Tysk lovudkast sigter mod at åbne iPhones NFC-funktionalitet for konkurrenter

I Tyskland vil politikere have åbnet for NFC-funktionaliteten i iPhones, så den kan bruges af tredjeparter til betaling.

Det er i dag kun Apple Pay, som kan benytte NFC-funktionaliteten (Near Field Communication) i iPhone til kontaktløs betaling, men dette kan komme til at ændre sig.

I sidste uge stemte finanskomiteen i Forbundsdagen i Tyskland for et lovudkast, som kræver, at operatører af elektronisk betalingsinfrastruktur skal give tredjeparter adgang mod et rimeligt gebyr.

Apple er ikke nævnt ved navn i forslaget, men der er ingen tvivl om, at det at få ophævet selskabets konkurrencehindrende begrænsninger er en vigtig del af målet.

Ifølge Reuters var udkastet en udvidelse af et lovforslag angående hvidvaskning af penge. Dette blev vedtaget af den samlede Forbundsdag dagen efter. Loven kan træde i kraft allerede tidligt i 2020.

Avisen Die Welt citerer flere tyske parlamentsmedlemmer for at ønske nye konkurrencebetingelser for at beskytte landets egen bankindustri mod dominansen fra amerikanske og kinesiske teknologigiganter.

»Skadeligt«

Apple er – ikke overraskende – ret negativt indstillet over for lovforslaget.

»Vi er overraskede over, hvor pludseligt denne lovgivning blev introduceret,« lyder det i en udtalelse fra selskabet, som er blevet citeret bl.a. hos Reuters.

»Vi frygter, at lovudkastet kan være skadeligt for brugervenlighed, databeskyttelse og sikkerheden for finansinformation,« skriver selskabet videre.

Selskabet er alene om at indtage denne position. På Android-mobiler er NFC-teknologien tilgængelig for alle apps, som har behov for det.

Flere mulige skær i vandet

Allerførst skal lovforslaget dog også godkendes af det tyske Forbundsråd.

Derefter kan man ifølge Die Welt nok godt regne med, at Apple går rettens vej frem for at give efter og bare åbne NFC-chippen for konkurrenterne.

Men selskabet kan få medhold uden en retssag, hvis det kan demonstrere, at sikkerheden og integriteten i den tekniske infrastruktur sættes i fare ved at give adgang til andre.

En anden faktor er det ‘rimelige’ gebyr, som Apple får lov at opkræve af konkurrenterne for at bruge selskabets tilknyttede tjenester.

Hvis dette bliver for højt, er det ikke sikkert, at det er særlig interessant for banker og andre at benytte sig af tjenesterne.

Den nye lov vil selvfølgelig kun gælde i Tyskland, men ifølge Die Welt blev afstemningen i Forbundsdagen fulgt med stor interesse i EU-Kommissionen i Bruxelles.

Hvis Apple først bliver tvunget til at give nogle adgang, skal der meget til at stå imod presset fra andre.

Artiklen er fra digi.no.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere