Tysk spion-program afslører danskeres ulovlige film-downloads med Popcorn Time
Et ukendt antal danskere har i den seneste tid fået tilsendt en række særlige breve med posten, der anklager dem for ulovligt at have downloadet og delt film, som er beskyttet af ophavsretten.
Det har især drejet sig om streaming-tjenesten Popcorn Time, hvor det er blevet meget brugervenligt at se film på ulovlig vis. Tjenesten er blevet lukket flere gange, men lever stadig videre i forskellige udgaver på nettet.
Hidtil har det været uklart, hvordan rettighedshaverne fremskaffer beviserne mod de pågældende personer. Men en sag, som Version2 har fået fat i, afslører, at det drejer sig om en særligt udviklet overvågningssoftware, som det tyske firma MaverickEye UG har udviklet.
»MaverickEye UG tilbyder verdensklasse overvågning af din intellektuelle ejendom på de mest fremtrædende peer-to-peer-netværk (som Bittorrent og Emule),« skriver virksomheden på sin webside.
Det tyske spionprogram bliver brugt af rettighedshavere verden over og er i øjeblikket involveret i en retssag i Australien. Her er der blandt andet sået tvivl om, hvorvidt man kan stole på de resultater, som firmaets software producerer.
I den konkrete danske sag blev internetbrugeren anklaget for ulovligt at have delt filmen 'Don Jon' og bedt om at overføre 1.500 kr. til advokatfirmaets kontonummer. Brugerens ip-adresse var opsnappet med MaverickEye.
Download 16 kilobyte af en ulovlig film er nok til at få erstatningskrav
Selvom Popcorn Time ligner en almindelig streaming-tjeneste som Netflix, så benytter den sig af torrent-netværket til at dele de ulovlige videoer.
Det betyder, at det ikke er Popcorn Time selv, der ligger inde med filmene, men alle brugerne, som i praksis deler dem med hinanden. Når man downloader en film, vil man normalt også dele den med andre samtidig.
»Mange af dem, der kører Popcorn Time, ved nok ikke, at de bruger torrent-teknologien nedenunder,« siger internet- og netværksspecialist Henrik Kramshøj.
Og det er her, at spion-softwaren fra MaverickEye UG kommer ind i billedet.
Film-rettighedshavere bestiller en overvågning hos firmaer som tyske MaverickEye UG. Overvågningsfirmaet finder ulovlige kopier af filmen, der bliver distribueret på torrent-netværket via programmer som Popcorn Time. Firmaets software opsnapper listen over ip-adresser, der deler filmen på netværket. Listen bliver analyseret og sendt ud til advokatkontorer i de pågældende lande. Advokaterne får en retskendelse til at få udleveret kontaktoplysninger på de pågældende ip-adresser. Teleselskaberne udleverer oplysningerne. Advokaterne sender breve ud med anklager om ulovlig fildeling og erstatningskrav på typisk 1.500 kr. for at undgå en retssag.Sådan bliver film-piraterne fanget
Når man downloader en film på torrent-netværket, får man samtidig en liste over alle de ip-adresser, som er i gang med at dele den. Der går normalt omkring tre timer, fra man begynder at dele en fil, til man bliver overvåget, ifølge et engelsk studie fra 2012.
Og det er således den liste med ip-adresser, som det tyske overvågningsfirma analyserer og sender videre til advokatfirmaerne.
»Når man kører torrents, er ens ip tilgængelig. Så det er en ret simpel og kendt teknologi,« siger Henrik Kramshøj om den tyske software, der ellers beskriver sig selv som 'meget sofistikeret software-teknologi'.
Det er ikke beskrevet, hvordan den tyske software fungerer i nærmere detaljer, men der er dog sluppet nogle detaljer ud fra retssagen i Australien.
Normalt downloader MaverickEyes ansatte først omkring 10-15 minutter af de film, som de overvåger for krænkelse af ophavsretten, for at verificere, at der er tale om den rigtige film. Men herefter downloader firmaet kun omkring 16 KB data fra de enkelte brugere på netværket, som altså er de personer, der ender med at få et erstatningskrav ind ad døren.
Med andre ord behøver man ikke at downloade en hel film for at komme på erstatningslisten. Blot et øjebliks download er nok.
I den australske retssag betvivlede modparten, at dette skulle være nok til at bryde med den australske copyright-lovgivning.
Tvivlsom pålidelighed af overvågningssoftware
Der kan være problemer med pålideligheden af den tyske software, viser den australske retssag.
Blandt andet blev der sået tvivl omkring det tidspunkt, som MaverickEye loggede, når det registrerede en ip-adresse, der downloadede en film ulovligt. Den ansatte fra det tyske firma, der vidnede i retssagen, kunne ikke forklare, om det tidsstempel, som firmaet sendte videre, var det samme, som da den ulovlige fildeling fandt sted.
Dette er et problem, fordi de fleste ip-adresser i dag er dynamiske - det vil sige, at de skifter løbende og derfor ikke altid vil pege på den samme ejer.
Når advokatfirmaerne har fået en ip-adresse fra MaverickEye UG, får de efterfølgende en retskendelse, som de bruger til at få udleveret kontaktoplysninger på ip-adressens ejermand fra den pågældende internetudbyder.
Derfor er det vigtigt at have den rette dato, da ip-adressen på et andet tidspunkt kan henvise til den forkerte person.
I Danmark har omkring 90 pct. af TDC’s kunder blandt private og mindre virksomheder en dynamisk ip-adresse, oplyser pressechefen Ib Konrad Jensen.
Oftest vil kunderne dog have den samme ip-adresse i længere tid.
»I praksis har man den i månedsvis. Det er først, når en kunde ikke bruger en ip-adresse, og en anden har brug for den, at den kan blive flyttet over til en ny kunde. Men puljen af ip-adresser er så stor, at man har den samme adresse i lang tid,« siger Ib Konrad Jensen.
Version2 har bedt MaverickEye UG om at forklare, hvordan selskabets software fungerer, og hvor pålideligt det er. Firmaet har ved redaktionens afslutning ikke svaret på vores henvendelse.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.