Der er for alvor ved at gå deleøkonomi i den, og nu er turen kommet til cyklerne.
Danske Donkey Republic er på vej med en app med tilhørende bluetooth-cykellås, som gør det muligt for private at leje deres cykler ud via en deleøkonomisk platform.
Navnet på låsen Airdonkey er inspireret af boligudlejningsplatformen Airbnb og ligheden er da også til at spotte. Platformen forbinder folk, der har en cykel i overskud, med andre, der har brug for at leje en cykel i en kortere eller længere periode.
Dermed er den også en potentiel konkurrent til Københavns dyre og forfejlede bycykel-projekt.
Airdonkey er lanceret på crowdfundingplatformen Kickstarter og har i løbet af de første dage fået indsamlet over 130.000 kr. med et mål om at nå mindst 250.000 kr. Systemet er allerede i brug i Roskilde, hvor det ganske vist er kommunen og ikke private, der har stillet cyklerne til rådighed.
Bluetooth low energy står for app til cykel-dataflow
Her kan man finde en ledig cykel via appen Donkey Republic. Når man kommer i nærheden af cyklen, kan man aktivere en alarm på cykellåsen, der gør, at cyklen er til at finde, hvilket især kan være belejligt ved stationer med mange cykler. Herefter kan man låse cyklen op med appen. Når man har brugt cyklen, låser man den blot igen og efterlader den inden for det tilladte område, så andre brugere kan leje den efterfølgende.
Al forbindelse mellem app og cykel foregår via bluetooth low energy. Placeringen af cyklen registreres i appen via telefonens GPS, så hvis cyklen bliver flyttet, uden telefonen har internetforbindelse, kan det være et problem at lokalisere den. Donkey Republic lover dog i Kickstarter-kampagnen, at deres bluetooth-låse bliver registreret i systemet, lige så snart en tilfældig bruger kommer inden for en radius af 200 meter af den.
På samme måde som andre deleøkonomiske tjenester som Airbnb og Uber er det op til markedet at afgøre priserne. Donkey Republic tager et gebyr på 20 pct. af prisen for at bruge tjenesten.