Tysk konkurrencemyndighed undersøger Apples omdiskuterede privacy-politik
Den tyske konkurrencemyndighed Bundeskartellamt indleder en undersøgelse af Apples privacy-funktion App Tracking Transparancy (ATT).
Det skriver Computerworld på baggrund af en pressemeddelelse fra Bundeskartellamt.
ATT betyder, at apps skal anmode om tilladelse til at spore brugeres adfærd i andre apps. Det har af blandt andre Facebook fået kritik for »begrænse virksomheders mulighed for at udforme personligt tilpassede annoncer og nå deres kunder effektivt,« og ifølge The Financial Times har det da også kostet sociale medier som Facebook, Snapchat, Twitter godt 63 milliarder kroner i tabt indtjening.
Læs også: De største danske hjemmesider sylter cookie-regler
»Et selskab som Apple, der er i en position, hvor det på egen hånd kan fastsætte regler for sit økosystem og især App Store, burde indføre regler der fremmer konkurrencen. Men vi har grund til at tvivle på, at det er tilfældet i denne sag, når vi kan se, at reglerne gælder for tredjeparter, men ikke for Apple selv,« siger præsident i Bundeskartellamt Andreas Mundt.
