De fleste patienter, som skal indkaldes til undersøgelse på sygehuset, foretrækker stadig at modtage indkaldelsen som brev. Men de patienter, som vælger at få en digital indkaldelse er tilfredse. Det fremgår af et forsøg på Aarhus Universitetshospital.
Ud af 155 patienter, som skulle have foretaget en CT-scanning af nyrerne, sagde 25 procent, at det ville passe dem fint at modtage en digital indkaldelse på e-Boks eller Borger.dk, mens 21 procent sagde, at de ville kunne leve med kun at modtage en digital indkaldelse. Resten foretrak en indkaldelse pr. brev.
Efterfølgende viste interview med de personer, som havde fået en digital indkaldelse, dog, at de generelt var tilfredse og positive over at modtage indkaldelsen digitalt.
Aarhus Universitetshospital planlægger at udrulle et nyt system til elektroniske indkaldelser og fjernprint, som vil lade patienterne vælge mellem brev eller elektronisk besked, i løbet af 2012.