Udvikler Anders Hejlsberg vinder dansk it-hæder

Manden bag både Turbo Pascal, Delphi og C# bliver årets vinder af IT-Prisen 2014, der uddeles af foreningen IT-Branchen.

Mens nogle kalder sig serie-iværksættere, må Anders Hejlsberg kunne kalde sig serie-udvikler af programmeringssprog. Gennem sin lange karriere har han nemlig stået bag det ene toneangivende sprog efter det andet.

Den indsats får han nu et stort skulderklap for af den danske it-branche. På årsmødet for foreningen IT-Branchen blev IT-Prisen 2014 tildelt Anders Hejlsberg, som siden 1996 har arbejdet for Microsoft i USA.

Her har han senest været leder af udviklingen af Typescript, som er Microsofts bud på en forbedring af Javascript - samtidig med at man bevarer fuld kompabilitet med Javascript. Det kan du læse mere om i Version2’s interview med Anders Hejlsberg fra 2012, da Typescript blev lanceret.

Læs også: Anders Hejlsberg: Sådan styrer jeg C#-udviklingen

Mere berømt er hans arbejde med C# og .Net, der i dag bliver brugt af millioner af udviklere i Microsoft-miljøer. Han arbejdede også på J++ og Microsoft Foundation Classes.

Før jobbet hos Microsoft udviklede han Delphi og Turbo Pascal hos Borland, der var et stort navn tilbage i 1980’erne. Det var et job hos Borland, der i 1987 trak Anders Hejlsberg til USA, hvor han har boet siden.

»Ingen danskere har som Anders Hejlsberg haft indflydelse på den digitale udvikling i verden. Han har gennem tre årtier påvirket udviklingen af de programmeringssprog, som er grundlaget for vores moderne kommunikationssamfund,« udtaler adm. direktør i IT-Branchen Morten Bangsgaard i en pressemeddelelse.

IT-Prisen er ’den største kollegiale hæder’, der bliver uddelt i den danske it-branche, skriver foreningen selv. Prisen er de seneste år gået til blandt andet Michael Seifert, direktør for Sitecore, Lars Frelle-Petersen, direktør for Digitaliseringsstyrelsen, og it-iværksætteren Thomas Madsen-Mygdal. It-mediet Computerworld og IT-Branchen står bag prisen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Pelle Söderling

»Ingen danskere har som Anders Hejlsberg haft indflydelse på den digitale udvikling i verden. Han har gennem tre årtier påvirket udviklingen af de programmeringssprog, som er grundlaget for vores moderne kommunikationssamfund,«

Jeg har stor respekt for Anders hejlsberg og har brugt hans sprog op igennem det meste af min karriere. Men når det kommer til danskere der har påvirket den digitale udvikling i verden så er der (imponerende nok) en del navne man kan hive op af hatten.

Jeg synes især Bjarne Stroustrup fortjener at komme i betragtning her også - kan godt være han ikke har udviklet nær så mange sprog som Anders, men C++ er stadig et af de mest relevante programmeringssprog og stadig et af de sprog der egner sig bedst til cross-platform udvikling (det er f.eks. det eneste sprog man på tværs af smartphone platforme har kunnet blive enige om). Jeg har nu programmeret i over 18 år og C++ er faktisk det sprog hvor jeg stadig oplever at tænke "shit hvor var Bjarne reelt foran i sin måde at tænke på" hvor de fleste andre sprog er det mere som om jo mere erfaring man får jo mere føler man at man render ind i begrænsninger.

En anden der vel fortjener at kandidere til den indflydelsesrige titel er Rasmus Lerdorf. Personligt synes jeg PHP er et misk-mask af et sprog, men det er svært at komme udenom den store betydning PHP har haft for webudvikling og den store anvendelse sproget har idag, samt den store betydning sproget har haft for rigtig manges karriere - det er nok det sprog der har bragt flest hobbyister ind i branchen og gjort dem interesserede i en professionel karriere og det fortjener også en hvis anerkendelse selvom sproget ikke er specielt kønt.

  • 12
  • 0
Anders Krogh

Nu er Rasmus Lerdorf jo teknisk set ikke dansker, men flyttede fra Grønland som 12-årig og har Canadisk statsborgerskab.

Er enig mht. Bjarne Stroustrup, men syntes nu ellers ikke der er nogen grund til på nogen måde at kritisere valget af Anders Hejlsberg.

Han har og har haft en ret unik indflydelse, ikke bare mht. udbredelsen af sit arbejde, men også rent teknisk i konstruktionen af sprogene, så jeg syntes personligt at prisen er fuldt ud fortjent.

  • 3
  • 0
Jesper Poulsen

Problemet med de nye programmeringssprog er, at de ofte kræver et stort framework bagved og at kodeoptimeringer derved bliver nærmest umulige. Bevares, det er let at stykke et program sammen, men det kræver mere af computeren at afvikle programmet.

Vedr. Anders Hejlberg, så er det Microsoft-specifikt arbejde han har arbejdet med i næsten 20 år. Microsoft er ikke berømte for deres åbenhed og samarbejdsvillighed med andre aktører.

Hvilket sprog er i øvrigt det mest udbredte at skrive operativsystemer i (altså det grundlæggende stykke software der muliggør afviklingen af Hejlsbergs "opfindelser")?

  • 2
  • 1
Anders Krogh

Nu interesserer religionskrig (Microsoft vs. open-source vs. whatever..) mig personligt, uendelig lidt.

Det at designe grammatik/syntaks for et programmeringssprog, for slet ikke at tale om implementation af kompiler/fortolker, intermediate language, optimeringer, etc. er på ingen måde en triviel ting, og hører IMHO til i den absolut tungere del af det datalogiske spektrum.

Anders Hejlsberg er lykkedes succesfuldt med den process ikke alene een men hele tre gange (Turbo Pascal, Delphi og C#), alle sprog som har haft relativ stor betydning. Den tekniske/faglige præstation i det skal man altså ikke undervurdere.

Om det er Microsoft eller et andet firma der har ansat AH syntes jeg er ret irrelevant og er at gå efter manden i stedet for bolden. Syntes som sagt personligt at prisen er fuldt fortjent.

BS skal nok få prisen på et senere tidspunkt.

  • 5
  • 1
Jesper Poulsen

Anders Hejlsberg er lykkedes succesfuldt med den process ikke alene een men hele tre gange (Turbo Pascal, Delphi og C#), alle sprog som har haft relativ stor betydning.


De ville have større betydning generelt, hvis de havde været bredt understøttet af flere platforme. Man kan være nok så god til det man laver, men hvis det ikke kan anvendes udenfor en enkelt produktlinie, så er det uendeligt ligegyldigt for mig. Det bringer ikke forbedringer til menneskeheden. C/C++ er det der grundlæggende får verden til at fungere, uanset om man bruger Windows, OS X, Linux eller z/OS. Det er typisk dansk snævertsynethed kun at kigge i én retning.

  • 3
  • 3
Anders Krogh

Nu er det jo ikke X-Factor, det her :)

Prisen bliver givet som en anerkendelse af en stor præstation af en dansker i IT-verdenen, i hvilken kategori Anders Hejlstrups 30-årige virke med udvikling af programmeringssprog - lige så vel som Stroustrups arbejde - absolut må falde ind under.

At begynde en diskussion om hvem specifikt der skulle have haft prisen i 2014, C# vs. C++, Microsoft vs. Open source, Heinz vs. Beauvais på det grundlag syntes jeg bare er nytteløst og at gå i små sko.

Det skulle undre mig meget om ikke prisen også bliver givet til en ny dansker, igen i 2015 ;)

Stort tillykke til Anders herfra ihvertfald :)

  • 6
  • 0
Lars Lundin

Udsagnet "Ingen danskere har som Anders Hejlsberg haft indflydelse på den digitale udvikling i verden. Han har gennem tre årtier påvirket udviklingen af de programmeringssprog, som er grundlaget for vores moderne kommunikationssamfund", synes jeg er en anelse overdrevet.

For eksempel har veteranen Peter Naur (gennem mere end tre årtier) ikke bare påvirket men måske snarere formet grundlaget for udviklingen af programmeringssprog.

  • 2
  • 1
Mogens Hansen

...taget i betragtning, at prisen gives til personer der på "særlig fremragende vis sætter fokus på den danske IT-branche".

Dermed menes der jo den kommercielle siden af sagen, og prisen uddeles da også normalt til direktører, politikere osv. der har arbejdet for at fremme danske interesser i IT branchen.

Anders Hejlsberg har, så vidt jeg ved, tilbragt stort set hele sin voksentilværelse i Silicon Valley + Seattle, og jeg har aldrig hørt om, at han havde gjort noget specielt for at fremme danske IT-interesser.

  • 1
  • 0
Torben Mogensen Blogger

Anders boede i Danmark, da han skrev Compas Pascal, som senere blev udviklet til PolyPascal og Turbo Pascal. Det var først i 89, at han flyttede til Californien.

Turbo Pascal var en afgørende grund til, at Pascal blev et af de mest brugte sprog på PC'er, så en vigtig del af hans indsats skete, mens han boede i Danmark.

  • 0
  • 0
Mogens Hansen

så en vigtig del af hans indsats skete, mens han boede i Danmark.


Så ud over, at han boede her til lands, hvad mener du så han gjorde for at fremme danske kommercielle IT interesser?

(Jeg ønsker ikke at tage noget fra manden, jeg har stor respekt for hans visioner og stor fornøjelse af de ting han har lavet. Jeg kan bare ikke se stregen fra prisens erklærede formål til hans arbejde)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere