Danske Sesame Labs har valgt at afstå fra det fortryllende navn på firmaets smartlås. Navnet refererer til de magiske ord »Sesam, Sesam luk dig op« og skulle oprindelig være med til at markedsføre designer-smartlåsen over hele verden.
Iværksætterne lancerede oprindelig Sesame-smartlåsen i en crowdfunding-kampagne på IndieGoGo, men måtte hurtigt lukke den ned igen, da uheldet ramte dem.
Det viste sig, at en amerikansk smartlås-konkurrent, havde lanceret et lignende produkt med præcis det samme navn på crowdfundingsiden Kickstarter kun få dage inden. Amerikanernes crowdfunding kampagne har allerede indsamlet over 5 mio. kr., mens danskerne måtte lukke deres kampagne ned med under 30.000 kr. indsamlet.
Den danske smartlås kommer derfor til at hedde Friday fra nu af, mens firmaet kalder sig Friday Labs. Og så er smartlåsen netop blevet relanceret i en ny crowdfunding-kampagne på IndieGoGo.
»Vi har på rekordtid måttet lave et nyt brand. Det er bare virkelig uheldig, at vi havde det samme navn,« siger Friday Labs’ adm. direktør, Marcus Tempte, til Version2.
Skifter navn trods registreret varemærke
Danskerne havde oprindelig registreret ‘Sesame’-varemærket i USA før amerikanerne lancerede deres smartlås. Alligevel har de danske iværksættere valgt at bide i det sure æble og skifte navn. Når først et navn har bidt sig fast i folks bevidsthed, er det svært at ændre.
»Vi ville jo ikke kunne gå ud til Techcrunch (amr. teknologimedie, red.) og sige ‘Hey, I har lige skrevet om smartlåsen Sesame. Her er vores Sesame, som også er en smartlås,« siger Marcus Tempte.
Med det nye navn Friday vil de danske iværksættere sende et signal om et stilrent og venligt produkt med et ord, som folk har et positivt forhold til, fortæller den adm. direktør.
Dermed forsøger han også at lægge afstand til tidligere smartlåse, der har været mere ‘nørdede’ i udtrykket, men ikke så tilgængelige for mainstream-brugere.
»Vi kan ikke hedde hardcore mega-locktron. Det handler om, at vi forsøger at gøre noget med de æstetiske sider af produktet. Forbrugerelektronik behøver ikke at være grimt,« siger Marcus Tempte.
Smartlås med kryptering på ‘bankniveau’
Friday smartlåsen er designet af det prisvindende danske arkitektfirma Bjarke Ingels Group (BIG), som blandt andet skal stå for Google’s nye hovedkvarter.
Med smartlåsen er det første gang, BIG forsøger sig med at designe forbrugerelektronik. Der forlyder dog ikke noget om, hvorvidt Google vil gøre brug af den danske opfindelse på selskabets kommende kontorer.
»Mange intelligente dimser i hjemmet er blevet kritiseret for at være fyldt med for mange fiduser, klodsede og for svære at installere og bruge,« siger Jakob Lange, der er designchef for Friday smartlåsen og står i spidsen for arkitektfirmaets teknologi-division BIG Ideas.
Spørgsmålet er, om den danske smartlås vil kunne klare skærene i et marked, hvor flere og flere smartlåse kommer til. Udover amerikanske Sesame, er der også andre konkurrenter som Goji og August.
Friday smartlåsen fungerer ved, at man installerer den oven på vrideren til ens normale lås. Det er derfor ikke nødvendigt, at skulle pille låsen fra hinanden, som tilfældet ofte har været med de tidlige smartlåse.
Smartlåsen bliver derefter parret via bluetooth med de smartphones, som ejeren vil give adgang til hjemmet. Herefter kan den åbne døren, når telefonen kommer i nærheden af døren. Samtidig er det også muligt at koble smartlåsen op på hjemmenetværket, så man kan fjernstyre døren.
Det åbner også en risiko for, at låsen bliver hacket. Friday Labs beskriver selv sikkerheden som ‘kryptering på niveau med bankerne’ uden dog at specificere det nærmere.
Siden relanceringen af crowdfunding-kampagnen, har de danske iværksættere sat prisen på Friday-smartlåsen ned, så den koster knap 700 kr., hvis man forudbestiller den på IndieGoGo. Hertil skal lægges 350 kr. i fragt til Danmark. Når den kommer ud i butikkerne, vil prisen ligge på omkring 1.700 kr.
Den amerikanske Sesame smartlås er 350 kr. billigere i handlen, men koster nogenlunde det samme i crowdfunding-kampagnen.
Friday vil efter planen blive sendt ud i tredje kvartal af 2015. Kampagnen kan ses her.