Brugere af det sociale medie Twitter, som er trætte af at se tweets fra højrenationalister på siden, har fundet et trick, som markant reducerer antallet af den slags tweets i deres feed: De ændrer deres lokation til Tyskland, hvor nazisme er ulovligt.
Det skriver CNBC.
Under den tyske lov, der går under navnet NetzDG, kan virksomheder risikere bøder på op til 50 millioner euro, hvis de lader »åbenlyst ulovligt« indhold være tilgængeligt i mere end 24 timer, eller en uge for mindre åbenlyst lovbrydende indhold.
Det betyder, at tweets med pro-nazistisk indhold, som bliver rapporteret gennem NetzDG-processe,n bliver håndteret ganske hurtigt af Twitter. Det er dette forhøjede tempo, som Twitter-brugere, der er 'emigreret digitalt' til Tyskland, nyder godt af.
Tysklands anti-nazismelovgivning blev vedtaget efter Anden Verdenskrig og Holocaust. Den står i kontrast til USA’s mere vidtgående ytringsfrihedsbegreb, der ikke sætter begrænsninger på hadefuld tale.
Ifølge CNBC fortæller brugere om blandede resultater. Det er ikke alle, der har mærket en forskel, og mere subtile eller kodede højrenationalistiske tweets har stadig tendens til at 'slippe igennem'.