Et stort webprojekt med dansk baggrund er - lige nu - kørt helt i grøften. To freelance-udviklere har nemlig trukket stikket på websiden Storyplanet.com i protest over, hvad de mener er manglende løn.
Det skriver websidens danske direktør, Bjarke Myrthu, i en nyhedsmail til brugerne af Storyplanet.com.
»Som du nok har opdaget, er Storyplanet.com lige nu nede. Forklaringen er, at vores servere og kode er blevet taget som gidsler af to freelance-udviklere, som har arbejdet for os tidligere. De påstår, at vi skylder dem en stor sum penge, og de vil ikke genrejse Storyplanet.com, med mindre vi betaler dem,« skriver iværksætteren Bjarke Myrthu.
Ifølge hans besked til brugerne drejer striden sig om arbejde, der aldrig blev leveret, og som Storyplanet.com derfor ikke vil betale for. Og slet ikke under den slags trusler og afpresning. Der er derfor ikke udsigt til en hurtig løsning på konflikten.
»Der er ingen konstruktiv dialog med disse mennesker, der holder vores kode som gidsel, så vi kan ikke sige, hvornår denne vanvittige situation vil blive løst,« skriver Bjarke Myrthu.
Storyplanet.com er et værktøj til fotografer, journalister og andre, som ønsker at skabe interaktive fortællinger på en nem måde. En stor beta-test var i gang op til den endelige lancering, med brugere som Time Magazine, Berlingske og mange andre. De kan nu alle have mistet deres indhold, hvis ikke det lykkes at genskabe data eller nå til en aftale med gidseltagerne.
Et besøg på Storyplanet.com dirigerer derfor i øjeblikket brugerne over til firmaets blog, som ikke er påvirket af de to udvikleres gidsel-aktion.