Ugens it-profil vil sikre dig mod dødbringende softwarefejl

Jesper Lyster mener, det er vigtigt, at medarbejderne føler, de laver noget meningsfuldt, og så anser han i øvrigt tablets for at være overvurderede.

Hvad arbejder du med?

»Jeg er den tekniske drivkraft bag udviklingen af et nyt dansk softwareprodukt, som gør store virksomheder i stand til at lave regressionstest på deres egen software - billigere og bedre end med de teknologier, vi kender i dag.

Vores produkt, EDX, sikrer, at data, og behandlingen af disse, ikke ændrer sig på en uforudset måde, når man retter og/eller opdaterer i sin it-løsning.

Der er masser af eksempler på softwarefejl, som har kostet både tid og penge, men også menneskeliv.

Vi lægger i større og større grad livet i hænderne på de softwaresystemer, som styrer alt fra autopiloten i flyet til flytningen af patientjournaler mellem regionerne.

Med regeringens ambition om, at Danmark skal digitaliseres, følger ikke bare en række udfordringer i form af brugervenlighed, sikkerhed og tilgængelighed. Der følger også en kæmpe testopgave i at sikre, at data i disse systemer behandles korrekt.

En stor del af mit daglige virke går med at snakke med it-chefer og folk i testbranchen og informere dem om de nye muligheder, som EDX tilbyder til løsning af netop dette problem.«

Hvilke it-udfordringer sidder du med i hverdagen?

»Produktudvikling er et byggespil med klodser, hvor man gennem brugen af tredjepartsprodukter kan udvikle sit eget produkt hurtigere og bedre. Man baserer store dele af sit produkt på frameworks, som man ikke selv styrer udviklingen af. Ændringer til f.eks. Java kan slå igennem til dit eget produkt. Lige nu er det måske smart at benytte Amazon EC2 eller Google Maps API, men hvordan ved du, at du kan stole på disse services i fremtiden?

Man må hele tiden foretage en afvejning mellem at lave en funktionalitet selv og dermed få kontrol eller stole på, at andre kan løse opgaven.«

Hvornår har du senest følt, at det var fedt at arbejde med it, og hvad var grunden?

»Jeg sidder heldigvis i dag i en situation, hvor jeg føler, det er fedt at gå på arbejde hver dag.

Vi arbejder på daglig basis i vores udviklingsteam med at ”gøre verden til et bedre sted.” Ikke bare på et teoretisk plan, men ved konkret at arbejde på løsningen af nogle problemer, som vi ved, generer et utal af danskere hver dag.«

Hvad er efter din mening den absolut værste tendens inden for it lige nu?

»Tablet-hypen og dennes påvirkning af specielt Windows 8. Det kan ikke være rigtigt, at man nu skal sidde med tastaturer, som er dårligere end min gamle ZX Spectrum fra 1982. Tablets er da fede nok til at browse, høre musik og spille Angry Birds på, men til alt andet foretrækker jeg en ordentlig computer.«

Har du en yndlingsblog på Version2?

»Jeg læser ikke regelmæssigt en bestemt blog på Version2, men derimod Peter Madsens Rumfart på den anden måde på jeres søstersite ing.dk.

Det er super inspirerende at høre Peter snakke om specielt de ledelsesmæssige udfordringer i et projekt, som kun benytter frivillige. Det bliver ofte nævnt, at det er mere besværligt, end hvis man bare kunne ansætte folk og bestemme over dem. Jeg tror dog, at de bedste virksomheder, er dem, som netop gør folk i stand til at yde deres bedste og føle, de løser nogle rigtige problemer – uden at opsætte grænser for deres kreativitet og udfoldelse.

Det er smukke og enkle løsninger, som bliver udtænkt af folk, der har begrænsede ressourcer, og dermed er nødt til at tænke kreativt og alternativt.

Jeg kan ikke lade være med at drage paralleller til mit eget firma. Man kan ikke bare ansætte og betale folk og så forvente at få en topkvalitetsydelse. Vi har alle behov for at føle, vi gør en forskel og at vi hver dag kan lave noget meningsfuldt og udviklende.«

Hvad vil du gerne læse mere om?

»Jeg har tit tænkt på, at det kunne være sjovt med anmeldelser af it-løsninger. Det kunne for eksempel være offentlige It-løsninger. Ikke for at ”slå nogen oven i hovedet”, men for at folkene bag projekterne kan få feedback på, hvordan det er gået og måske i næste iteration af projektet rette op på nogle af de mangler, der bliver fundet.«

Ugens it-profil udvælges fra Version2's fagnetværk, der består af it-professionelle, der stiller deres ekspertise til rådighed for redaktionen. Du kan melde dig ind i fagnetværket her

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere