Tyskland forbyder Facebooks ansigtsgenkendelse

Facebook genkender automatisk ansigter på de billeder, der bliver lagt op. Men den går ikke, mener de tyske myndigheder, som nu truer Facebook med millionbøder.

Det er en smart og hurtig måde at få sat navne på alle de ansigter, som feriebillederne rummer. Men det er også et brud på brugernes privatliv, lyder beskeden fra de tyske datamyndigheder til Facebook.

Alle billeder, der bliver lagt ind på Facebook, har siden juni måned været igennem en analyse, hvor ansigterne bliver koblet med vennelisten, med mindre man aktivt fravalgte den funktion.

Men opt-out er ikke godt nok, når det gælder noget så indgribende som ansigtsgenkendelse, lyder det nu fra Datatilsynet i Hamborg, som mener, at funktionen giver mulighed for omfattende misbrug af brugernes data og er ulovlig. Det skriver The Guardian.

Hvis ikke Facebook stopper helt med at køre ansigtsgenkendelse på de tyske brugeres billeder, risikerer firmaet derfor bøder på op til 300.000 euro, svarende til omtrent 2,25 millioner danske kroner.

Facebook selv benægter, at firmaet skulle bryde nogen lov, men har ikke kommenteret, om man vil følge kravet fra de tyske myndigheder.

Tidligere har Google fået ørerne i maskinen for Streetview-tjenesten, da tysk lov ikke tillader nogen at tage billeder i stor stil i det offentlige rum, med mindre det gælder en større begivenhed som for eksempel en fodboldkamp. Google endte efter et juridisk slagsmål med at stoppe Streetview-bilens tur rundt i Tyskland.

Facebook har siden det sociale netværks fødsel i 2004 lagt serverplads til over 75 milliarder af brugernes billeder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere