Ugens it-profil beskytter Skat og Billetlugen mod ellevilde danskere

Iværksætter Camilla Ley Valentin benytter i høj grad de sociale medier, når det gælder om at øge troværdigheden for hendes virksomhed blandt nye kunder.

Hvad arbejder du med?

»Jeg er medstifter af virksomheden Queue-it, der udbyder løsninger til at håndtere og forhindre nedbrud i forbindelse med spidsbelastninger på hjemmesider. Det er et online køsystem, der forhindrer, at besøgende bliver mødt af en “Server too busy - please try again later”-besked, og i stedet bliver sat i en virtuel kø, der holder brugeren opdateret om, hvornår det er hans tur.

Vores system benyttes blandt andet af Skat og Billetlugen, der ofte har disse spidsbelastninger.

Jeg er egentlig uddannet hos A.P. Møller - Mærsk inden for shipping, men har siden 1999 fokuseret min karriere inden for den digitale verden. Ud over mit arbejde som CCO i Queue-it, er jeg også formand for bestyrelsen i en række it-virksomheder.«

Hvilke udfordringer sidder du med i hverdagen?

»Det vigtigste for mig er prioriteringen af vores strategiske indsats. Det handler om en benhård prioritering af den kapital, vi har til rådighed. Det er selvfølgelig som udgangspunkt en positiv problemstilling: Skal man vokse organisk i denne fase eller hente ny kapital ind her og nu?

Da vi får mange af vores kunder gennem konferencer, vi deltager på, er udvælgelsen af konferencer også et vigtigt fokuspunkt for mig.

Resten af vores kundeportefølje kommer gennem online markedsføring og sociale medier. Jeg bruger primært LinkedIn, der for Queue-it er det vigtigste værktøj i forhold til aktiv markedsføring på sociale medier. Twitter og Facebook er mere til at holde øje med, om folk omtaler os.

I det hele taget deltager jeg meget i LinkedIn-grupper med interessenter. Det er vigtigt at alle tre personlige profiler i Queue-it's ledelse er skarpe. Det er især noget, amerikanske kunder lægger vægt på.«

Hvad bruger du Version2 til?

»Version2 er der, hvor jeg føler mig mest sikker på, at jeg er velorienteret inden for it-verdenen. Jeg synes især, I adskiller jer positivt fra andre medier ved at have et levende og aktivt community med masser af kommentarer på både blogindlæg og artikler. Her synes jeg selvfølgelig også, det er ekstra spændende at se, når I har skrevet noget om Queue-it, da kommentarsporet giver en ekstra dimension. Det får hele sitet til at virke interaktivt.

Jeg synes også, det er interessant at se, hvad der optager folk, der sidder med fingrene dybt nede i koden. Det giver kommentarerne et godt indblik i.

I er gode til at finde it-vinklen på historier, der måske ikke har så meget med it at gøre ved første øjekast, hvilket er med til at udbrede forståelsen for, hvor vigigt it er for nærmest alting i samfundet.«

Har du en yndlingsblog på Version2?

»Jeg holder af Therese Hansens blog, da hun hun også er iværksætter og en dygtig kvinde inden for it-branchen. Og så tager hun en bred palette af emner op.«

Hvad vil du gerne læse mere om?

»Mere om opstartvirksomheder i Danmark. Hvilke nye opfindelser er på trapperne, og hvad sker der med dem? Hvem starter hvad og hvad har de lavet før? Det er jo sådan et vigtig fokuspunkt for Danmark, så sæt endelig spot på de nye digitale vækstvirksomheder og universet omkring dem.

Der findes en række opstarts-communities, som f.eks Geekhouse og Founders House. Det kunne være fedt med en reportage fra et af deres events, så de, der ikke kan deltage, også har mulighed for at få ny viden inden for opstarts-verdenen.«

Ugens it-profil udvælges fra Version2's fagnetværk, der består af it-professionelle, der stiller deres ekspertise til rådighed for redaktionen. Du kan melde dig ind i fagnetværket her

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere