TV 2 PLAY har haft problemer hele ugen: Kan ikke håndtere primetime

Illustration: Ocus Focus, BigStock
Hvis man har villet se Tinkas juleeventyr på TV 2s egen streamingtjeneste TV 2 PLAY, så har mange seere kæmpet forgæves mod TV 2s it, der ikke har kunnet håndtere mængden af seere.

Mandag og tirsdag aften sad frustrerede danskere og kunne ikke få lov til at se julekalender eller andre tv-programmer på TV 2 PLAY. Problemet opstod i tidsrummet 20:00 - 21:30.

»Ikke alle, men en større del af vores brugere oplevede problemer i tidsrummet« skriver Mads Boysen, kommunikationskonsulent hos TV 2, i en mail til Version2, og han forklarer:

»Fejlen skyldes kapacitetsproblemer på en hardware-enhed, som er identificeret og nu udskiftet.«

Mads Boysen forklarer, at problemet er opstået i forbindelse med idræftsættelsen af et nyt servermiljø, der bl.a. var indkøbt til at kunne håndtere stigende trafik.

Læs også: Bagedyst-finale ramt af streaming-hop - DR har ingen forklaring

Streamingtjenesten var med andre ord ikke forberedt på den mængde trafik, der ville komme på siden, hvilket betød, at mange danskere måtte sidde uden underholdning - og frustrationen var tydelig på twitter.

Genstart og geninstaller

TV 2s kundecenter har udsendt en meddelelse, hvor de opfordrer folk til at geninstallere TV 2 PLAY-appen - eller genstarte browseren.

Det kan lyde mærkeligt, at et kapacitetsproblem i et servermiljø skulle kunne løses ved, at brugerne geninstallerer deres apps, men det er dog retningslinjerne, der indtil videre er lagt ud til kunderne.

»Vi beklager naturligvis over for de kunder, der har oplevet gener. Kapacitetsudvidelsen på tjenesten er et centralt og højt prioriteret indsatsområde i det løbende arbejde med at udvikle og styrke TV 2 PLAY,« skriver Mads Boysen.

Version2 har kontaktet TV 2 med henblik på at få en uddybning af de tekniske forhold.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (10)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jens Jönsson

Det giver ingen mening.....

Det kan lyde mærkeligt, at et kapacitetsproblem i et servermiljø skulle kunne løses ved, at brugerne geninstallerer deres apps, men det er dog retningslinjerne, der indtil videre er lagt ud til kunderne.

Argh, fortæl da hellere sandheden, end at spilde brugernes tid. Det virker jo alligevel ikke efter en re-installation af App'en....

  • 5
  • 0
Martin Olesen

Jeg har brugt tv2 play via min meget stabile fiber i et par år nu, og der går meget sjældent 1 uge hvor der ikke har været udfald, og så har de for øvrigt enormt svært ved at lave et program og følge det med mindre der er tale om deres nyheder som altid kommer kl 19.00.
TV2 Play har været "en ommer" siden starten og er det stadig!

  • 0
  • 0
Niels Buus

Samme oplevelse her. Og supporten har været helt uforstående.

Jeg har forsøgt at tegne abonnement på TV2 Play tre gange de seneste 5 år, men alle tre gange har jeg opsagt det igen, fordi teknikken er useriøs.

Prisen er sådan set ligegyldig. Jeg gider ikke investere min tid i en platform, hvor jeg bliver afbrudt i tide og utide.

  • 0
  • 0
Lars Bendix

Vi ser VM i håndbold - hvor Danmarks kampe ofte er på TV2.

Lidt synd for TV2 at de ikke har det ligesom Fakta: Det tager kun VM i håndbold, men vi vil gerne at du bliver hængende lidt længere.

Lige så snart VM er ovre er vi ude af døren. Produktet er simpelthen for dårligt. Manglende kapacitet (selvom support hævder det modsatte), fungerer ikke med Firefox, support som giver en sludder for en sladder, forskellige setup på TV2/Sport og TV2, som gør at vi med jævne mellemrum er nødt til lige at tage 30 sekunder på TV2/Sport, når billedet "pixler" og lyden hakker på TV2 - så får vi rent billede og lyd i 5-6 minutter.

Næh, man kan lide under meget for håndbold, men ikke resten af året.

  • 0
  • 0
Martin Sørensen

Jeg havde det da det hed Sputnik men droppede det fordi det var alt for ustabilt. Det er åbenbart ikke blevet bedre siden selv om det efterhånden er mange år siden. Dog formoder jeg at de er gået væk fra Silverlight som de brugte dengang..

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere