Udviklere kappes om at klappe Python-slangen

Det tidligere lidt perifere sprog Python har fået en opblomstring. Forklaringen kan være Googles kærlighed til Python i firmaets sky.

En ud af fem udviklere arbejder i dag med Python. Det viser en undersøgelse blandt kodekarle i USA, som analysefirmaet Evans Data har stået for.

De 20,3 procent er hele 45 procent flere end for et år siden, hvor 13 procent kunne begå sig i Python. Dermed er udviklingen inden for brugen af Python den mest markante tendens lige nu, skriver Evans Data ifølge Digi.no.

Python var indtil opblomstringen mest kendt som et sprog, der blev brugt i undervisningssammenhæng, fordi det er nemt at komme i gang med. Men hos Google har man en forkærlighed for sproget, og firmaets sky-tjeneste App Engine kræver således Python-kundskaber at bruge.

Det har været med til at sparke gang i brugen af Python, vurderer analysefirmaet bag undersøgelsen.

»Python har eksisteret siden 1989, men har aldrig haft mange brugere før for ganske nyligt. Denne stigning i brugen illustrerer effekten af Google og løftet om sky-tjenesten Google App Engine,« lyder det fra Evans Data i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen, der blev foretaget blandt 500 udviklere, viste også, at under hver tiende havde prøvet at bruge en sky-tjeneste som Googles eller Amazons som udviklingsmiljø. Det kan dog ændre sig snart, for 18 procent havde planer om at afprøve mulighederne med cloud computing i løbet af næste år.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Torsten Holtse

Der kommer sikkert også nogle stykker til fra .NET af når nu .NET 4.0 kommer med integration af dynamiske sprog og IronPython kommer på omgangshøjde med CPython. Jeg skal da helt klart også prøve mig med IronPython når jeg lige har fået afleveret hovedopgave :-)

Trivia: navnet "python" har ikke noget med en slange at gøre. Det er en reference til Monty Python's Flying Circus.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere