Tyrkisk hackergruppe truer med nye angreb - kræver undskyldning for »krænkelser af profeten«
En tyrkisk hackergruppe ved navn Aslan Neferler Tim meddelte i går i en Messenger-besked gennem Facebook til Berlingske, at det var dem, som stod bag det DoS-angreb, som i går lagde hjemmesider tilhørende Udlændinge- og Integrationsministeriet og senere også Udenrigsministeriet, ned.
Og det kommer næppe som nogen stor overraskelse, at angrebet sker som svar på Inger Støjbergs »fornærmelse af profeten,« hvilket hackergruppen kræver en undskyldning for.
Lægger ikke fingre imellem
Hvor de fleste hackergrupper typisk vil tie med deres mål, indtil de slår til, så har Aslan Neferier Tim øjensynligt intet behov for at holde noget skjult.
»Hvis der ikke bliver undskyldt, vil vi angribe energi og bankernes systemer. I øjeblikket er vi i gang med at ramme Danmarks Nationalbank.«
Nationalbanken har dog ikke oplevet noget, der kunne tyde på et kommende hackerangreb.
Mangler verificering
Som Berlingskes journalist Allan Sørensen fortæller, så kan der endnu ikke laves nogen verificering af, at det faktisk er Aslan Neferier Tim, som står bag DDoS-angrebet.
Men gruppen har tidligere stået bag lignende angreb. I år blev hollandske myndigheders computere hacket midt under valget den 15. marts. Det skete i kølvandet på, at Holland i en diplomatisk krise havde nægtet tyrkiske diplomater adgang til landet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.