Ubuntu 18.04 på desktop: Et førstehåndsindtryk

Installationensprogrammet til Ubuntu ligner nogenlunde sig selv i 18.04. Illustration: Jakob Møllerhøj
Bionic Beaver byder på mærkbare forbedringer, samt et par irritationsmomenter.

Den seneste udgave af det Linux-baserede operativsystem Ubuntu er netop udkommet. Version2 har fanget et par dugfriske iso-filer fra producenten Canonical, som er blevet omsat til Ubuntu-installationer på henholdsvis en desktop-pc, en laptop med touch-skærm og en server.

Dette skriv er et forsøg på at viderekommunikere det umiddelbare indtryk, som desktop-udgaven af Ubuntu 18.04, også kaldet Bionic Beaver, har efterladt hos denne skribent.

Planen er endnu et skriv ved senere lejlighed om 18.04 på server.

Når man downloader Ubuntu, er der mulighed for en helt frivillig monetær donation til Canonical for at støtte den fortsatte udvikling af systemet. Jeg har brugt Ubuntu i årevis uden at donere en rød reje, det gjorde jeg så denne gang.

Desktop-installeren for den seneste Ubuntu ligner sig selv nogenlunde, dog med et par småjusteringer.

Minimumsinstallation

Under installationen er det som noget nyt muligt at vælge en såkaldt normal installation eller en minimumsinstallation. Sidstnævnte vil ifølge beskrivelsen sige, at kun webbrowseren og grundlæggende værktøjer bliver installeret.

Umiddelbart virker det som en god idé med en minimal installation, i en tid hvor apps ofte er noget, der ligger i en browser. I hvert fald for mit vedkommende. Selv anvender jeg primært Firefox, Terminal-programmet, Gnome-notesblokken Gedit og Steam til spil.

Installeren til Binonic Beaver i desktop-udgaven giver mulighed for en minimumsinstallation. Illustration: Jakob Møllerhøj

Alligevel endte jeg med at vælge normal install ud fra devisen om, at man jo bare kan afinstallere det, man ikke gider have. Desuden er ressourcer som storage i mit tilfælde ikke noget, der står og falder med, hvorvidt 1 eller 10 apps bliver installeret.

Og endelig så forestiller jeg mig, at det er træls at opdage, man mangler eksempelvis Libre Offices Writer i en situation, hvor internetforbindelse pludselig er borte.

Disk-partitioneringen ligner umiddelbart sig selv, og jeg valgte - naturligvis - fuld diskkryptering i form af LVM+LUKS på både desktop pc og laptop. Her skal det lige tilføjes, at desktop-pc'en - som også er lidt en gamer-størrelse - indeholder fire sata-diske og et M.2-kort.

Som i tidligere udgaver er der mulighed for at kryptere disken, som Ubuntu lægges ind på. Der er også mulighed for at tilvælge installation af tredjepartssoftware. Illustration: Jakob Møllerhøj

Installationen på M.2-kortet forløb uden problemer.

Secure boot

Den gnidningsfrie installationsoplevelse havde dog også et par knaster. Som altid er der under en Ubuntu-installation på desktop mulighed for at vælge også at installere tredjepartssoftware.

Det kan være proprietær software til understøttelse af grafikkort, wifi og medieformater.

Boksen, der indikerer, at man gerne vil installere disse ting, er ikke klikket af på forhånd. Jeg klikker den som regel af.

Hver gang glemmer jeg, at tilvælgelsen af tredjepartssoftware bliver indledningen på en bøvlet proces, hvis secure boot er aktiveret i BIOS. Det vil sige, der skal bruges et særligt kodeord i forbindelse med næste boot, der - som jeg lige forstår det - deaktiverer secure boot.

Jeg kan læse mig til, at det har noget at gøre med binær-software, der ikke er signeret, og som derfor betyder, at secure boot skal slås fra.

Jeg savner, at installationsprogrammet på en langt mere pædagogisk måde, end det er tilfældet i dag, kommunikerer til brugeren, hvordan det hænger sammen med tredjepartssoftware og secure boot.

Er det eksempelvis muligt at gennemføre installationen med secure boot aktiveret, vente med at installere tredjepartssoftwaren til senere og bibeholde secure boot? Et spørgsmål, det ville være rart at få svar på i installationssammenhængen.

Et manuelt tryk på genstart

I forhold til mangelfuld kommunikation så sluttede min desktop-installation på lidt kedelig vis.

Jeg installerede via en USB-nøgle.

Installationen sluttede med et terminal-vindue, hvor der allerøverst oppe stod en enkelt linje tekst:

»Please remove installation medium, then reboot.«

En ikke videre brugervenlig besked til sidst i installationen. Illustration: jak

Ikke videre brugervenligt. Derudover lykkedes det mig ikke at finde en tastekombination, der kunne få systemet til at reboote. Der skulle simpelthen trykkes på desktop-computerens genstart-knap.

Retteligt skal det her nævnes, at det på internettet ser ud til, at andre faktisk har fået en besked i den grafiske grænseflade om at fjerne installationsmediet og trykke enter for genstart.

Et eksempel her: https://linuxconfig.org/how-to-install-ubuntu-18-04-bionic-beaver

Men sådan artede min installation sig altså ikke. Måske er det noget med fulddisk-krypteringen, måske er det noget med UEFI vs. BIOS, måske er det førnævnte secure boot - jeg ved det ikke. Og set fra et usability-perspektiv er jeg også ligeglad.

Nogen vil nok mene, at den slags hører til i småtingsafdelingen, og andre vil sikkert hævde, at det nok skal blive fikset med en opdatering. Selv tænker jeg, Ubuntu ville blive et noget mere tilgængeligt system, hvis Canonical gjorde mere ud af detaljerne, når det gælder brugervenlighed - også i installationsprocessen.

Gode oplevelser

Godt ord igen. Både desktop og laptop kom relativt enkelt op at køre, og boot-processen (da først det særlige secure boot-disabler-kodeord var indtastet) gik lynhurtigt.

Og der er flere gode ting ved Ubuntu 18.04 set fra et desktop-perspektiv. Filbrowseren Nautilus er eksempelvis blevet piftet grafisk op. Den virker også ligetil og responsiv i forhold til sådan noget som drag 'n' drop af filer.

Filbrowseren Nautilus har fået et kosmetisk pift i Ubuntu 18.04. Illustration: Jakob Møllerhøj

Også hvad en personlig kæphest angår, ser det ud til, at der er sket en forbedring. Programmet 'Startup Disk Creator' bruges til at lave eksempelvis en USB-nøgle om til en enhed, der kan boote en Ubuntu-installation.

Jeg mindes ikke, 'Startup Disk Creator' nogensinde har fungeret stabilt. Det vil sige en ubrugelig progress-bar, crashes og USB-nøgler, der ikke booter.

Og ja, jeg er smerteligt bekendt med, at der findes alternativer til ‘Startup Disk Creator’, hvis målet er at lave en bootbar USB-nøgle med Ubuntu. Men det er vel ikke for meget forlangt, at standardprogrammet i styresystemet faktisk fungerer?

Det har andre måske også tænkt. I hvert fald er mit foreløbige bekendtskab med 'Startup Disk Creator' i Ubuntu 18.04 en særdeles positiv oplevelse.

Programmet lagde uden problemer en server-udgave af Ubuntu ned på en USB-nøgle, tilmed med en progressbar, der faktisk bevægede sig nogenlunde jævnt og gav en fornemmelse af, hvordan processen skred frem.

Progress-baren i Startup Disk Creator er en fornøjelse at følge. Illustration: Jakob Møllerhøj

Wayland & Gnome

En knap så synlig ændring i Ubuntu 18.04 er, at systemets display-server som standard igen er sat til Xorg i stedet for den ellers mere moderne Wayland, som version 17.10 af operativsystemet kørte med.

Canonical har begrundet det med, at Wayland endnu ikke er stabil nok i forskellige sammenhænge. Personligt er jeg glad for den beslutning. Jeg synes, jeg har oplevet flere totale system-crashes end ellers med Ubuntu 17.10. Og det er jo ligesom ikke pointen med at køre Linux.

Hvad førstehåndsindtryk på det færdiginstallerede system angår, så er der nu også et par ting, der undrer mig. Jeg finder det drønirriterende, at hot corner i Canonicals Gnome-udgave ikke er noget, der er en del af standardopsætningen.

Hot corner vil sige, at brugeren kan hive musen op i eksempelvis øverste venstre hjørne og få et hurtigt overblik over åbne programmer. Hot corner kan i 18.04 heldigvis let aktiveres ved at installere GNOME Tweaks (kig under 'Top Bar').

GNOME Tweaks er umiddelbart også nødvendig, hvis Ubuntu 18.04 skal give mening på en laptop med en touchpad. I hvert fald på den Dell XPS 13, jeg forsøgte mig med.

Her fremkaldes kontekstmenuen nemlig i udgangspunktet ved at røre med to fingre på touchpad'en, hvilket af en eller anden grund betyder, at et klik i nederste højre del af touchpad'en ikke længere kalder menuen frem.

Også det kan heldigvis fikses enkelt ved at gå ind i GNOME Tweaks under menupunktet for 'keyboard & mouse' - og så også under touchpad. Men det virker ikke videre brugervenligt, at det på den måde er nødvendigt at fifle rundt for at få en banal kontekst-menu via et klik på touchpad'en.

Touchskærm

Hvad touch-konceptet angår, så har nogle laptops som bekendt en touch-skærm. Det har førnævnte Dell XPS 13 også.

I Ubuntu 17.10 er der en fejl - vistnok relateret til Gnome 3.26 - der bevirker, at der dukker et on-screen-keyboard op, nærmest hver gang brugeren rører skærmen. Den fejl er lykkeligvis løst i 18.04, der bruger Gnome 3.28

Touch er dog stadig en mærkelig oplevelse i styresystemet. Ifølge min erfaring fungerer den indbyggede Firefox-browser i udgangspunktet nærmest uhyggeligt dårlig med touch.

Det vil sige, at two-finger zoom ikke ser ud til at fungere, og scroll via touch er heller ikke noget, der fungerer. Hvorvidt det er et Ubuntu- eller et Firefox-problem aner jeg ikke, resultatet bliver det samme: Touch i styresystemets medfølgende browser er ikke en god oplevelse.

Jeg kan læse mig til, der skulle være add-ons, der kan bringe touch til Firefox, jeg har ikke studeret det nærmere.

Til gengæld fungerer Googles Chrome hæderligt med touch på Ubuntu. Og det er heldigvis også den browser, som laptop-indehaveren er vant til at bruge. Dog lader også Chrome under 18.04 til at have en uheldig skavank:

En berøring af skærmen resulterer ofte i et venstreklik, selvom brugeren forsøger at ‘dragge’ indholdet. Så et forsøg på at trække i indholdet på forsiden af version2.dk, kan resultere i, at der i stedet bliver venstreklikket på en artikel eller en reklame.

Jeg ved ikke, om denne opførsel hænger sammen med den konkrete hardware, eller om det er et generelt problem relateret til touch-håndteringen i den seneste Ubuntu. Men træls er det.

Som det meget andet på Linux kan det muligvis fikses ved at rode i en fil et eller andet sted, men det tager tid, og for øjeblikket er min tid ikke til det.

En ting til

En ikke uvæsentlig detalje, som jeg nær havde glemt, nok fordi jeg er vant til Ubuntu:

Min oplevelse på styresystemet er, at det meste gængse hardware fungerer ud af boksen. Og altså uden at alverdens drivere skal downloades og installeres.

Det vil i mit tilfælde sige, at netværksprinteren er der bare, grafikkortet fungerer, lyden fungerer, det trådløse tastatur og den trådløse mus fungerer.

Derudover fungerer wifi'en uden videre, bluetooth-donglen fungerer, PS4-controlleren fungerer, og G29-rettet til rally-simulatoren fungerer.

Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, heller ikke i forhold til Linux-hardware-understøttelse. Eksempelvis lader det til - som i tidligere Ubuntu'er - at jeg stadig har problemer med højre/venstre-lydkanalerne via en displayport på min skærm, og så fik jeg for noget tid siden anskaffet en wifi-dongle, som stadig ikke er understøttet.

Og når hardware ikke fungerer under Linux, så kan man som almindelig bruger hurtigt føle sig fanget i en frustrerende blindgyde. Mens man står der, vil jeg af hensyn til frustrationsniveauet anbefale ikke at tænke for meget på den Windows-driver, som producenten helt sikkert har udgivet, og som betyder, at hardwaren fungerer glimrende på det alternative styresystem.

Så som Linux-bruger kan det være en god idé lige at tjekke nettet i forhold til eventuelle problemer med understøttelse inden et hardware-køb.

I det store og hele er min oplevelse nu, at hardware-understøttelsen på nyere Linux-kerner er utrolig god. Og den er antageligt blevet endnu bedre i 18.04, der kører med Linux-kerne 4.15, hvor 17.10 kørte med 4.13.

Og med den opdaterede Linux-kerne og de mange andre små og store forbedringer i forhold til forgængerne så tegner Bionic Beaver foreløbig til at være et rigtigt fint desktop-miljø, som jeg ser frem til at lære nærmere at kende.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Michael Aggerholm

..har vist altid været et problem uanset hvilket styresystem man lige har valgt at installere. At du har en wifi dongle som ikke er direkte understøttet i Ubuntu er formentlig producentens skyld og ikke Ubuntus. Ubuntu understøtter et massivt bagkatalog af hardware der spænder fra Arduino boards til Android devices, storage og obskure grafikkort. Min oplevelse er at Ubuntu generelt er bedre end min Windows 10 til at finde og supportere hardware uden bøvl eller installation af drivere.

Det er synd at Ubuntu out of the box ikke leveres med præcis dine yndlingsindstillinger. Det er nok fordi der er mange andre der foretrækker noget andet. Det kan du så reflektere lidt over hvis du har lyst. Canonical gør i hvert fald ikke den slags uden nogen grund. Og heldigvis kan man jo tweake på tingene (modsat i Windows havde jeg nær sagt...)

  • 6
  • 7
Lasse Mølgaard

Jeg har prøvet installere Ubuntu på en bærbar computer.

Det var mildest talt et helvede - netop på grund af den fordømte secure boot, som var ikke så nem at deaktivere, så jeg endte flere gange med at installere sagde success, men maskinen bootede ikke.

Nu kan jeg ikke huske kommandoerne udenad, men grundideen var at man skal oprette sin egen "machine owners key" (MOK), programmet "mokutil" og uploade en signeret grub.efi fil til BIOS, før jeg kunne boote maskinen.

Ulempen er at når jeg skal installere tredjeparts drivere (f.eks Nvidia og Virtualbox), så skal disse moduler signeres af førnævnte nøgle, før de kan bruges.

... og de skal signeres igen hver gang man opdatere driverne... (suk!)

Se det er en ting, som Canonical må godt gøre nemmere.

  • 6
  • 1
Hans Nielsen

"Se det er en ting, som Canonical må godt gøre nemmere."

Det er MS som har været medejer af denne måde at lave tingene på , så de kunne lave en "signeret Key", som kun kan bruges på den enkelt PC. Dermed slipper de for KEY label under PC, og binder OEM licensen til PC.
Win for ingen andre end MS, og tæt på ulovlig chikane ifølge min mening.

Man kan slippe for problemet ved at vælge en "gammeldags" boot frem for uefi. Det betyder at koldstart kan tage nogle sekunder længere. Men det giver også adgang til nem Multiboot.

Jacob du skal have tak for din artikel. Selv om den måske er lidt for personlig til V2 som professionelt medie, når du er betalt journalist på V2. Efter min mening, så skulle du også have fundet og beskrivende løsningerne. Så der kom et højere informationsniveau ud af at læse artiklen. - Som, sådan installere man Linux med uefi boot.

Et andet spørgsmål som også er vigtigt, ud over Unity som fik mig til at se på andre løsninger. Er hvordan Ubuntu forholder sig til privacy. Deres sidste version jeg læste (pedagogisk gennemgået af dygtigt skribent) , fik mig til at blive på Mint. Har de ændret dette ?

  • 5
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere