Danskere skal vænne sig til at logge ind med NemID, når de opretter et .dk domæne, og udlændinge skal have en kopi af pas og deres regninger klar. Begge kontrolmekanismer, der skal gøre .dk domænet transparent og svindel-frit, er nu sat i spil hos DK Hostmaster.
»Vi skal være et af de domæneområder, der har lavest svindel-frekvens, og det er derfor, vi har valgt at gøre det her,« siger Jakob Bring Truelsen, administrerende direktør i DK Hostmaster, til Version2.
Udenlandske registranter, der har uoverensstemmelser i deres registreringer, eller som forsøger at være anonyme, vil blive flaget af en algoritme og bedt om at fremsende et kopi af pas og i nogle tilfælde fakturaer, hvor virksomhedsnavn og adresse fremgår.
30 dages frist
Beviser registranten ikke sin identitet inden for 30 dage, så slettes registreringen og domænet frigivet.
»Når man skal give sig til kende, er man mindre tilbøjelig til at svindle, og vi har et lovkrav om at det, der står i who-is databasen er rigtigt,« siger Truelsen.
Den øgede kontrol med udenlandske registranter er andet skridt i DK Hostmasters kamp mod svindel. I november blev det indført, at domæneejere med bopæl i Danmark skulle registreres med NemID, og nu rammer den øgede kontrol registranter med bopæl uden for landets grænser.
Til kamp mod anonyme registranter
Det vil heller ikke længere være muligt at bruge anonymiseringsværktøjer som f.eks. Cloudflares who-is beskyttelse til at skjule sin identitet.
»Vi ønsker ikke, at man kan anonymisere sin domæneregistrering med diverse værktøjer. Vi skal sikre os, at det vi videregiver til who-is databasen er sandt, fordi vi ønsker transparens,« siger direktøren i DK Hostmaster.
Man kan dog forblive anonym, hvis man har navne- eller adressebeskyttelse i Danmark. DK-Hostmaster skal stadig kende identiteten, men navn og adresse vil blive beskyttet i who-is databasen.
DK Hostmaster har påbegyndt verificeringen af alle nye registranter, og vil fra januar undersøge de eksisterende registranter med henblik på at verificere deres identitet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.