundervisning og børnepasning skal foretages af mennesker

I den anden ende af skalaen er skoleundervisning (8 procent) og børnepasning (3 procent). Disse er arbejdsområder, som færrest danskere angiver, at de ville være komfortable med at lade computere med kunstig intelligens varetage.

»Resultaterne tyder på, at flest danskere har tillid til kunstig intelligens, når det drejer sig om simple, rutineprægede opgaver, som eksempelvis at køre i bus eller bil til og fra arbejde, eller meget komplekse opgaver som at stille diagnoser eller foretage operationer. Her kan kunstig intelligens i nogle tilfælde have bedre forudsætninger for at løse opgaven sammenlignet med mennesker. Til gengæld er vi mere skeptiske, når det kommer til børnepasning og undervisning, hvor der ikke kun kræves en faglig viden, men også sociale kompetencer som empati og pædagogik,« siger Marie Dam Feldborg.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Brian Jacobsen

~60% ser IKKE positivt på en øget brug af kunstig intelligens i hverdagen.
56% af de danske unge i alderen 18-35 år vurderer IKKE, at kunstig intelligens vil hjælpe med at gøre deres hverdag lettere.
75% af danskerne svarer IKKE, at de i høj eller meget høj grad ville være komfortable med at benytte sig af transportmuligheder
78% af danskerne ville IKKE trygt overlade diagnosticering af sygdomme til kunstig intelligens.
92% af danskerne ville IKKE trygt overlade skoleundervisning til kunstig intelligens.
97% af danskerne ville IKKE trygt overlade børnepasning til kunstig intelligens.

En semantisk spidsfindighed:
"Resultaterne tyder på, at flest danskere har tillid til kunstig intelligens, når det drejer sig om simple, rutineprægede opgaver,..."

Dvs. af alle mulighederne er der er én som flest har tillid til. Som gode gamle Einstein sagde; "Alt er relativt". Bare fordi man er bedst betyder ikke man er god.

"Undersøgelse blandt danskere: Ja tak til kunstig intelligent lægeundersøgelse og transport" burde nok korrigeres i forhold til det faktisk statistiske grundlag oplyst i artiklen.

  • 7
  • 0
Louise Klint

Undersøgelsen baserer sig på cirka 1.000 webinterviews
af 18-75-årige danskere indsamlet via Userneedspanel
i perioden 15. juni –20. juni 2018.

Med andre ord er det en undersøgelse, som teknologivirksomheden
har haft liggende i skuffen.

Derudover er de godt en femtedel (henholdsvis 21% og 22%) der,
i varierende grad, i alt tilslutter sig diagnosticering og robotkirurgi
via AI, ikke just en majoritet.
Uanset hvor skarpt man vinkler det.

Den største gruppe er, ved nærmere eftersyn, den, der
hverken er enig eller uenig:

”Jeg tror, at en øget brug af kunstig intelligens kommer til at gøre
min hverdag lettere”

Hverken enig eller uenig: 38%.

Måske undersøgelsen bare skulle været blevet i skuffen.

  • 6
  • 0
Anne-Marie Krogsbøll

Jeg har netop være til "Data redder liv"-konferencen i formiddags (en forfærdelig deprimerende oplevelse), og rækken af bullshit-bingo-indlæg havde vist ikke hørt om den undersøgelse. Det var i hvert fald ikke det billede, som blev fremført - der var borgerne stort set jubelbegejstrede for at dele deres sundhedsdata med stort set alle, og vejen frem er mængder af sensorer på borgerne, som så kan aflæses via AI, så alle faretegn kan aflæses øjeblikkelig.

Ironisk nok med den begrundelse, at der er ressourcemangel i sundhedsvæsnet - som om det vil give mindre pres på dette at overvåge borgerne løbende (smartwatches etc.). Mon ikke det vil gå omvendt?

Tech-, med- og pol-samfundstoppen er tydeligt vildt begejstrede for den slags, og det projicerer de ukritisk over på borgerne. Og at dømme efter dagens konference bliver det lidt af et bravalla-slag, hvis de skal tvinges til at gå i en anden retning, for fremtiden i deres øjne er exponentiel, og ikke at bøje sig lydigt for det budskab, er at gå op mod naturlovene, og melde sig ud af det menneskelige fællesskab. Privatlivet? Fuck det!

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere