Uber-sexchikane-sag sætter endnu en gang fokus på diskrimination i Silicon Valley

En anerkendt kvindelig udviklers fortælling om, hvordan ledelsen hos Uber ignorerede anklager om sexchikane, har fået selskabet til at iværksætte en undersøgelse.

Uber har fået endnu en træls sag på halsen, efter en tidligere ansat er stået frem med en fortælling om, hvordan ledelsen angiveligt så gennem fingre med mellemlederes gentagne sexchikane.

Den offentliggjorte fortælling har nu fået Uber til at iværksætte en undersøgelse af selskabets praksis, skriver Ars Technica.

Som blandt andet The Verge påpeger, så er det dog ikke en helt uvildig undersøgelse, da medlemmerne af det udvalg, som skal stå for undersøgelsen, omfatter flere af Ubers ledende medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer og en tidligere rådgiver for firmaet.

Blogindlægget fra Susan Fowler beskriver, hvordan flere medarbejdere klagede over en mellemleders chikane, men personaleafdelingen hos Uber fortalte hver af medarbejderne, at det var første gang, den pågældende mellemleder havde trådt ved siden af. Derfor slap han med en reprimande. Det til trods for, at der altså angiveligt var flere medarbejdere, som var blevet chikanere ved forskellige lejligheder, og personaleafdelingen var blevet gjort opmærksom på de forskellige episoder.

Susan Fowler, som blandt andet har skrevet en bog om microservices på it-forlaget O'Reilly, følte sig tvunget til at skifte afdeling hos Uber, da personaleafdelingen meddelte, at den ikke ville skride ind over for, at mellemlederen ellers formentligt ville give hende en dårlig anmærkning - i det årlige 'performance review', som er den amerikanske praksis i stedet for eller som supplement til en MUS-samtale.

Sagen er ikke enestående for højt profilerede firmaer i Silicon Valley og andre steder i it-branchen. Det kan hænge sammen med, at der i branchen er stor opmærksomhed på at måle medarbejdernes produktivitet i form af kode, og mindre på hvordan de fungerer som medarbejdere på andre niveauer, skriver Wired.

Flere af de store amerikanske internetfirmaer beskæftiger inden for de tekniske stillinger færre end 20 procent kvinder. For Uber er tallet ifølge firmaet selv 15,1 procent, mens eksempelvis Google har 18 procent og Twitter 10 procent, skriver Recode.

Da it-branchen i USA samtidig oplever problemer med at skaffe nok medarbejdere, kan det være problematisk at lade stå til over for et arbejdsmiljø, som får kvinderne til at forlade flere af branchens virksomheder, eller giver branchen et omdømme, som får kvinderne til at vælge en anden karriere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere