Tysk privacy-gruppe ransaget af politi for ting, den intet havde at gøre med
Tysk politi har stormet og gennemsøgt kontorer og privat-adresser tilhørende nonprofitorganisationen Zwiebelfreunde (løg-venner), som advokerer privacy, anonymitet og TOR-projekter. Ransagningerne var angiveligt en del af en efterforskning af en radikal blogger kaldet Krawalltouristen (ballade-turisten), men politiet konfiskerede alligevel mobilenheder, bankdokumenter og computere uden relation til bloggeren.
Det skriver Bleeping Computer
Politiet søgte informationer om en mand, der stod bag en RiseUp e-mail-adresse, og han skulle have oprettet sitet Krawalltouristen. Denne side bruges til at koordinere protestaktioner mod diverse politiske partier.
Desuden indeholder den guider til at gennemføre hidsige demonstrationer.
Ingen relation til RiseUp-projektet
RiseUp er et projekt, som leverer anonyme e-mail konti med henblik på privacy, det er baseret i Seattle. Dette var ifølge politifolk, som udtalte sig til medlemmer af Zweibelfreunde, målet med ransagningerne.
Ifølge Zweibelfreunde har gruppen intet med RiseUp-projektet at gøre og har på en blog taget afstand fra ransagningen og oplistet følgende tjenester, som værende »ikke påvirket af ransagningen«:
»Torservere og tilknytttet infrastruktur, infrastruktur tilhørende Riseup’s (da vi ikke har noget at gøre med det), cryptoparty.in eller anden cryptoparty relateret infrastruktur, PGP-, SSH- eller OTR-nøgler.«
Politiet konfiskerede desuden samtlige af Zweibelfreundes printede dokumenter siden oprettelsen i 2011. Herunder »personlig data om donorer, medlemmer og aktivister som har modtaget godtgørelser eller betaling.«
Efterfølgende er også adresser med relation til Chaos Computer Club blevet ransaget.
