Danske stjerneskud i Silicon Valley får investering på 140 mio. kr.

På under et år er Realm blevet en af de mest udbredte databaser til mobiler, og nu får de danske iværksættere en kæmpe-investering til at udvide til flere mobilplatforme.

Danske Realm er gået fra at være en fiks idé inspireret af de gamle Nokia-telefoner med det populære mobilspil Snake til at blive en af verdens mest udbredte databaser til mobiler.

Firmaet med de danske rødder har netop annonceret en rekordstor investering på lige knap 140 mio. kr. ledet af de to amerikanske venturefonde Khosla Ventures og Scale VP.

Iværksætterne har tidligere fortalt Version2, hvordan de ofte dummede sig over for investorerne i starten ved at glemme at forberede et pitch og have et særligt pitch-deck klar, som kunne fremvise deres produkt på den måde, som man ellers gør det i Silicon Valley.

»Vi havde ingen af de ting overhovedet. Vi kom bare og snakkede, så det var lidt af et mirakel at vi rejste penge,« sagde medstifter og adm. direktør for Realm Alexander Stigsen til Version2.

»Men det hjalp os til at skille os ud.«

Alligevel lykkedes det altid iværksætterne at vække investorernes interesse. Realm har tidligere fået investeringer for 55 mio. kr. og har været optaget i det prestigefulde amerikanske iværksætterprogram YCombinator. Med den nye investering har danskerne samlet fået investeringer for 195 mio. kr.

»Denne investering hjælper os med at leve op til vores mål om at modernisere den måde, som vi behandler data på mobilen, og med at gøre livet lettere for millioner af mobile app-udviklere,« siger Alexander Stigsen i en pressemeddelelse.

Udbredt til over 100 mio. enheder på under et år

Realm-databasen er designet specifikt til mobiler og er på blot ni måneder blevet verdens anden mest brugte database ifølge virksomheden selv. Den kører i dag på over 100 mio. enheder og bliver brugt af virksomheder som Groupon, Buzzfeed og Zynga.

Idéen med Realm er ifølge virksomheden at udnytte alle mulighederne i hardwaren i moderne smartphones, hvilket gør det både lettere og hurtigere at bruge databasen. Modsat de fleste konkurrenter, så laver man med Realm ikke sine søgninger med SQL, men skriver dem direkte i programmeringssproget.

»Den hidtidige standard for mobildatabaser, SQLite, blev designet for over 15 år siden til at blive brugt ombord på den amerikanske flådes krydsermissil-destroyere. Ordet ‘platform-skifte’ kommer end ikke tæt på at beskrive forskellen mellem det miljø og så en moderne mobiltelefon,« siger Andy Vitus, der er partner hos Scale Venture Partners, i forbindelse med investeringen i Realm.

Realm-databasen findes i øjeblikket til både iOS og Android, og pengene fra investeringen skal blandt andet gå til at udvide til flere mobilplatforme. Det vides endnu ikke, hvilke platforme der er tale om.

Derudover skal pengene bruges til at hyre omkring 21 nye medarbejdere over hele verden til virksomheden, der har sit hovedkvarter i Silicon Valley.

Samtidig med investeringen tiltræder to nye medarbejdere i Realms bestyrelse, heriblandt stifter og tidligere adm. direktør for danske Unity, David Helgason.

Opdateret den 24. marts 2015 kl. 16.05 så det korrekt fremgår, at man ikke laver forespørgsler med SQL i Realm.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere