Underdimensioneret SAN skyder 5.100 virtuelle desktops i sænk i Fredensborg

Storagesystemet, der er indkøbt til 5.100 virtuelle Citrix-desktops i Fredensborg Kommune, er ikke hurtigt nok til at håndtere systemet under fuld belastning. Citrix giver Atea skylden for problemet.

Virtuelle desktops skulle have løst it-problemer på skolerne i Fredensborg Kommune, men udrulningen fra pilotprojekt til fuld drift er endt med, at eleverne nu har problemer med at logge på og med afvikling af video og multimedie. Det skriver Computerworld.

Systemet i Fredensborg er baseret på virtuelle desktops med Citrix-software, og løsningen er implementeret af Atea. Men i et brev til forældre til skoleeleverne, skriver it-chef Flemming Launemøller, at systemet ikke lever op til det, der er aftalt i kontrakten.

Det er meningen, at systemet skal kunne håndtere maksimalt 3.000 samtidige brugere, og i efteråret skulle det stresstestes med 1.000 brugere, som skulle logge på samtidig.

»Desværre bestod systemet ikke den aftalte stresstest, hvilket også kan forklare mange af de udfordringer, der har været for elever og lærere i indkøringsperioden,« skriver Flemming Launemøller ifølge Computerworld.

Citrix har siden haft en konsulent til at evaluere systemet i Fredensborg, og ifølge Citrix har Atea ikke implementeret systemet efter Citrix' anbefalinger.

»Evalueringen viste, at designet og arkitekturen kunne have været udført en del smartere af leverandøren og kommunen,« siger direktør for marketing og salgsudvikling Kurt Svenson fra Citrix til Computerworld.

Ifølge kommunen ligger problemerne især i et SAN, som ikke er dimensioneret til at kunne starte de virtuelle desktops hurtigt nok op. Derfor har kommunen nu bestilt ny hardware.

»Jeg tror simpelthen ikke, at projektet er blevet vurderet ordentligt fra starten, fordi vi i Danmark ikke har den helt store erfaring med et system med så mange virtuelle desktops,« siger Flemming Launemøller til Computerworld.

Atea har selv i løbet af 2010 implementeret virtuelle desktops til samtlige godt 4.400 medarbejdere i koncernen. Den løsning er også baseret på Citrix.

Læs også: Atea gør 4.400 ansattes desktoppe virtuelle

Citrix-løsningen er hos Atea baseret på software, så den virtuelle desktop kan køre på enten en almindelig pc eller på en tynd klient. Københavns Kommune står over for et endnu større projekt, hvor op mod 25.000 ansatte kan flyttes over på virtuelle desktops, men den løsning bliver baseret på Vmware og tynde klienter, og skal implementeres af Ateas konkurrent Logica.

Læs også: Københavns Kommune smider 25.000 ansatte over på virtuelle desktoppe

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Peter Olesen

Synes måske man skulle slappe lidt af med at virtualisere alle de her klienter fra et centralt system, og i det hele taget er jeg ikke fan af virtualiserede klienter. For mig at se har det slet ikke de fordele som virtualisering af servere har, og på grund af det forskelligartede indhold som skal afvikles på klienter vil man for mig at se altid løbe ind i performance problemer. Men det kan jo være at jeg bliver klogere...

  • 0
  • 0
#2 Thomas Hagedorn

Hvis vi ikke skulle gøre det inden for skole og det offentlige hvor skulle vi så? Jeg er 110% uenig i at der ikke er mindst de samme eller ligefrem flere fordele ved at virtualisere arbejdspladser. Jo der er udfordringer, og nej det er ikke for alle brugere, men for langt størstedelen af det offentliges bruger skare er det lige til højre benet.. Til historien hører nok at jeg implementerede min første farm af virtualiserede arbejdspladser i 2002/2003, inden det overhovedet hed noget.. og den kører endnu for brugernes behovet passede til den og det er det vigtige.

  • 0
  • 0
#3 Henrik Madsen

Måske Fredensborg kunne havde overvejet et skift fra Citrix til f.eks. ThinLinc - og dermed undgå de store omkosninger til nyt hardware (samt den dyre Citrix licens). ThinLinc er væsentlig hurtigere og vi har på DTU rigtig gode erfaringer i mange virtuelle ThinLinc desktops. Desuden kører ThinLinc også på de moderne Linux platforme (og traditionelle Unix). ThinLinc er desuden langt billigere og meget sikkert.

  • 0
  • 0
#4 Mark Ruvald Pedersen

Thinlinc er ikke meget mere end en VNC klient som forbinder gennem en ssh tunnel. FreeNX eller RDP er VNC overlegen.

Desuden giver thinlinc dig skrivebordet, hele skrivebordet og intet andet end skrivebordet.

Om citrix kan give dig per-vindue forbindelse, ved jeg ikke -- men X11 kan. På DTU bruger jeg derfor bare X forwarding gennem ssh; med compression=yes giver det en acceptabel oplevelse.

  • 0
  • 0
#5 Peter Nilsson

Det er jo ganske simpelt sådan som jeg ser det, hvis det er disk io så kan enhver tænke sig til at man ikke kan finde et SAN som kan læse/skrive ligeså hurtigt som 5100 SATA diske på 5100 PC'er og jeg vil mene at 5100 CPU'er også kan yde meget bedre en de hostmaskiner tilsammen som har de virtuelle maskiner kørende som guests. For mig at se så har man valgt en alt for central storageløsning, man skulle måske have haft flere storage systemer og færre virtuelle klientmaskiner pr. host.

  • 0
  • 0
#6 Peter Nilsson

Løsningem må jo være at forsøge med et evt. ekstra SAN og så evt. flytte nogle af hostmaskinerne over på det og de medfølgende virtuelle klienter. Eventuelt også indkøbe flere servere som hosts og så have færre maskiner pr. host....ja jeg tror egentlig ikke det er så svært, men det koster knapper.

  • 0
  • 0
#7 Mark S. Rasmussen

@Peter Nilsson Nu er de 5100 SATA diske næppe i brug samtidigt da det er absolut peak. Hvis endelig der er 5100 brugere på, så kører de næppe ved maksimal IOPS belastning samtidigt.

I worst case så vil 5100 SATA diske @7200 RPM kunne trække ca. 5100 * 90 = 459.000 IOPS i snit.

Det er meget, men ikke noget som et performance tiered enterprise SAN med SSD caches foran SAS/SATA laget ikke kan klare.

Samme gælder for CPU'erne, summen af de 5100 CPU'er overstiger unægteligt hvadend CPU kraft der er til rådighed på host maskinerne - men igen så kører de 5100 CPU'er næppe samtidigt, og især ikke ved fuld kraft. Netop hér kommer fordelen ved virtualisering ind.

I dette tilfælde ligger problemet tydeligvis i manglende skalering af host miljøet, hvilket både kan skyldes manglende viden fra Ateas side på tidspunktet, forkerte beregninger eller forkerte oplysninger fra kommunens side.

  • 0
  • 0
#10 Peter Nilsson

Vil mene det er LAN der bliver brugt mest, men jeg tror ikke der er det store issue med det lokale netværk og eksternt er der næppe så mange på samtidig, men ja det kan også give problemer når skærmen nu skal streames i stedet for bare at blive opdateret lokalt. I det hele taget syntes jeg at man går på kompromis med meget og især performance bare for at få en nemmere administration. Jeg syntes hellere man skal se på hvad brugerne får ud af det, nogle gange er IT-afdelingerne mere fokuseret på at gøre livet lettere for sig selv end at levere den mest optimale løsning for deres brugere.

  • 0
  • 0
#11 Mads Larsen

Bortset fra at der sikkert er en masse teknik som kunne være gjort anderledes, så synes jeg at det er lige så interessant at bruge denne case til at vurdere ATEA's troværdighed. Kunne man forestille sig at de ATEA sælgere, som på utrolig vis har overbevist Fredensborg Kommune om at en VDI-løsning var pengene værd, bevidst har underdimensioneret størrelsen af SAN'et, for at få casen til at se bare nogenlunde rimelig ud overfor kunden? Nu hvor kommunen hænger på den, er der jo alligevel ingen vej udenom at investere de sidste millioner i et nyt SAN.

Men omvendt, køber man ind hos ATEA, har man ikke sin egen røv på spil. Sådan er holdningen vist desværre.

  • 0
  • 0
#12 Peter Nilsson

Det er svært at sige om det er bevidst, men det er ikke særligt smart. Jeg vil mene at sælgerne spørger deres teknikere til råds og beder dem om at rådgive om det tilbud som skal sendes ud til kunden. Desværre tror jeg at der er så få som bruger virtuelle desktops i så stor skala herhjemme, så det kan være at Fredensborg Kommune er endt som ufrivillige testklude. Umiddelbart kan jeg ikke se at ATEA har nogen interesse i at rådgive forkert med vilje, så det tror jeg ikke er tilfældet. Det kan også være kunden som har presset citronen lidt for meget for at få prisen ned så løsningen er blevet for skrabet.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere