Tyskland forbyder åbne trådløse netværk - følger Danmark efter?

Pladebranchens sidste stik i Tyskland: Nu kan Wlan-ejere retsforfølges, hvis deres netværk bliver misbrugt. Dansk ekspert frygter, at praksissen også kommer her til landet.

Den tyske højesteret i Karlsruhe bestemte i onsdags, at private bredbåndsabonnenter, som benytter trådløst netværk, skal have en bøde på op til 100 euro, hvis de glemmer at kryptere den trådløse radioforbindelse.

Dommen angår en tysk borger, hvis trådløse netværk stod frit åbent, mens han bevisligt var på ferie. Og i den periode brugte en ukendt person hans internetforbindelse til at downloade et eksemplar af musikstykket "Sommer unseres Lebens", vel at mærke uden at betale for musikken.

Af dommen fremgår det, at i gentagelsestilfælde, hvis borgerne fortsat ikke sikrer deres internetforbindelse tilstrækkeligt, så bliver de erstatningspligtige over for rettighedshaverne, altså i dette tilfælde pladebranchen, skriver det tyske magasin Der Westen.

En dansk ekspert i trådløse netværk, civilingeniør Torben Rune, direktør i konsulentfirmaet Netplan, siger:

»Jeg er bange for, at danske lovgivere og retsinstanser kan finde på at følge trop, som det ofte sker inden for EU. Men det er helt tosset at løse erhvervslivets problemer på den måde, og det er et eksempel på, at man slet ikke har forstået problemstillingen. Det svarer til at straffe en person, der låner sin bil ud, for de færdselsforseelser, låneren gør sig skyld i.«

Han mener, der er utallige måder, pladebranchen og de øvrige rettighedshavere kan sikre sig retmæssig betaling for indhold. Et eksempel er Apples musiksalg via internettet, som går udmærket.

»Men at straffe for manglende kryptering af et trådløst netværk svarer til at sætte bremser på brugen af internettet, som i sin natur er en fri ressource for et moderne og teknologisk samfund. Og konsekvenserne er uoverskuelige: Hvor ofte skal koden udskiftes? hvor stærk skal krypteringen være? Må vores børn bruge det trådløse netværk? Må fætre og kusiner? Hvor langt ud i svigerfamilien må man tillade brugen? Skal ejerne af trådløse netværk til at registrere brugerne i omfattende, digitale logbøger, sådan som teleselskaberne skal herhjemme?« siger han.

Pladebranchen bør selv løse deres betalingsproblemer og ikke vælte dem over på brugerne af internet og trådløse netværk, mener han. Som et af mange eksempler findes en teknologi, som lægger et uhørligt, digitalt "vandmærke" ind i al musik. Et mærke, som kan detekteres af internet-leverandørernes routere sammen med slutbrugerens ip-nummer. Og så er det nemt at sende regningen det rette sted hen.

I Danmark tilbydes åben og gratis adgang til internettet via trådløse netværk gennem en lang række udbydere, først og fremmest de offentlige biblioteker, hvor nogle endda udlåner trådløse netkort til brugernes computere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (14)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Svend Andersen

Igen igen har pladebranchen ikke fulgt med tiden.

Jeg er desuden ikke helt enig med udsagnet "Det svarer til at straffe en person, der låner sin bil ud, for de færdselsforseelser, låneren gør sig skyld i", jeg mener, at det er denne analogi passer bedre: "Det svarer til, at en person stjæler din bil, og ejeren er skyldig i de færdselsforseelser, tyven gør sig skyld i". For at "låne" et åbent netværk, sidestilles med indbrud.

  • 0
  • 0
David Larsen

Pladebranchen bør selv løse deres betalingsproblemer og ikke vælte dem over på brugerne af internet og trådløse netværk, mener han. Som et af mange eksempler findes en teknologi, som lægger et uhørligt, digitalt "vandmærke" ind i al musik. Et mærke, som kan detekteres af internet-leverandørernes routere sammen med slutbrugerens ip-nummer. Og så er det nemt at sende regningen det rette sted hen.

Men vil regningen så ikke netop blive sendt til vedkommende der har tegnet netforbindelsen? Er det ikke det som Torben Rune modsiger i resten af artiklen?

  • 0
  • 0
Peter Lind

Igen igen har pladebranchen ikke fulgt med tiden.

Ifølge artiklen et det den Tyske højesteret i Karlsruhe, der er problemet her, og ikke pladebranchen.

Ikke at musikindustrien ikke bør have hug, men det ville give jævnt meget mere mening i en noget anden kontekst (såsom en artikel, der påpeger, at musikindustrien igen har skudt sig selv i foden).

  • 0
  • 0
Jesper Lund

EU kunne sagtens forbyde salget af trådløse routere, som ikke som minimum krævede WPA2 Personal. Folk med gammelt udstyr, som så ikke kan følge med, må udskifte deres elektronik.

Jo, men hvorfor skulle man dog gøre det? Der er masser af situationer hvor et ukrypteret AP giver god mening. Et hotspot på en cafe, eksempelvis. Det kunne også være at du vil opdele dit eget WLAN i en krypteret del, som er bridged til dit LAN (NAS, multimedia devices, etc), og et ukrypteret gæstenet (nemmere uden password) som kun har adgang til internettet. Hvorfor skulle det være forbudt i et frit land?

Det vil være helt absurd hvis vi ender med en retstilstand hvor det offentlige eller en virksomhed straffrit kan lække et par tusinde CPR numre ved en fejl/sløseri, men Fru Jensen får en bøde for at have et ukrypteret wifi!

  • 0
  • 0
Jesper Lund

Torben Rune er citeret for:

Jeg er bange for, at danske lovgivere og retsinstanser kan finde på at følge trop, som det ofte sker inden for EU

Det er selvfølgelig svært at vide hvad danske politikere vil finde på (og PET's umættelige trang til at overvåge os allesammen er velkendt), men for så vidt angår domstolene har vi en dansk retspraksis på området som går i en anden retning end i Tyskland.

APG har flere gange prøvet at få domstolene til at statuere et objektivt ansvar for internetabonnenter hvis andre misbruger deres forbindelse til knap-så-lovlig fildeling, men det er blevet afvist i alle tilfælde. Dommene har været ved landsretterne, og jeg mener ikke at APG fik en tredjeinstansbevilling til at anke til Højesteret som der gerne ville.

  • 0
  • 0
Jesper Lund

Analogien til bilen er denne: Det svarer til at det er strafbart at efterlade sin bil ulåst og med nøglen siddende i tændingslåsen.
UPS - det er faktisk en overtrædelse af Færdselsloven!

Det er af uransaglige årsager også forbudt at efterlade sin cykel ulåst, men begge dele er en dårlig analogi efter min mening.

Et AP kan være beregnet til at blive brugt af mange personer på samme tid, så jeg synes hellere man skal sammenligne et AP med en læsesal på et bibliotek hvor dagens aviser ligger frit fremme. Så vidt jeg ved er der ingen som registrerer hvem der læser de fremlagte aviser.

Internettet er ikke designet til en central overvågning af hvem der kommunikerer med hvem. Det synes jeg er en stor fordel, og så må pladeselskaberne indrette deres forretningsmodel efter det, og PET må acceptere at de ikke kan få alle deres våde drømme om DK-Stasi 2.0 opfyldt.

  • 0
  • 0
Jørgen Nielsen

Lad nu være med at give danske lovgivere gode ideer om hvad de nu skal lovgive om. Hvis man læser de tysksprogede artikler om dommen, kan man konstatere at der ikke er tale om en bøde, i strafferetslig forstand, for at lade sit netværk være åbent. Derimod er der tale om at man må acceptere at skulle betale "Abmahnkosten" op til €100, til en evt. krænket parts advokat. De €100 er faktisk en begrænsning af disse gebyrer i forhold til hvad der hidtil har været praksis.
.
Der er i Tyskland en hel lille industri, hvor Internetforretninger (med eller uden reelt indhold) i samarbejde med advokater, masseproducerer såkaldte unterlassungsschreiben med tilhørende abmahnkosten, eksempel private borgere, herunder unge, der blot nogen få gange har solgt ting på Ebay, får en sådan dummebøde, fordi et vilkårligt firma mener at de driver erhvervsmæssig handel uden at være registreret, og dermed krænker firmaet. Jeg håber at i kan få en jurist til at behandle dette emne mere kvalificeret end jeg kan.

http://www.lto.de/de/html/nachrichten/517/BGH-fordert-eigenes-Passwort--...

http://www.spiegel.de/netzwelt/netzpolitik/0,1518,694527,00.html

  • 0
  • 0
Asmus Koefoed

Hvis alle åbnede deres trådløse netværk, ville vi alle kunne tale gratis i telefoner over ip og have internet til rådighed overalt uden at skulle betale for et 3G abonnement.

Teknisk set skal man vel i grunden bare sætte sin private firewall/rooter bagved det offentlige hotspot så man ikke deler sit private netværk dvs. ens C:\ eller /root/ med omverdenen.

Frygten for wardriving pedofile hacker terrorister, som formater ens harddisk, hacker Pentagon i ens navn og får en arresteret for børneporno er efter min vurdering stærkt overdrevet... de kan jo bare køre med S-toget, eller gå på biblioteket. Tilgengæld har jeg nydt godt af åbne hotspots i udlandet så hvorfor ikke give lidt båndbredde gratis væk?

  • 0
  • 0
Peter Holm Jensen

Mit trådløse netværk er fuldstændigt åbent, ganske bevist, hvis nogen kommer forbi og har lyst til at tømme deres postkasse eller surfe lidt nyheder skal de være velkomne, opdager jeg at nogen driver rovdrift på mit net så gør jeg sikkert et eller andet, men det har der ikke været endnu. Jeg har selvfølgelig en firewall mellem det åbne trådløse net og "husets" net. Forbindelse mellem min egen bærebare trådløse eee og resten af huset klares over ssh.

Det skal lige siges at vi bor langt ude på landet så der kommer ikke mange forbi.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere