Sådan kan blinde stemme hemmeligt uden e-valg

Hensynet til blinde er blevet et af hovedargumenterne for e-valg i Danmark. Men de kan hjælpes uden e-valg, mener en udvikler, der har bygget en prototype på et apparat, som kan læse højt fra papirstemmesedlen.

Blinde og svagsynede skal også have hemmelige valg.

Sådan lyder et af de mest brugte argumenter for, at det er en god idé at digitalisere valghandlingen, så papirstemmeseddel og blyant bliver skiftet ud med en elektronisk løsning.

I dag skal blinde nemlig have to valgtilforordnede med ind i stemmeboksen og højt fortælle, hvor krydset skal sættes, mens en maskine med touchskærm, printer og talesyntese via hovedtelefoner kan hjælpe synshandicappede til selv at stemme, i fuld hemmelighed, ligesom resten af landets borgere. Det mener i hvert fald regeringen og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager i deres argumentation for lovforslag L 132, der vil tillade forsøg med e-valg.

Læs også: S-ordfører irettesætter it-ekspertisen: Hemmelige e-valg ER mulige

Illustration: Jesper Kildebogaard

Men der er andre veje at gå end at indføre e-valg for alle danskere, mener mange it-kyndige, som generelt er imod hele tanken om en digitalisering af valget. Og for Søren Poulsen, programmør fra Odense, var det ikke nok at tale om det.

Han byggede derfor sin egen prototype af et apparat, han mener vil hjælpe blinde med at bruge en almindelig og helt analog papirstemmeseddel. Prototypen tog han med ind til høringen om e-valg på Christiansborg, som fandt sted onsdag den 13. marts, for at vise politikerne andre løsninger på problemet.

»Jeg er fuldt ud med på, at det er et problem, at handicappede ikke har stemmehemmelighed. Men det er blevet brugt som argument for e-valg, og e-valg er meget mere end det. Så jeg byggede denne her for at vise, at der altså er andre løsninger,« siger Søren Poulsen til Version2.

Tanken bag apparatet er, at papirstemmesedlen sættes fast bag en rude af plexiglas med huller der, hvor man skal sætte krydser. Lige ud for hvert hul er der så en knap, forbundet til en lille computer med talesyntese. Forud for hvert valg skal navnene så kodes ind i apparatet, så en blind kan få læst partiets eller kandidatens navn op, før krydset placeres.
»Min første idé var at bruge Braille (punktskrift, red.), men så hørte jeg, at kun 10 procent af de blinde kan læse Braille. I stedet tog jeg den del af e-valg-maskiner, som skulle hjælpe de blinde, nemlig at de kan læse navnene op i hovedtelefoner, og så ekstraherede jeg det til en selvstændig løsning,« forklarer Søren Poulsen.

Prototypen blev bygget i huj og hast, og på udebane med hjælp fra venner i København, så den kunne blive vist frem for politikerne til høringen. Det er derfor kun en ’dummy’, som ikke kan læse op endnu, men blot skal vise tanken bag apparatet. Der er også mange måder at forbedre designet på, der ikke nåede med i den første prototype.

»Man kan for eksempel lave knapperne i forskellig størrelse, så man først bruger de store knapper, for at finde et bestemt parti, og så derefter bruger de mindre knapper for at finde en bestemt kandidat, hvis man vil stemme personligt,« fortæller Søren Poulsen.

Når den rigtige knap og dermed det rigtige sted at sætte krydset er fundet, og krydset er sat, kan den blinde selv tage stemmesedlen ud af holderen, folde den sammen og aflevere den i valgurnen. Det er kun nødvendigt med hjælp til at sætte sedlen ind i holderen, og måske lidt instruktion - men selve stemmeafgivelsen kan foregå i enrum og hemmeligt.

Drivkraften til at bygge modellen og tage del i debatten har været en undren over, hvordan hensynet til handicappede nu pludseligt har overtaget diskussionen om e-valg.

»Hvis man træder et skridt tilbage og hører på, hvad de handicappede siger, er der jo mange andre ting, man kan gøre først. For eksempel ved at sikre, at der er kørestolsadgang til valgstederne. Eller lave reglerne om, så blinde kan nøjes med at have egen hjælper med, og ikke også skal have valgtilforordnede med ind for at stemme,« siger han.

Nu frygter han, at politikernes manglende forståelse for de tekniske finesser og problemer ved at bruge en computer til selve valghandlingen vil føre til, at lovforslaget om e-valgs-forsøg bliver vedtaget og e-valg dermed er en realitet her i landet.

»Ligesom langt de fleste andre tekniske personer er jeg imod ideen om e-valg. Samtlige teknisk kyndige personer i min omgangskreds er modstandere af e-valg,« siger han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (42)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Lars K. Hansen

Det der dur jo slet ikke - det er aaaalt for simpelt.

Vi skal have STOOORE maskiner som kan lave maaaasser af udregninger osv osv... Det er jo dét der sælger stemmer skal I huske. Glem nu heller ikke børnene - de vil kun stemme på computere...

Ironi kan forekomme i ovenstående indlæg.

<ontopic>
For at citerer en gammel fodboldkommentator: - Det er jo genialt det der!
</ontopic>

  • 30
  • 0
Michael Erichsen

1) Identificér det faktiske problem
2) Opstil en vifte af mulige løsninger
3) Vælg den enkleste/billigste, der ikke står i vejen for fremtidige behov og mulige udviklinger

Tak, Søren!

  • 35
  • 0
Christian Nobel

Tag et opgør med selve den måde stemmesedlen er opbygget, det kunne sikkert redde flere ugyldige stemmer end Margrethes fantastiske IT-sovs, og så kunne man samtidig tænke en begavet løsning som Sørens ind i.

I stedet for opdelingen i linier, hvor det ikke er entydigt hvor krydset skal stå, så lav et fornyet design med afkrydsningsbokse, hvor det så er ligegyldigt om det er en lille elefant, et kryds, et hak, eller anden lille krusedulle der er tegnet.

Så længe der er en tydelig klat inden for kun en afkrydsningsboks, så er det gyldigt.

Og det skal tydeligt fremgår hvor man skal krydse af, hvis man bare ønsker at stemme på et parti, men ikke en specifik kandidat.

Plus - tilføj et felt der hedder: ingen af de ovenstående!

Endvidere, nu vi har så travlt med det skal være værdigt, en boks hvor man kan stemme siddende ned, så folk i kørestol også får bedre muligheder - for det er vel ikke kun blinde der er handicappede?

  • 19
  • 0
Anonym

PISSEGODT GÅET!!!!

Vi er tilbage til essensen af problemløsning : SIMPLE løsninger!

Løsningen er billig, enkel, kan bruges sammen med det eksisterende system og løser problemet!

Men, i tråd med Lars K : Vi skal have KOMPLEKSE løsninger, som kører på STORE servere, masser af administratorer og konsulenter til at vedligeholde og udvide løsningerne! Og så skal det køre M$.

Det ender jo også med, at vi er nødt til at oprette kurser i brugen af BLYANTER..

  • 18
  • 2
Jens Pedersen

Løsningen hjælper ikke personer der både er blinde og døve...

E-valg er løsningen på ALLE problemer, lige fra snestorm til folk der stemmer på Mickey Mouse... :)

... Og til Søren Poulsen - jeg glæder mig til at høre politikernes reaktion - både fra fortalerne og modstanderne... :)

Godt arbejde!

  • 6
  • 0
Hans Schou

Den er god Søren!

Hvis venstre side gøres lidt bredere, så kan der blive plads til reliefbogstaver, eller tal. Sen-blinde (gamle mennesker der ikke kan læse braille), kan så mærke sig frem til bogstaverne. Evt. kan vælgeren lige gennemgå pladen sammen med en valgtilforordnet, og så øver sig på at sætte kryds det rigtige sted.

Hvis der plads tilføj braille, men der er ikke så mange blinde der læse dem, men man kunne nok lære et enkelt bogstav, hvis viljen er der.

  • 3
  • 0
Flemming Madsen

Jeg var så heldige at sidde ved siden af Søren Poulsen til høringen og fik set hans fine prototype.

Den fik mange rosende kommentarer, men jeg tror at det folk var mest begejstret for, var at nu havde vi fået noget konkret at forholde os til. Ellers er vi kun blevet mødt med politiker-sniksnak og ønsker om "noget andet, noget bedre".

Jeg synes forresten at det var interessant at Søren Poulsen fortalte at dette var første gang han var rigtig politisk aktiv.
Det viser jo bare at spørgsmålet om e-valg er så kritisk for mange mennesker at de ikke "nøjes" med at diskutere det på fora, men rent faktisk skriver hørings-svar eller møder op til høringer.

Et spørgsmål jeg ikke fik stillet til Kommunaludvalgets høring:
Hvor mange ville, hvis løsningen bliver uden papirspor eller hvor papirsporet sjældent bliver talt op, helt holde op med at stemme?

  • 4
  • 0
Bjørn Sune Bruun Andersen

Hvordan kan den blinde være sikker på, at lydspor og stemmeseddel stemmer overens?

Læs artiklen:

Det er kun nødvendigt med hjælp til at sætte sedlen ind i holderen, og måske lidt instruktion - men selve stemmeafgivelsen kan foregå i enrum og hemmeligt.

I øvrigt eksisterer det issue også i e-valgs løsningerne - så i den retning har du hverken mistet eller vundet noget.

Bjørn

  • 4
  • 1
Christian Nobel

Hvordan kan den blinde være sikker på, at lydspor og stemmeseddel stemmer overens?

Det kan han nødvendigvis ikke - men det kan han heller ikke med en magisk IT-sovs maskine.

Det vigtige i det her spil er primært at få åbnet nogle øjne (no pun intended) over for at der er nogle muligheder ved relativt lavpraktisk at komme langt, uden at sætte hele demokratiet på spil.

  • 12
  • 0
Torben Mogensen Blogger

Der er altid et element af tillid involveret. I det nuværende system skal man jo også stole på, at de valgforordnede ikke sætter et ekstra kryds på din seddel, så den bliver ugyldig.

Jo simplere apparatet er, jo nemmere er det at stole på. En afgørende egenskab ved den nævnte maskine er, at den ikke kan se, hvornår en ny vælger træder ind i boksen, så den kan ikke se, om to tryk med 30 sekunders mellemrum er den samme vælger eller en anden. Derfor vil det blive opdaget, hvis to forskellige knapper siger det samme eller samme knap siger noget forskelligt på forskellige tidspunkter, hvilket reducerer mulighederne for indbygget snyd.

Dertil kommer, at aflytning er et mindre problem. Selv om en person med en en retningsbestemt mikrofon og en forstærker i teorien kunne høre, hvad der bliver sagt i vælgerens hovedtelefoner, så kan de ikke se, hvor krydset bliver sat. Så en paranoid vælger kan trykke på et par tilfældige knapper, efter at have sat sit kryds.

  • 13
  • 0
Jens Peter Jensen

I stedet for opdelingen i linier, hvor det ikke er entydigt hvor krydset skal stå, så lav et fornyet design med afkrydsningsbokse, hvor det så er ligegyldigt om det er en lille elefant, et kryds, et hak, eller anden lille krusedulle der er tegnet.


Lige netop kravet, om at det kun er et kryds der gælder, kommer du ikke uden om. Det har det formål, at din stemme ikke må være genkendelig. Ellers vil nogen, der køber stemmer eller presser folk til at stemme noget bestemt, kunne give sin vælger besked på at bruge et bestemt symbol, så en allieret valgtilforordnet kan bekræfte, at du har stemt det, de ønsker.

  • 3
  • 0
Thomas Hansen

Det en super ide.

Man kunne også få indtalt listen, så den blindeś kunne bruge sin mobil.

F.eks.

Hul 1 soc.dem Hul 2 venster osv ...

Og så små huller for en kandidat, som så hedder:

Hul 1,1 er kandidat for soc.dem osv ....

  • 3
  • 0
kurt christensen

Tilliden her kommer af at de fleste kan se om der snydes, også over for de blinde. Men de blinder er jo i stor udstrækning nød til at leve med tillid til de seende, de sidder jo populært sagt i hulen og kigger på skyggerne.

  • 2
  • 0
Jan Rouvillain

Nemt nok: Stemmesedlen kan kun være i holderen, når den sidder rigtigt. Det kan være med form, hakker og længde.

Man kan sætte hul i sedlen mekanisk, så kan hulmaskineaflæsere tælle stemmer hurtigt, når urnerne bliver tømt ved stemmestedets lukke tid. Sedlen er da stadig det fysiske og gældende spor af stemmen.

Så mangler vi bare at finde løsninger for alle handikappede. Gør man det nemmere for mest handikappede, så gør man det også nemmere for alle knap så handikappede.

  • 0
  • 0
Arne Jørgensen

I stedet for opdelingen i linier, hvor det ikke er entydigt hvor krydset skal stå, så lav et fornyet design med afkrydsningsbokse, hvor det så er ligegyldigt om det er en lille elefant, et kryds, et hak, eller anden lille krusedulle der er tegnet.

Nej, det er ikke godt nok at tegne en lille elefant. Det særpræg kan bruges til at identificere din stemmeseddel i mængden.

Men ideen om tydeligere at markere hvor på stemmesedlen krydset skal placeres er bestemt god! Og Sørens idé med udformning til blinde og svagtseende bestemt også god!

  • 2
  • 0
Palle Due Larsen

Kunne man ikke forme hullet som et kryds? Hvis stregerne er tilstrækkeligt brede kan man ikke se, at det er den blinde, der har stemt.

Hvis man så monterer stemmesedlen på en rulle med knapper til at køre frem og tilbage, så løser vi problemet med lange stemmesedler. Hvad der stemmes på, skal så bare stå i en QR-kode ud for navn/liste, så maskinen ved, hvad den skal sige.

  • 0
  • 0
Anonym Anonym

Istedet for tilknytte lyde med knapper til hvert enkelt hul, med mulighed for forbytning og teknisk koks, så kunne man oplæse listen i hovedtelefonen: Hul 1, liste A, hul 2, liste B, ... og så kunne den blinde tælle sig frem fra oven. Med en sikring af, at stemmesedlen er monteret korrekt, så er vi tæt på en normal stemmeafgivelse.

  • 1
  • 0
Christian Nobel

Nej, det er ikke godt nok at tegne en lille elefant. Det særpræg kan bruges til at identificere din stemmeseddel i mængden.

Ja ja det kan jeg så godt se, men der burde være nogle overvejelser, da det for mange med udlandsk baggrund er naturligt at bruge hak i stedet for kryds - men det var nu ikke fordi lige dette punkt skulle være et kardinalpunkt, men mere rejse debatten om at vi nok bør starte med selve stemmesedlen, som så sandelig trænger til forbedring, før vi overhovedet begynder at hælde IT-sovs over.

Fuldstændig som hvis man skal lave noget forretningsbaseret IT hokus-pokus, så er man altså nødt til at starte med at gøre sine arbejdsgange og procedurer stringente og rigtige før man går igang, ellers så forliser projektet - eller måske indse at det slet ikke giver mening at IT'ficere alting.

  • 3
  • 0
Lars Holm Sørensen

Tak for et godt og konstruktivt forslag til et hjælpemidel der kan hjælpe os blinde og svagsynede med at stemme. Jeg tror det kan fungere.
Desuden vil det jo have den dejlige sidegevinst at os som det handler om ikke længere er nødt til at være syndebukke for alle der frygter e-valg.

  • 3
  • 0
Tommy Berg Nielsen

Eller lave reglerne om, så blinde kan nøjes med at have egen hjælper med, og ikke også skal have valgtilforordnede med ind for at stemme
Nu er min hustru end af de blinde, som politikerne lige pludseligt vil tage hensyn til.
For ca. 10 år siden var det muligt, at hun kunne nøjes med egen hjælper (mig) med ind i stemmeboksen.
Men så blev reglerne lavet om, (vist nok fordi politikerne total misforstod en paragraf i menneskerettighed )så der skulle være 1 valgtilforordnede med ind i stemmeboksen, så 3 personer ind bag forhænget!
Vi bor i en lille by hvor alle kender alle og min hustru mener ikke hun har retten til hemmeligt valg
Det er fint med en simpel elektronisk løsning, men det kunne jo suppleres med at rulle reglerne tilbage, så den simple manuelle løsning, men en eller 2 hjælper den blinde har tillid til, skal være med i boksen.
Og hun slipper for at naboen som er valgtilforordne, kan se hvor hun sætter sit kryds.

  • 2
  • 0
Michael Rasmussen
  • 1
  • 0
Flemming Madsen

Svaret til høringen fra repræsentanten for Århus Kommune var "vi har ønsket dette.. og vi betaler selv!"

Øhh, nu er det vist skatteborgerne der betaler. Det er rigtigt at Staten ikke bruger pengene på det (udover mandetimer til udformning af udbud mv.), men kommunerne tuder jo allerede over at deres økonomi er presset.

Hvorfor vil de så have e-valg, kan man spørge. Og svaret er let: De vil spare alt den manuelle optælling væk.
For ellers giver det ikke økonomisk mening overhovedet at overveje e-valg hvis man stadig skal optælle papirsporet manuelt.

Så deres fine snak om at vi stadig har papirspor og papirsporet bliver optalt fuldstændigt mens forsøget kører.. ja, det holder lige indtil vi udbreder e-valg til hele landet og så dør papirsporet enten fuldstændigt eller det bliver aldrig optalt.

Og så ser jeg ingen grund til at stemme længere, da alt sikkerhed og gennemskuelighed er kastet ud af vinduet.

  • 3
  • 0
Tom Paamand

... med muligt bevidste programmeringsfejl i, var det vel simplere at hænge en almindelig Android med hovedtelefon i boksen. Eneste nødvendige fysiske ændring er en solid kappe med tyverialarm og markeret hul, hvor krydset sættes igennem af den blinde. Androiden fastprogrammeres til at genkende stemmesedlen med sit kamera, så den kan oplæse partinavne og kandidater - samt give klarsignal når den rigtige er fundet, og krydset kan sættes.

  • 0
  • 0
Finn Breil

Har jeg ikke fulgt godt nok med, eller er der bare ikke nogen der har tænkt over blindeskrift på stemmesedlen som alternativ til dette forsøg på at bruge blinde i en konstrueret tynd undskyldning for denne åbenlyse mulighed til at fjerne demokratiet. Det kan jo kun være det de har så travlt med på Christiansborg bag ryggen på det uoplyste folk der ikke færdes på Version2. Et tryk på valgskærmen er jo også lige så skudsikkert som NemID siger hende den unge socialdemokrat, der helt klart snakker mod bedre vidende. Nu skal vi bare have vedtaget den nye offentlighedslov også, så finder vi aldrig ud af det.

  • 0
  • 0
Rasmus Iversen

Søren Poulsen demonstrerer med fin respekt for KISS-princippet, hvordan et væsentligt argument for e-valg kan håndteres uden e-valg.

Man kunne jo godt forestille sig en maskine, med et UI som dummy'ens, men med mulighed for at bladre frem og tilbage mellem partierne, få vist ét parti ad gangen, og så få læst de enkelte kandidater op - det kræver bare et visuelt kendetegn på valgsedlen, som kan læses af valgmaskinen, så den kan stoppe det rigtige sted.

  • 0
  • 0
Søren Poulsen

Hvordan kan den blinde være sikker på, at lydspor og stemmeseddel stemmer overens?

Den bedste løsning jeg kan se er at lave krydset om til noget som både folk med og uden syn kan tjekke hvor er sat (f.eks. et hul).

Hvis man gerne vil bruge kryds, skal man sikre sig at den ikke kan fjernbetjenes og efterprøve den løbende på valgdagen.

Prototypen var mest et forsøg på at starte en debat om alternativer til e-valg, så jeg valgte en løsning der var nem at forstå og jeg kunne nå at bygge inden høringen :)

  • 2
  • 0
Michael Thomsen

Det kan han nødvendigvis ikke - men det kan han heller ikke med en magisk IT-sovs maskine.


Man kan lave en ... linie i toppen og/eller bunden, som den blinde kan føle (det behøver man ikke kunne braille for at forstå), og som skal være ud for en bestemt knap (eller lignende).

Men det bliver da vist en bøvlet maskine med 100-vis af knapper hvis den skal kunne bruges til kommunevalget i København..

  • 0
  • 0
Niels Langager Ellegaard

Hvis man erstatter plexiglaspladen med et stykke pap, så kan man skrive blindeskrift på pappet. Papskiverne konstrueres centralt og sendes ud til de enkelte valgsteder med brevpost.

Samtidigt virker det som en god ide at computergenerere nogen lydfiler, der læser kandidaterne op i rækkefølge. Så kan de blinde forberede sig hjemmefra og huske hul-nummeret på den kandidat som de vil stemme på.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize