Twitter: Vi har fundet sårbarhed i Android-app

Illustration: Android Logo
Twitter har fundet en fejl i deres Android-app, der har givet hackere mulighed for at tilgå brugeres private oplysninger. Fejlen er nu rettet, og virksomheden underretter brugere, der kan være påvirket af sikkerhedshullet. Brugere af iOS-appen til Twitter er ikke ramt.

Twitter har fundet en sårbarhed i deres Android-app, der giver hackere mulighed for at se ikke-offentlige kontooplysninger og kontrollere brugeres konto.

Det fremgår af en meddelelse på det californiske selskabs hjemmeside fredag den 20. december. Fejlen er nu rettet.

Læs også: Twitter sårbar over for ormeangreb via cross-site scripting

Ifølge meddelelsen skulle det være en kompliceret vej ind for en ondsindet aktør, og Twitter har ikke fundet noget bevis for, at sårbarheden faktisk er blevet udnyttet:

»Vi har ikke bevis for, at ondsindet kode blev indsat i appen, eller at denne sårbarhed blev udnyttet, men vi kan ikke være helt sikre, så vi tager ekstra forholdsregler.«

Brugere, der har været i fare for at få deres profiler kompromitteret, vil blive direkte underrettet – enten via Twitter-appen eller via e-mail. Virksomheden opfordrer til, at man følger disse instruktioner og opdaterer til den nyeste version af Twitter til Android.

Læs også: Hacket mailkonto gav fuld adgang til Twitter

Der skulle efter sigende ikke være problemer med Twitter-appen til iOS.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere