Når du køber en harddisk, et smart-tv, en telefon eller en ekstern harddisk i fremtiden, skal der betales en ekstra afgift, fordi du kan bruge enheden til at kopiere medier.
Det anbefaler det såkaldte blankmedieudvalg, der blev nedsat af kulturminister Mette Bock (LA) i marts.
Forslaget vil - hvis det bliver besluttet - udvide blankmedievederlaget, en afgift, som hidtil kun har omfattet cd’er, dvd’er, hukommelseskort og USB-pinde.
Udvalget foreslår, at afgiften også skal gælde smartphones, tablets, medieafspillere, bærbare og stationære computere, eksterne harddiske samt apparater med indbygget lagrings- eller optagelsesfunktion. Det udvidede blankmedievederlag forventes således at indbringe 44 mio. kroner.
Tænkt som kompensation for private kopier
Blankmedieordningen, der kræver, at butikker, som sælger blanke lagringsmedier, opkræver en afgift på de solgte medier, blev indført i 1992 for at gøre det lovligt for danskerne at kopiere film og tv-udsendelser til eget forbrug, men samtidig kompensere kunstnere og skabere for de potentielle tabte salg, kopieringen medførte.
Ordningen blev taget til revurdering, efter at EU-domstolen dømte, at Danmark ikke måtte kræve afgift på løse medier, hvis de ikke også opkrævede afgift på indbyggeder medier som hukommelseskort og harddiske.
Dansk Industri har været kritiske overfor den udvidede afgift, men støtter de nye anbefalinger. De anbefaler dog, at pengene skal findes blandt licensmidlerne eller lignende puljer, for ikke at bebyrde detailhandlen med at opkræve afgiften.