Tyveri af OL-tv tvinger DR til at slukke for Windows Media
Danmarks Radio er blevet tvunget til at droppe udsendelsen af internet-tv i Windows Media-formatet, efter den indkøbte video-stream fra vinter-OL i Vancouver er blevet ulovligt kopieret til andre websteder. Det skriver Comon.dk.
Hidtil har DR distribueret internet-tv i både Windows Media-formatet og H.264-formatet, men da tv-stationen opdagede, at vinter-OL-signalet var blevet spredt til andre hjemmesider, valgte DR altså at droppe Windows Media-streamen.
»Vi blev opmærksomme på, at en udenlandsk bruger havde haft held til at omgå spærringen på Windows Media-signalet. Vi valgte derfor at slukke midlertidigt for at undersøge sikkerheden. I forlængelse af den proces har vi valgt at slukke for Windows Media permanent,« siger kanalchef for dr.dk, Nicolai Porsbo, til Comon.dk.
Det betyder altså, at DR fremover kun vil benytte H.264-standarden til dets live-tv. Det er et skifte, der har været planlagt længe, men piratkopieringen af OL-signalet har altså fået DR til at foretage skiftet omgående for dets live-tv.
DR's on-demand-tjenester vil fortsat understøtte Windows Media frem til maj, hvor det oprindeligt var planen, at DR skulle gennemføre skiftet til H.264.
Problemet med OL-signalet var, at DR havde købt rettighederne til at vise live-transmissioner på internettet fra vinter-OL, men kun i Danmark. Imidlertid lykkedes det altså for udenlandske personer at omgå den spærring på geografisk bestemmelse af IP-adresser, som DR havde sat på signalet.
