Ugens digitalisering: Bombetrusler i Aula og ny kritik af Sundhedsplatformen
Aula har været i brug på skoler over hele landet i en måned, og i den forgangne uge har den store kommunikationsplatform igen trukket overskrifter.
I løbet af ugen er Aula flere gange blevet misbrugt til at udsende blandt andet bombetrusler, og ifølge det kommunale it-fællesskab Kombit har elev-brugere fået kompromitteret deres profiler, som så bliver misbrugt.
»Der er ikke nogen, der har hacket Aula. Hvis man forstår, hvad hacking er, så er det at bryde ind i systemet. Det, der er sket, er, at der er nogen, der har fået fat i nogle unge menneskers brugernavn og adgangskode. Og så har de sendt beskederne inde fra Aula,« siger driftsansvarlig for Aula Frank Stjerne til DigiTechs søstermedie Version2 og fortsætter:
»Jeg vil godt lige pointere, at der er ikke noget, der er blevet hacket. Det her handler om simpelt tyveri af brugernavn og kodeord. Og hvis man får fat i et brugernavn og et kodeord til Aula - f.eks. et barns - så vil man kunne se, hvilken klasse barnet går i, og kunne se, hvilke beskeder der er blevet sendt.«
Du kan læse hele DigiTechs dækning af Aula her.
Yngre læger er trætte af Sundhedsplatformen - og glade for Systematic
De yngre læger på hospitalerne i regionerne Hovedstaden og Sjælland er dybt utilfredse med Sundhedsplatformen, og de har mere eller mindre mistet troen på, at Epic-systemet bliver bedre.
Ifølge en undersøgelse foretaget af foreningen Yngre Læger, er 68 procent af de, ja, yngre læger, utilfredse med Sundhedsplatformen, mens bare 10 procent erklærer sig tilfredse med systemet.
Ifølge samme undersøgelse ser det noget anderledes ud i Region Midtjylland.
Her erklærer 87 procent af de yngre læger sig tilfredse med systemet MidtEPJ, mens 8 procent er utilfredse.
»Det er en bemærkelsesværdig stor forskel mellem regionerne,« siger Helga Schultz, der er formand for Yngre Læger, til Politiken.
Danmark er i praksis delt mellem to EPJ-leverandører. Regionerne Hovedstaden og Sjælland bruger Sundhedsplatformen, mens de resterende enten bruger Systematic-systemet eller er ved at implementere det.
Region Syddanmark afsætter millioner til forbedring af cybersikkerhed på sygehuse
Og vi bliver i sundhedsvæsenet.
Digitaliseringsudvalget i Region Syddanmark har i denne uge godkendt en strategi for cyber- og informationssikkerhed frem til 2021, og målet med strategien er at reducere risikoen for hackerangreb på de syddanske sygehuse.
Der er i den forbindelse afsat 20 millioner kroner til investeringer på området i budgetaftalen for næste år, og formand for digitaliseringsudvalget Mette Bossen Linnet (V) betegner cybertruslen som alvorlig og konstant.
»Den bliver desværre ved med at være der, og det er i den erkendelse, at vi bruger flere penge på at beskytte vores data og sygehusene mod cyberindgreb,« siger hun til Jydske Vestkysten.
Tre leverandører klar til kæmpe Told-udbud
Som tidligere beskrevet af DigiTech skal Skatteministeriet i de kommende år gennemføre en gigantisk it-udskiftning på toldområdet for at leve op til den nye toldforordning fra EU - EUTK.
I oktober måned gik man så i luften med et udbud på en ny platform til blandt andet import til en værdi af 600 millioner kroner.
Og i denne uge blev tre leverandører så prækvalificeret.
Det drejer sig om Netcompany/Intrasoft, CGI og European Dynamics i samarbejde med Hellenic Telecommunications Organization.
»Jeg er godt tilfreds med, at vi nu har overstået første del af udbuddet og står med et solidt felt af leverandører. De er blevet prækvalificeret ud fra objektive kriterier, bl.a. deres erfaringer med lignende projekter, og vi ser frem til den videre dialog med leverandørerne om deres endelige tilbud,« siger Charlotte Møller, der er direktør i Toldstyrelsen og formand for styregruppen med ansvaret for de nye toldsystemer.
It-understøttelsen af den nye toldforordning skal gennemføres frem mod 2025.
Du kan læse hele DigiTechs dækning af EUTK-forløbet her.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.