Udbredt SEO-trick hos netbutikker: Køber tusinder af links fra spam-blogs

Foto: SCPhotog/Bigstock
Frivillige har fundet frem til tusindvis af danske spam-blogs, der linker til Bilka, Petworld og andre danske butikker.

Mindst 430 danske netbutikker benytter sig af tusindvis af spam-blogs i kampen om at komme til tops på Googles rangliste og være det første resultat, du ser, når du mangler en ny cykel eller en yogamåtte.

Det viser en kortlægning af fænomenet, som Henrik Jensen og fire andre frivillige bag sitet substandard.org er i gang med at gennemføre. Undersøgelsen afslører, at både de store butikskæder Bilka og Petworld er på listen over danske hjemmesider, som nyder godt af SEO-optimering fra såkaldte private blog-networks (PBN).

»Vi er ikke sikre på, at virksomhederne ved, at de sætter deres liv på nettet på spil, når de benytter sig af de her blognetværk. Store brands som BMW er tidligere blevet hældt ud af Google, fordi de har overtrådt Googles retningslinjer,« siger Henrik Jensen til Version2.

Googles retningslinjer forbyder at købe og sælge links, der influerer deres algoritmer, og bliver det opdaget, kan man risikere at miste sin placering blandt Googles resultater. Alligevel benytter mange danske virksomheder de såkaldte spam-blog-netværk til at forbedre deres Google-positionering, tilsyneladende uden at Google har opdaget det.

Læs også: Google vil straffe bloggere for betalte links

Lejede sig til bedre resultater

Besøger man siden byensbegravelsesbureau.dk, forventer man at finde en bedemand. Hjemmesiden er dog en wordpress-blog med et enkelt indlæg om elcykler og et link til den københavnske cykelbutik cykelexperten.dk.

Cykelexperten er ejer af mere end 200 domæner, der alle indeholder blogs, som linker til siden. Mange af dem er ligesom byensbegravelsesbureau.dk domæner, der tidligere har været brugt til noget andet og på grund af sin tidligere aktivitet har mere værdi hos Google end et friskregistreret domæne.

Blognetværket er en søgemaskineoptimeringsservice, cykelbutikken købte i 2015, fortæller Torben Hansen, der er salgs- og marketingchef for cykelbutikken.

»Det var en service, vi lejede på månedsbasis, men for halvandet år siden ville mediebureauet, der drev blognetværket, ikke længere tilbyde det som produkt mere. Vi blev tilbudt at få overdraget domæner og blogs til os,« fortæller han.

Alternativet – at miste links fra domænerne – var ikke acceptabelt for butikken:

»Det vil være superfarligt for et firma som vores, hvis 200 siders links til vores butik pludselig forsvandt. Det ville slå vores placering fuldstændig ud, så de har fået lov til at udgå langsomt,« siger han.

Læs også: Svindlere udnytter Spotify-forum til at få falske support-numre i toppen af Google

SEO er en kampplads

Cykelexperten lader nu domænerne udgå af sig selv, og de køber ikke links fra nye eller blogs eller opretholder de gamle. Når Cykelexperten ejer blog-domænerne selv, er det en undtagelse.

Langt de fleste domæner er ejet af SEO-firmaer såsom linkkongen.dk og reklamebureauer, der tilbyder linking til danske butikker.

»Alle kneb bliver brugt på nettet, selvom jeg ikke bifalder det, og brugen af de her gamle blogs er ikke noget, vi tænker meget over. Vi overdrager gerne domænerne, hvis nogen vil bruge dem, og så fokuserer vi meget mere på reelt content og samarbejde med rigtige bloggere,« siger Torben Hansen.

Som Version2 tidligere har skrevet, kan blognetværk også bruges til at angribe en hjemmesides Google-placering.

Torben Hansen fjerner ugentligt links fra mærkelige sider og blogs, som han mener er købt af firmaets konkurrenter.

Læs også: Porno-links bombarderer danske sider i bund på Google

Henrik Jensen fra Substandard mener, at sider som Cykelexperten og Bilka overtræder markedsføringsloven, når de køber sig til links fra blognetværk.

Det er dog ikke noget, som er efterprøvet, lyder det fra tilsynsmyndigheden Forbrugerombudsmanden:

»Spam-blogs er et nyt fænomen, som Forbrugerombudsmanden ikke har haft lejlighed til at tage stilling til, og vi har derfor ikke vurderet, om spam-blogs er omfattet af markedsføringsloven, herunder bestemmelsen om skjult reklame,« siger Danielle Brisson Berggreen, der er fuldmægtig hos ombudsmanden.

Forbrugerombudsmanden har, efter Version2 gjort dem opmærksomme på fænomenet, taget kontakt til Substandard for at få mere at vide, og de ønsker ifølge Henrik Jensen at benytte siden som et værktøj.

Bilka ønsker ikke at kommentere, hvordan de arbejder med søgemaskineoptimering.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (31)
Claus Jensen

Enig med Mads i at listen langt kan være komplet, men det er alligevel lidt interessant hvis man tager et par eksempler fra listen.

Jeg kiggede lige hurtigt på træet for aarhusstudiet.dk.

Fra én og samme side linkes der til mange forskellige sider, der omhandler vidt forskellige emner...musikinstrumenter, haveartikler, børnetøj, slanketing og friluftsartikler m.v.

I rapporten kan man se hvilke ord der linkes med til hvilke sider. Det er vel så de ord man gerne vil have, at de modtagne sider findes på.

Er google så dum, at den tæller links med fra et site, der omhandler så vidt forskellige ting ? Troede der var noget med at et site skulle være i samme genre ?

Jens Jönsson

Er google så dum, at den tæller links med fra et site, der omhandler så vidt forskellige ting ? Troede der var noget med at et site skulle være i samme genre ?

Jeg tænker det har noget med vægtning at gøre. De sider der linkes fra kan jo også have en masse sider der linker til dem...
Og Google ved jo godt at en side kan omhandle meget forskelligt. F.eks. Bilka, sælger jo alt mellem himmel og jord.
De skal jo ligge højt på mange forskellige varer...

Substandard Henrik

Jeg er så Henrik fra Substandard.

@ Ole Laursen. Man kan kun anmelde 1 site ad gangen. Der er alt for mange sites til at det kan lade sig gøre (som om det er meget hurtigere, at scanne og parre dem :-)

@ Mads T. Jensen. Listen er meget kort endnu. Den bliver aldrig fuldstændig, men mon ikke man kan komme et stykke af vejen. Hvis søgemaskinerne brugte vores lille liste til at statuere eksempler ville problemet nok hurtigt blive løst. Hvilke andre SEO folk ville risikere, at få deres klienter banned, hvis der rent faktisk var konsekvenser ?

Jeg har lavet en "Report" side på sitet nu. God ide !!

@ Claus Jensen. Vi er ikke SEO folk, så jeg bliver dig svar skyldig i forhold til Google, men dumme er de ikke.

Et spørgsmål til alle:

Er det kun os, der synes, at det er et kæmpe problem, at virksomheder med lyst og penge til det kan "hustle" sig til toppen ved f.eks. at investere i et netværk af sites..skal den næste butik så købe 220 domæner med ringe indhold for at få en placering hos søgemaskinerne ? Og den næste igen 230..er det ikke skruen uden ende og spild af en masse ressourcer ?

Er det ikke et kæmpe problem, at man mindre og mindre kan stole på det man finder efter en søgning på f.eks. "god plæneklipper" fordi den blog man havner på måske kun har skrevet artiklen fordi der er en producent, der har betalt for det ?

Nogle med gode ideer til hvordan man sparker lidt til debatten ? Debatten om Substandard foregår desværre for lukkede døre i et privat forum på Facebook.

Og så researchede jeg lige lidt i forhold til min påstand længere oppe om at man ikke kunne stole på det man fandt på nettet. Jeg ledte efter et eksempel fra vores side og faldt over coxorange.dk...sandelig om ikke der så er kommet "sponsoreret indhold" på samtlige indlæg...Godt gået!!

Hvis du er nysgerring kan du stadig nå, at se den cachede version uden "sponsoreret indhold" på http://webcache.googleusercontent.com/search?q=cache:s636weG56goJ:www.co...

DBH
Henrik

Brian Rasmusson

Hej Henrik,

Jeres arbejde er super interessant! - og jo, det er et kæmpe problem at resultater kan skævvrides på denne måde.

Vi arbejder på en ny dansk søgemaskine, og en stor del af vores tid går med at detektere og fjerne web-spam. Vi er ret aggressive mht fjernelse af spam - vi har bl.a. alene i december måned fjernet over 2000 fake webshops som kører på .dk domæner, som bl.a. kinesere har overtaget ved udløb.

Jeg sender dig en mail med håb om at vi kan få et samarbejde op at stå.

God weekend,
Brian

Claus Christensen

Ret beset er det så også et problem at et firma køber 10 busreklamer, for så skal det næste stakkels firma jo købe 12 og det næste igen 14.

En hvilket som helst firma der køber reklamer, tryksager, tvreklamer, radioreklamer må jo så også være "hustlere" i denne logik?

Henrik Jensen får vist travl hvis at han skal finde alle reklamer i samfundet der støjer i hans øjne?

Jeg har personligt vært ved at forstå baggrunden for det her for jeg mener da som glad bruger af Google at de er ganske gode til at viser mig det rigtige indhold.

David Konrad

Din analogi holder kun hvis køb af busreklamer samtidig bestemmer hvor bussen skal køre hen. Det handler netop ikke om "marketing", men om at spamme nettet til med tomt indhold, og "succes" er lig med dårligere søgeresultater og mindre diversitet. Det er ikke bare google der bliver "fikset", eller konkurrenter, men helt lavpraktisk dig og mig hver gang vi foretager en søgning.

I forvejen kæmper vi med en utrolig mængde reklamer, og googles tjeneste er i sig selv blevet lidt for doktoreret. Hvis man virkelig skal finde noget, og gerne vil søge i mere og andet end et subset af sin egen søgehistorik (og hvad google ellers har profileret dig til at må finde) så er f.eks Bing efterhånden et bedre valg.

Henrik Jensen & co's initiativ er uhyre prisværdigt. Det kan ikke roses nok. Det er virkelig trist med disse grids, og at der fokuseres så hårdt på spam og volumen frem for kvalitet og indhold, også her i 2018. Man kan se flere kedelige gengangere blandt disse blackhat "SEO"-firmaer, men ret beset er det ikke deres skyld - de er bare skruppelløse.

Den primære årsag er systemisk: Når een søgemaskine har de facto monopol (i Danmark) så rettes skytset derhen, naturligvis på søgemaskinens præmisser. Og eftersom google er "nem" ift. bestemte enkle metoder, og åbenbart ikke kan detektere (eller ser igennem fingre med) de voldsomme spammængder, så får vi allesammen kontinuerligt en ringere indgang til nettet.

Jeg håber virkelig Substandard får held meres projekt, og at det lykkes at få knaldet nogle af disse grids, bagmændene og deres kunder.

Substandard Henrik

Det er meget præcist skrevet, David. Det rammer lige præcist hovedet på sømmet.

Og hvis ikke Google eller Forbrugerombudsmanden træder hårdt til, så bliver det kun værre.

Google sagde tilbage i 2016 at nu ville der ske noget. https://www.version2.dk/artikel/google-vil-straffe-bloggere-betalte-link...

Men her snart et par år efter er det kun blevet værre. Googles løfter/trusler er tæt på, at være lige så utroværdige som når Samuelsen truer med at vælte regeringen.

Mads T. Jensen

Jeg forstår ikke hvorfor i har sat password på siden. Er i blevet bange for alle anklagerne fra SEO-folk? Det skal i ikke være. Så længe i holder jer til at i lister sider i synes har lav kvalitet, så er i kun smagsdommere. Hvis i endda giver folk mulighed for at tilføje stjerner til siderne, er i ikke anderledes end Yelp eller Trustpilot.

.. men hov, nu spørger i om i skal fjerne PBN'er der har skrevet "sponsoreret" på siderne.. det ændrer jo ikke på den lave kvalitet. Så var det måske IKKE lav kvalitet i alligevel ville vise ?

Hvis i skal hænge folk ud, er det pisse vigtigt jeres historie hænger sammen.

Mads T. Jensen

Forøvrigt... får VERSION2 penge for at vise jobfinder på siden ? Jeg ved godt ing, jobfinder og version2 er det samme - men hvis der er penge koncernerne imellem.. så skal det altså markeres.

Forbrugerombudsmanden er meget klar i spyttet når det kommer til site-links mellem egne virksomheder og f.eks. blog / redaktionelt-indhold ...

... og hvad med jeres pressemeddelse? er det free4all eller skal man betale for at skrive dem? I så fald, skal de også markeres. No shit. Spørg den flinke dame, i lige har snakket om vedr. PBNer..

Substandard Henrik

Hej Ib og Mads,

Der er sat password på af 2 årsager.
1) Hver gang vi lister et nyt Grid får vi en del mails vi synes vi er nødt til at forholde os til og svare på. Det betyder vi ikke kan arbejde på det vi egentlig helst vil. Nemlig gennemgå sites manuelt og crawle dem.

2) Dette er den vigtigste årsag. Vi har aldrig haft til hensigt, at liste ét eller et par firmaer. Som det umiddelbart ser ud nu er det stort set samtlige virksomheder, der arbejder med linkbuilding, der i stor stil gør bruge af sites, der har vor interesse.

Det var nok ikke hel fair, at der kun var repræsenteret 10-12 firmaer, da Version2 bragte artiklen.

Vi har besluttet, at vort index skal være mere fyldestgørende inden der bliver åbent bredt op igen. Vi arbejder på det !

Det er stadig problematisk, at vi ikke kan få alle sites på listen, men det bliver vi nok nødt til, at leve med.

I forhold til at vi på siden spørger om sites, der har ændret adfærd i forhold til at i hvert fald antyde, at "indholdet er sponsoreret".

Vi synes det er en kæmpesejr for forbrugerne, at de i hvert fald nu har en chance for at se, at indholdet er reklame. Det er kun en halv sejr, idet søgeresultaterne stadig bliver påvirket, men denne halve sejr overvejer vi om er nok. Det er stadig skodsider med ét formål, men man kan ikke vinde alle kampe. Derfor spørgsmålet.

Et andet mål, der er nået er strømmen af information. Marketingsfirmaerne leverer selv lister om hinanden. Noget er brugbart andet er ikke. Men vi bliver ikke arbejdsløse lige foreløbig.

Informationerne kan være filer med sites, der allerede er crawlet, men også bare små tips til interessante søgninger på Google.

Jeg har fået lov at bringe dette tip fra "Hansen":

Lav en Google søgning på /author/camilla_skott/

Der er så f.eks. mere end 200 resultater, der skal kigges igennem.

Det vælter ind med gode tips og deciderede lister, der er gennemgået.

Mindst 2 personer fra substandard skal materialet igennem manuelt igen.

NB. Hvis der er personer eller virksomheder, der vil overtage substandard er det bare at sige til. Det koster ingenting og vi vil selvfølgelig fortsat hjælpe til med at gennemgå sites. Men det er næsten fuldtidarbejde at følge med og det kan vi ikke grundet vores almindelige jobs.

Lars Skjoldby

Hej Henrik
Jeg ærger mig over, at du kategorisk kalder alt, hvad du har fundet for skodsider. Jeg har selv en side på din liste og den vil jeg ikke kategorisere som skodside - og det gør de besøgende altså heller ikke. Den indeholder bl.a. en række guides og købsvejledninger. Jeg har trukket en statistik på den, og en af disse guides trækker 8-900 besøgende om måneden i vinterperioden og det dobbelte i sommerperioden.

Og en anden guide trækker 500 besøgende om måneden.

Time on site og engagementet er relativ høj på disse guides.

Der er solgt nogle advertorials på siden, nøjagtig lige som Berlingske Business og Børsen gør det. Og kvaliteten af disse advertorials er på fuldstændig lige fod, med de advertorials som Berlingske og Børsen udgiver.

Er det din intention at Berlingske Business, Børsen og andre medier der sælger advertorials med links i, også kommer på din liste?

Substandard Henrik

Hej Lars,
Kan vi tage den åbent i forhold til hvilket site det drejer sig om ? Så vil jeg gerne prøve at tage eksempler frem fra det site med indhold vi mener er problematisk.

Du er også velkommen til at bruge mailen på substandard.

Du har ret i, at det er ærgerligt, at jeg skrev, at alle sites på listen er skodsider. En gang i mellem ryger der en finke af panden. Undskyld.

Jeg vil dog til enhver tid fastholde, at langt, langt størstedelen af siderne kun er lavet med det formål, at ranke andre sider, og det tror vi på den lange bane er uhensigtsmæssigt og det ER i åbenbar konflikt med Googles og Bings retningslinier - og nej vi er ikke Google eller Bing, men vi er brugere af Google og Bing da de er de facto søgemaskinerne på det danske marked.

I har nu sat "sponsoreret" på et par af jeres sites og det er Substandard glade for som forbrugere. Jeg tror faktisk også, hvis du tænker lidt efter, at det kun er rimeligt, at man som reklamebureau gør opmærksom på hvem afsenderen er og at der er tale om reklame ?

Henning Mølsted Journalist

@Mads T. Jensen. Version2, Ingeniøren og Jobfinder er brands i én og samme virksomhed, nemlig Mediehuset Ingeniøren A/S, og der sker ingen betaling mellem de tre brands.

Hvad angår vores kursusoversigt på https://www.version2.dk/kurser er der alene et krav om at indhold skal markeres med 'annonce' eller 'reklame', hvis der er tvivl om indholdstypen.

I tilfældet med vores kursusoversigt mener jeg ikke, der kan være tvivl om at oversigten ikke er en del af den redaktionelle flade.

Henning Mølsted, redaktør

Mads T. Jensen

@Henning Mølsted

I mangler markering af "REKLAME" på jeres link i headeren, til "Infosecurity 2018". Links til sponsoreret reklame skal nemlig også markeres som sponsoreret.

Forbrugerombudsmanden har tydeliggjort i et svar, at en virksomhed der har en webshop (eller andet produkt) skal markere links fra deres blog, til webshhop som sponsoreret, medmindre det er meget tydeligt at bloggen taler på vegne af webshoppen/produktet. Eftersom jobfinder lever af trafik, er selve klikket produktet. Det er helt klart det er en gråzone - det må være op til jer selv at vurdere om i mener i bryder reglerne. I mellemtiden kan i spørge forbrugerombudsmanden om det i gør er rigtigt eller ej. For mig er det uklart om det er version2 der er afsender på de pågældende jobs, eller om det er en anden hjemmeside.

Jeres kursusoversigt er i højeste grad et tvivlspørgsmål. De PBN'er i omtaler i denne artikel er netop også "kun et tvivlsspørgsmål". Derudover linker i, i headeren, fra redaktionelt materiale (ja, alle sider), til /kurser, uden at skrive "sponsoreret" ved linket.

Mads T. Jensen, forbruger

Mads T. Jensen

.. og så har jeg slet ikke fået pointeret jeres pressemeddelser der i praksis bruges (også) til linkbuilding - 100% som en dyr PBN. Der er ingen nofollow på betalte links, som google ellers kræver jf deres guides.

Jeg formoder dog at Forbrugerombudsmanden vil acceptere pressemeddelelser fordi der stadig er en boomer-generations børn, der ved hvad det er.

Henning Mølsted Journalist

@Mads

Som nævnt: Hvis der kan opstå tvivl om hvorvidt indhold er redaktionelt eller ej skal det opmarkeres. Det kan der være berettiget tvivl om når det gælder advertorials og derfor er de opmærket. Derudover er ikke vores vurdering at der på Version2 er tvivl om hvad der tilhører den redaktionelle flade.

Yderligere debat herom bedes du tage direkte med os. Debatten her på Version2 er reserveret til en it-faglig debat.

Vh Henning Mølsted, redaktør.

Mads T. Jensen

Men i opmarkerer det ikke. I konkluderer bare, at der ikke er tvivl - og afviser spørgsmål med, at hvis der var tvivl ville det jo have været opmarkeret.

Jeg vil nu spørge forbrugerombudsmanden om det, for jeg synes det er interessant hvor grænserne går - også i forbindelse med disse PBNer, for at vænne tilbage til den it-faglige debat. Det er helt klart et område der kommer rigtig meget fokus på, og samtidig et område mange tager fejl omkring (ja, selv jeg :) ).

Tak for dine svar og tid - de er blevet læst, logget og gemt.

Henning Jørgensen

Jeg synes at det er utroligt dobbelt moralsk af Version2, og måden der bliver svaret på relevante spørgsmål om deres metoder er arrogant. Der bliver vasket hænder uden gode argumenter, og samtidig har de ikke noget problem med at hænge andre ud.

For at tage eksemplet om de kurser Mads nævner. Jeg kan bestemt ikke se, at det kommer fra en anden side, eller hvad det gør. Og hvis jeg har det sådan, er jeg nok ikke den eneste, og dermed betyder det at det skal markeres som sponsoret, på den ene eller anden måde.

Jeg støtter ikke de såkaldte PBN's, men man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus, og det er præcis hvad Version2 gør her.

Jeg kan ikke andet end, at forestille mig at der er en del på Version2's redaktion der sidder med en dårlig smag i munden...

Claus V. Christensen

Hvis Version2 kun er til IT faglig debat hvorfor tillades denne tråd så overhovedet? Der er jo tale om markedsføringsloven og om gogglers retningslinjer og ikke om IT faglighed.

Det er tydeligt at du ikke finder det sjovt at blive afsløret i at Version 2 fungerer med betalte links i strid med Googles regler men så må du jo fjerne hele tråden eller stå tilbage som dobbeltmoralsk. Ikke?

David Konrad

Tak for dine svar og tid - de er blevet læst, logget og gemt.

SEO blackhatterne skuffer ikke. De føler sig truet. "Logget og gemt", den sædvanlige omgang truende vrøvl. Der er naturligvis ingen sammenhæng eller sammenligning mellem at vise kurser eller jobannoncer på version2 og så fabrikere et botnet på 200 domæner hvis eneste formål er at forstyrre googles algoritmer.

David Konrad
Mads T. Jensen

Jeg må skuffe dig. Jeg laver ikke SEO - jeg finder det bare sjovt, at man kan levere en artikel hvor man påpeger en praksis som dårlig, når man selv som nyhedsmedie benytter sig af den.

Jeg går IKKE ind for PBNer. Derfor kan jeg vel godt påpege hykleriet blandt medierne, der i stigende grad tjener der penge på det samme som PBN'erne. Det er endda værre for nyhedsmedier, fordi de FAKTISK har læsere, det FAKTISK kan blive snydt og INDISKUTABEL leverer redaktionelt indhold.

Når version2 sælger links fra pressemeddelser, så er det "ok" og "ikke et problem for forbrugeren", også selvom version2's links er så meget mere værd, end et link fra en random PBN. Det er øjensynligt heller ikke et problem, når man linker til sponsorerede artikler, uden at markere linket som sponsoreret - som man skal.

.. næh, man kan simpelthen sende en journalist ud, og spørge forbrugerombudsmanden om det er ok, at lav-kvalitetssider sælger links, mens man selv står med en højkvalitets-side, der gør, PRÆCIS det samme. Man kan stille spørgsmål til om forbrugeren bliver beskyttet, mens man selv AKTIVT er inde og forbryde sig mod forbrugeren.

Alt det kan man godt mene, uden at være "Blackhat SEO". Man kan mene det, fordi man evner, at overskue alle facetter af en debat. Det er lidt spøjst, at man i debatten ikke må have et nuanceret syn på sagen. Siden hvornår blev det dårlig tone, at se et emne fra alle vinkler?

PBN har desuden ikke noget med "botnet" at gøre; der er så mange fordele ved at sætte sig ind i det man ytrer sig om..

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017